Thorstein Thomsen: Lyngbytrilogien

Denne her er en skylder fra før sommerferien og er endnu en dejlig trilogi. De tre bøger er  “Bare vi har hinanden”, “Roser til mor” og “Han er min bror”, og de fortæller hver sin hverdagshistorie, der forgår omkring samme boligblok i Lyngby for nogle årtier siden.

De er alle tre gode, men den første om Gibber (Thorstein) og hans hyggelige, småkriminelle stedfar, der tager sønnike med ud for at sælge støvsugere, er nu den fineste. Det stråler ud af bogen, at det er virkelige liv fra Lyngby, og rigtige børn, der har leget nede i gården. Da de er i Tivoli, brækker Sven sig ned af sig selv.

“”Det var ikke på grund af sørøverskibene,” var det første, han sagde. “Sørøverskibene var sjove. Det er noget, jeg har spist hjemmefra. Noget rådden fisk.””

Roser til mor, men intet arbejde
I “Roser til mor” er der ingen, der spiser rådden fisk, til gengæld bliver Michael taget med ud for at spille gammel, muggen musik med sin far. De optræder med nummeret “Roser til mor”, selv om Michael helst vil være med i et rockband. Og Michaels mor vil måske helst prøve at komme lidt ud i verden:

“Hun ventede  til de alle tre var midt i maden. Så sagde hun henkastet: “Fru høj har fået arbejde.” Hun drak af Ribenasaftevandet.
“Har hun det? Hvor?”
“På Hartmanns. Hun gik simpelthen derned og spurgte. Hun begynder på mandag.”
Harry så ikke op. Med mad i munden sagde han: “Skal hun være arbejderske?”
Grethe nikkede.
“Hvorfor det?”
“Ja, dels er det selvfølgelig noget økonomisk. Og så er drengen jo for længst flyttet hjemmefra, og hun føler ikke, at der er nok at rive i…”
“Det tror jeg gerne. Der er sikkert ikke meget liv i Hr. Høj.”
“Harry!”
“Jaja, men altså.” Han lo svagt. “Jeg ved, de laver æggebakker dernede. Æggebakker! Skulle det virkelig være nødvendigt?”
Hun sagde: “Det…” og gik i stå, skuffet over hans reaktion.”

Flere gode
Man kan læse bøgerne hver for sig eller som samling. Jeg kan også varmt anbefale “Sne på hendes ansigt”, som Thorstein Thomsen har skrevet. Det er en familiehistorie med nogle grimme hemmeligheder, og den er ret gribende. Plus “Den, der hvisker, lyver”, som dog står lidt svagere i min erindring. Den handler om en boghandler, som bliver hvirvlet ind i nazismen i 30’erne.  Til gengæld nåede jeg aldrig til slutningen af  “At elske Charlotte”.

Kim Fupz Aakeson: Jonna er 54

For mig er Kim Fupz Aakeson først og fremmest et af de navne, der står på lærredet, lige inden en film begynder. Måske fordi jeg har set “Den eneste ene” lidt for mange gange. 

Her har han skrevet en bog om Jonna, som er 54 og lever et kedeligt liv som pantefoged med irriterende naboer og velmenende kollegar. Fx den lidt tykke Morten, som gerne udtaler sig i sætninger a la: “Det tror jeg så ikke lige”. Det kunne være sjovt på den der ‘der sker en hel masse ting, mens livet går videre i gråt’-måde, men er efter min mening kun jævnt hyggeligt.

Sjoveste afsnit i bogen er, hvor Jonna i sine unge dage præsenterer sin nye canadiske kæreste for sin mor, der ikke taler engelsk. Jonna oversætter troligt frem og tilbage, mens mor og Steven høfligt udveksler holdninger om, hvilke lande, der har en høj rengøringsstandard. Det var vel nok en flink fyr, Jonna havde fundet sig.

Ferielitteratur

Et par ugers ferie gav mig tid til at spise fire bøger. Her er de:

Pia Juul: Mordet på Halland
En slags krimi, der ikke rigtigt går ud på at blive opklaret, men i stedet er en historie om en ensom kvinde. Den fangede mig ikke rigtigt. Har vist ellers været indstillet til alle mulige priser.

Kathrine Lilleør: Kvinde, hvorfor græder du?
Helt klart feriens mest interessante bog. Jeg har ikke noget meget tydeligt billede af Kathrine Lilleør i forvejen (præst, der nogle gange mener noget i Berlingske Tidende), men det hjælper en række fortællinger jo altid på (selv om mit syn på hende nok snarere er blevet nuanceret end afklaret). Mest interessant er det, når hun fortæller om livet som præst, og de mennesker, hun møder undervejs. De tidehvervske forfædre, dem, der skal begraves, konfirmeres, giftes, ansætte hende fra menighedsrådet osv. Mindre interessant er det, når det bliver tematisk og handler om fx køn i den sidste del af bogen. Kan godt anbefales.

Per Petterson: Aske i munden, sand i skoen
Havde egentlig først afskrevet ham, fordi han har skrevet en roman med så irriterende en titel som “Ud og stjæle heste”. Men måske skal jeg alligevel læse den, for “Aske i munden, sand i skoen” var et fint bekendtskab. Det er små fortællinger om Arvid, der bor i en lille norsk by og oplever forskellige småting. Sin bedstefars begravelse, et slaraffenland af gamle tegneserieblade, der bare er smidt væk, og så den dag, han kommer til at kalde Fede for Fede op i hans åbne ansigt. Jeg er i hvert fald klar til at læse mere, og så er det jo godt, der er en efterfølger (i første omgang “Ekkoland”, knap så irriterende titel, knap så svært at huske som Aske i.. hvordan var det nu det vendte).

Sara Blædel: Kun ét liv
Løbet tør for læsestof, stadig 26 timers transport og en halv afsluttende palmepooldag i beachresortet tilbage. Tak til danskerparadisets gæst til gæst-hylde. Ud af flere krimier på reolen, der startede med noget i retningen af: “Tidligt om morgenen den xx dag, finder xx en ung pige i xx sø. X kvindelig hovedperson fra de andre bøger i serien, bliver kaldt ud osv. osv. osv.” tog jeg den her, fordi den handlede mere om, hvad der sker, mens nogen opklarer noget, end hvor brutalt nogen bliver myrdet. Jeg kan godt lide den slags. Det var en fin krimi. Gled ubesværet ned sammen med den vakuumpakkede flymad.