Christian Jungersen: Du kan alt

Christian Jungersen er blandt mine yndlingsforfattere, og jeg har stor respekt for hans skrivehåndværk. Han skrev Krat i 1999, Undtagelsen i 2004, Du forsvinder i 2012 og nu Du kan alt i 2021. Der går med andre ord en rum tid med at skrive en roman, til gengæld skuffer de aldrig.

Alle hans bøger er fantastisk velresearchede og uhyre troværdige i deres dialog og tematikker. Interessen for menneskelig psykolog og sociologi går igen. Hvor Undtagelsen handlede om mobning og tortur, dykkede Du forsvinder ned i hjernesvulster og økonomisk bedrageri, og den nyeste roman Du kan alt er et katalog over mindfulness, meditation og selvhjælp, kombineret med indgående viden om det danske fængselsvæsen og iranske immigranter.

Kommunikationschefen i Albertslund Kommune

Per er ved bogens start kommunikationschef i Albertslund Kommune. Han er i et skrantende ægteskab og hjælper sin søn med at flytte hjemmefra. Beskrivelserne af far-søn-forholdet, som er på sønnens nåde og med den altid velvillige far med værktøjskassen er på én gang universel og speciel.

“Med årene er vores gråd blevet mærkelig lydløs. Med årene er det kommet dertil at nogle mennesker tror på os når vi siger: “Nej, det er ikke noget.” Uden at vi ved hvordan det er sket. “Nej nej, ingenting.” Og sådan sidder vi i vores biler og gør det vi nu gør, som ikke rigtigt er at græde og ikke rigtigt er at lade være, og som ikke rigtigt er at haste ud efter værktøjet og ikke rigtigt er at hente det i normalt tempo.”

Sammen med sønnen Silas besøger han Silas’ ven, den voksne mand Ralf, som trods sine manglende ben er meget mere mand end Per nogensinde kunne drømme om. Han bliver beskrevet sådan her: “Hans store fuldskæg matches af et lige så kraftigt og sundt hår. Som når en Hollywoodskuespiller skal spille en sexet vildmand. Sådan som skovhuggere ikke ser ud i virkeligheden, men som medierne opfinder dem for at kvinder kan tænde på dem.”

Det spirituelle liv

Romanen er inddelt i forskellige livsafsnit, som hver for sig rummer mindeværdige billeder og historier. I bogens næste passage, er Per blevet skilt og er taget til Dharmalaya Five Star Holistic Spa Resort. Her vækkes hans interesse for yoga og meditation, og han bliver indrulleret i et forhold til en familie på fire kvinder fra tre generationer.

Herefter uddanner Per sig til coach, og han tjener blandt andet sine penge ved at lave afstressende åndedrætsøvelser med fængselsindsatte. I fængslet møder han den unge Michael, som siden flytter ind hos Per under sin prøveløsladelse. I en helt fantastisk passage af bogen er Per med Michael til en clairvoyant for at komme i kontakt med sin mors kæreste Patrick. Dialogen med den clairvoyante er så utroligt vel-gengivet, og Jungersen balancerer gennem hele bogen mellem at portrættere de mange livsstilsfilosofier respektfuldt og med en utvetydig distance, grænsende til regulær sarkasme.

Senere i bogen får Per et forhold til den iranske immigrant Simin, og vi får i den sammenhæng udfoldet traumebehandling efter alle kunstens regler, vi får et indblik i modstandsbevægelsen mod det iranske præstestyre, og bogen bliver tilføjet et krimielement med påsatte brande. Christian Jungersen kommer virkelig hele vejen rundt, og romanen er da også delt i to bøger, som hver er 3-400 sider lange. Jeg kunne uden problemer have læst mindst 800 sider mere af samme skuffe.

Mere om Christian Jungersen

Jeg har modtaget Christian Jungersens “Du kan alt” som et anmeldereksemplar fra Bog&Ide. Indholdet i anmeldelsen står naturligvis helt for egen regning. Du kan købe Du kan alt her som en nytårsgave til dig selv eller se et overblik over alle Christian Jungersens bøger her.

Læs også mine anmeldelser af Undtagelsen og Du forsvinder her på bloggen.

Vil du læse mere om Du kan alt, kan jeg anbefale denne gode anmeldelse i Berlingske.

Hanne Vibeke Holst: Som pesten

Hver gang jeg læser en virkelig god bog, tænker jeg på et forfatterforedrag, jeg var til med Christian Jungersen (ham med Undtagelsen) for mange år siden. Jeg sad der på Politiken Plus-rækken med fingeren i vejret og spurgte, om han var i gang med at skrive en ny bog. Jeg kan huske, han svarede, at der var bøger nok i verden, så han ville kun skrive en bog, hvis han kunne levere en virkelig god én.

Når jeg genfortæller det, lyder det prætentiøst, men i øjeblikket føltes det meget sandt.

Det er den følelse, jeg har, når jeg læser Hanne Vibeke Holsts ‘Som pesten’. Jeg fyldes med ærefrygt og næsegrus beundring over skrivetalentet, men først og fremmest over arbejdsindsatsen. Den research, det må kræve at lave sådan et nyklassiker-værk er helt ekstraordinært.

