Don Delillo: Hvid støj

Roman

I weekenden var jeg i Ålborg. Vi kørte med gps og på et tidspunkt kørte vi ligeud i et kryds, hvor man kun måtte dreje til højre. Fordi gps’en sagde det. Halvvejs ude i krydset holdt vi stille, fordi det gik op for os, at vi var i gang med noget dumt. Vores nabobil, som vi kørte i kortege med, kørte derefter lemming-agtigt med lige ud til midt i krydset og holdt så også stille sådan skråt bag ved/ved siden af os. Nu var vi to biler midt i krydset, der hver især spærrede for hinanden. Fordi gps’en ville lige ud.

Man kan sagtens sige en masse ting om piger, der kører biler og den slags. (Det må man også gerne). Men man kan også sige noget i stedet for om masserne, der bliver forført af dumme ting, som de selv har opfundet. Og at man glemmer at tænke, når man lader noget andet overtage.

Den slags handler Hvid støj om.

Jack Gladney har gjort Hitler til sin professionelle levevej som universitetsprofessor, men han kan ikke læse eller tale tysk. Han er blot god til at fange masserne og videregive sin fascination. Masserne bliver også forført af en ‘toksisk hændelse’, der lammer den lille universitetsby og sender alle i overlevelseslejre. Døtrene får symptomerne fra den toksiske hændelse en efter en i takt med at de bliver offentliggjort. Jack selv får sparket meget kontant til sin dødsangst. Det er nemlig den anden ting, Hvid støj handler om: at vi på den side går og håber, at vi selv dør først, så vi ikke bliver ensomme, når den anden dør, og på den anden side håber, at den anden dør først, så man selv kan leve.

Jeg er meget imponeret over Don Delillos finurligheder. Der må passere nogle underlige tankerækker i hans hoved ind imellem, hvis blot en lille procentdel af dem er skrevet ned.

Til mit temperament bliver bogen dog også lidt for langtrukken i sin underlighed nu og da, men jeg synes, man skal unde sig selv at lære Delillos skrivestil at kende.

Reklamer