Uh, den der svære tid, hvor man langsomt bliver voksen og tror, der måske aldrig er nogen, der gider blive kæreste med én, og man ikke forstår, hvorfor de andre nu har sådan nogle smarte bukser, når man selv er kejtet og går i sådan noget juks. Og så begynder man måske stille og roligt at finde en vej, og det hele bliver lidt mindre håbløst. Den slags bøger kan jeg så godt lide!
For Miki i Ukulele jam er det musikken, der er vejen ud af håbløsheden. Ikke ukulele-spilleri, men alle de kasettebånd, han køber og bytter sig til, og ikke mindst de dunkende rytmer på spillestedet Ukulele, hvor modet langsomt bliver større.
Ukulele jam er en roman om at blive voksen, og så foregår den tilfældigvis under borgerkrigen i Eks-Jugoslavien. Den handler om den hverdag, man nu engang har, og som man slår sig til tåls med og prøver at få det bedste ud af.
Miki og hans familie bliver fra den ene dag til den anden flyttet ud af deres hjemby og anbragt i en gammel feriekoloni langs den kroatiske kyst, som nu fungerer som flygtningelejr. Han får nye venner, for kun at se dem og deres familier emigrere til det forjættede Sverige mod nord, hvor de har musikbiblioteker og lyshårede piger til overflod.
Ukulele jam er meget velskrevet og velfortalt og også meget dansk i sin referenceramme. Alen Meskovich er nemlig født i Bosnien, men flyttet til Danmark som 17-årig. Og så siger jeg ikke mere.
Man kan sniglæse de første sider af romanen på den her hjemmeside. Men det er der egentlig ikke nogen grund til, for du skal klart læse hele bogen, hvis du spørger mig.
Ordtryk 