Hun formår at skildre WHO og alle de øvrige humanitære organisationer i Geneve indefra på dybt troværdig vis. Hun doserer pandemi-referencer og lægemiddel-lingo i et spændstigt lag over handlingen. Hendes roman er et bud på et storpolitisk øjebliksbillede af flygtningekrise, humanitære katastrofer, lobbyisme, korruption – og selvfølgelig kønskamp.

Den er et nutidigt fremtidsscenarie, hvor først Danmark, siden Europa og til sidst resten af verden bliver ramt af en ny influenzatype, der bliver systematisk undervurderet og kræver unge teenage-dødsofre i hobetal, mens bureaukratiet og medicinalindustrien forhandler.

Alt sammen er krydret med kærlighedshistorie(r) og et kriminelt spændingselement, som måske er den eneste del, der kammer en smule over til mit temperament.

Tilbage er bare at sige: Glæd dig, læs den!

Sponsoreret indhold. Jeg har modtaget bogen som en del af en aftale med Bog & Idé. Du kan se ‘Som pesten’ hos Bog & Idé her. Den er endda på tilbud lige nu, så måske en julegaveidé 🙂 Her kan du gå til Hanne Vibeke Holsts forfatterside.

Christian Jungersen: Du forsvinder

Da Christian Jungersens “Undtagelsen” udkom i 2004 var det den bedste bog, jeg nogensinde har læst, og ingen anden bog har overhalet den de sidste otte år. Jeg fik knuder i maven over de psykologiske spil, der er mellem Iben, Malene og Anne-Lise, og bagefter kunne jeg ikke lade være med at se (ubevidst) voksenmobning overalt. Det er så præcist og uhyggeligt.

“Du forsvinder” er på samme måde meget præcis, ubehagelig og gennemarbejdet (det har også taget ham otte år!) og beskriver de grimme følelser, der kan være inde i et menneske, når hverdagen holder op med at være nem. Igen er romanen krydret med kronikker, opslag i psykologibøger, ejendomsmæglertekster m.m. – alt sammen meget virkeligt, og alt sammen skrevet af Christian Jungersen til formålet. Man kan kun have respekt for, hvor meget den mand lægger i sine bøger.

Bogen handler kort fortalt om en familiefar, Frederik, der får en hjernesvulst og ændrer personlighed. Han bliver voldelig, apatisk, indbildsk, følelseskold og utilregnelig. Og han vil ikke stå ved, at han er syg. Det er mere ubehageligt end uhyggeligt – og ganske fængende, selv om det er et lidt fjernt tema for sådan en som mig.

Selvfølgelig kan den ikke hamle op med ‘den bedste bog nogensinde’. Det er måske også lidt urimeligt at forlange. Men den skal ganske bestemt læses!

Ti gode

Ti bøger jeg til enhver tid vil anbefale:

Christian Jungersen: Undtagelsen

“Undtagelsen” er uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst. Jeg var til en oplæsning med Christian Jungersen et stykke tid efter bogen var udkommet, hvor jeg spurgte, om han havde en ny roman på vej, og han svarede noget i retningen af, at der findes så mange bøger, så man kan ikke være bekendt at skrive bøger bare for at gøre det; man skal skrive noget ordentligt. Så jeg venter stadig. “Undtagelsen” handler om mobning på arbejdspladsen på sådan en måde at man får helt ondt i maven og har lyst til at ringe til tidligere klassekammerater og kolleger og sige undskyld, og så er den samtidig en spændingsroman, som var så nervepirrende, at min kæreste blev nødt til at ringe og sige, at nu kom han hjem til mig, så jeg ikke blev bange, når han ringede på. Bare læs den. Og bliv skuffet, for sådan er det jo, når man sætter en bog op på en piedestal. Men læs den.

Ida Jessen: Hvium-trilogien
Ida Jessens tre bøger “Den, der lyver”, “Det første jeg tænker på” og “Børnene” foregår i den fiktive by Hvium i omegnen af Viborg, hvor jeg selv er vokset op. De udspiller sig over nogenlunde den samme tid og med nogenlunde samme persongalleri, men med forskellige hovedfortællere. Det bedste ord, jeg kan finde på til at beskrive stilen, er stadig ‘hverdagsuhygge’, og det dækker vel over, at jeg ikke tør læse krimier, men derfor må bøger jo godt være spændende. Det er det her med, at døren til udhuset nogle gange piber lidt, men det behøver ikke betyde, der er nogen. Men måske er der. Og nogen har kørt et barn ned, men det er ikke til at vide hvorfor. Måske var det bare et uheld. Og det er svært at komme frem til gården, og der er mørkt og mudder, og det kan være, der snart sker noget kriminelt. Men det kan også være, der kommer nogen og hiver hende fri. Det er en meget interessant skrivestil, som er svær at efterligne. Hvium-serien er anderledes end fx Ida Jessens ABC, som jeg ikke var så betaget af. Læs evt. min omtale af “Børnene”, som er den mindst vellykkede af tre rigtig gode bøger.

Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste
En enkelt digtsamling skulle også med på listen. Det er en af de eneste, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den har en lækker rytme og gode hverdagsbetragtninger, som i de her to eksempler: ” Det bedste er regnvejr på film/ musik i en taxa/og håndskrevne breve med masser af stempler/ på karmosinrøde frimærker langvejs fra” … “og det værste er at hævnen slet ikke er sød/ men trist som Peter Bangs Vej i pisregn:/ Det er det værste for mig”

Jakob Ejersbo: Afrikatrilogien
Trilogien består af og Eksil, Revolution og Liberty, og den bygger på Jakob Ejerbos (det var ham med Nordkraft) egen opvækst i Tanzania. Eksil handler om Samantha, der går på kostskole i Tanzania og har en korrupt far. Revolution er forskellige fortællinger, bl.a. om en pige, der bliver luder i bestræbelserne på at få et bedre liv. Og Liberty handler om Christian (tæt på Ejersbo selv) og Marcus, der vokser op sammen som herre og tjener. Alle tre handler om, hvor håbløst det hele er, og hvor gennemkorrupt landet aldrig holder op med at være. Man kan godt pakke sine ‘ud og redde verden’-drømme sammen efter at have læst Ejersbo.

Tine Bryld: Liv-trilogien
Hmm… der tegner sig vist en trilogitendens. Jeg genlæste “Pige Liv”, “Befri dit liv” og “Liv og Alexander” for nylig, og det er sådan nogle gode bøger om at gå fra pige til kvinde og finde sine fødder. De betød meget for mig, da jeg var teenager. Min generations ungdomsbøger rummer i det hele taget utallige juveler. Martin og Viktoria, Viktorias år, Min ven Thomas, Den kroniske uskyld og mange flere.

Hanne Vibeke-Holst: Kronprinsessen, Kongemordet, Dronningeofret
Serien bliver gerne kaldt en politisk trilogi om kvinder om magt, og den er meget virkelighedsnær, men også bare en række rigtig velskrevne bøger. Det er lidt tid siden, jeg har læst dem, så handlingen er lidt på afstand, men den første i hvert fald handler om en ung kvinde, der bliver udnævnt til Miljøminister, og så følger man hendes kampe, tanker, strategier og liv, mens hun finder sin plads som minister. I de andre to er hun lidt i baggrunden, men det er stadig samme persongalleri (noget med nogle socialdemokrater for et par regeringer siden…). De to første er også lavet til tv-serier.

Stieg Larsson: Millenium-trilogien
Måske behøver de ikke så mange ord her. De bedste krimier, jeg har læst. Den første er især formidabel. Trilogien består af “Mænd der hader kvinder”, “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der blev sprængt”. Jeg så den første af filmene for et par måneder siden. Fy for satan.

Tore Renberg: Kompagni Orheim
En norsk roman om Jarle, der er strandet midt i et årti med dynejakker og dårligt hår, hvor der ikke er noget, der hedder iPod – eller iiiiipot, som det så fint udtales på norsk i filmatiseringen “Mig og Yngve”. Jarles weltschmerz-forhold til The Smiths har desuden ført en ny meget beskattet cd ind i husets samling. God bog. Måske kunne man kalde det en ungdomsroman for de lidt ældre unge.

Helle Helle: Ned til hundene
Hvem har ikke læst Helle Helle i gymnasiet og fortolket og analyseret de dejlige bøger ihjel? Det skal man ikke. Man skal bare læse, nyde de helt unikke observationer og de nøgterne figurer. Alting er det, det giver sig ud for, og det er fantastisk. Ned til hundene handler om en kvinde, der venter på bussen i en provinsby, hvor hun møder John og Putte, der tilbyder, hun kan bo hos dem. Som de fleste andre af Helle Helles bøger er det svært at gengive, hvad der egentlig sker, men det er præcist og underfundigt morsomt, og det er et meget varmt bekendskab, hvis man er til den stil. En anden oplagt kandidat til yndlings-listen er “Rødby-Puttgarden”, der handler om to søstre, der arbejder i parfumeriet på færgeoverfarten. Samme begivenhedsløse fantastiske beskrivelser af liv.

Khaled Hosseini: Under en strålende sol
Drageløberen af samme forfatter kan også anbefales. Begge handler både om krigen i Afghanistan og dens helt forfærdelige menneskelige følger, og om nogle mennesker, der lever deres liv, mens krigen står på. Der er især to scener fra “Under en strålende sol”, som har sat sig hos mig. Den ene er nogle meget brutale skyderier på gaden, hvor de bor. Den anden er en forfærdelig scene, hvor hovedpersonen forsøger at tage med en bus af sted fra alt det forfærdelige og får hjælp fra nogle venlige sjæle. Det er så ondt, fordi man lige når at tro og føle, at det måske skal blive godt, og så viser de sig at falde hende i ryggen, når hun tror sig tryg. Av, en grim bog.