Skidt og kanel

Der bliver også tid til lidt andet end blebarnbøger her i ammestuen, selv om læsetempoet er drastigt dalende, nu hvor hverdagen har indfundet sig. Her et par ord om det, som har ligget på natbordet den seneste tid før og efter fødsel.

    
Ida Jessen: Ramt af ingenting
En lillebitte bog, der egner sig godt til at blive læst højt, fordi man ellers hurtigt har skøjtet sig frem til sidste side. Ida Jessen kalder “Ramt af ingenting” en glemmebog – om at glemme tabt kærlighed – 0g det er vel mere kortprosa end en egentlig roman. Jeg synes, den er rigtig fin inden for sin genre. Stemninngsmættet uden at blive for poetisk.

Karin Brunk-Halmquist: Glimmerbøsserne
Egentlig er titlen misvisende, for der hverken noget glimmer eller noget bøsset over de to aldrende norske brødre, der er hovedpersoner i “Glimmerbøsserne”. De cykler bare til købmanden, hører deres daglige radioavis og ærer deres mor ved at tage sokkerne af, før de går i seng. Det er en rigtig skandinavisk roman, og hvis man kan lide Anne B. Ragde, vil man også kunne lide Karin Brunk-Halmquist.

Jennifer Egan: A visit from the goon squad
Jennifer Egan vandt Pullitzer-prisen for næsen af Jonathan Franzen sidste år, og jeg er ikke sikker på, jeg synes, det var fortjent. Jeg læste først halvdelen af bogen på engelsk og så det hele på dansk (“Tæskeholdet banker på”), og alligevel blev jeg ved med at glemme, hvad der skete.

Majse Njor: Der var engang en mand
Berlingskes litteraturredaktør Jens Andersen nævnte for nylig denne bog som eksempel på, at flere kvinder er begyndt at have mænd som hovedpersoner – ikke stereotype, dumme mænd, men rigtige, hele mennesker, som man har sympati med. Hans pointe var, at kvinderne nu er nået til et sted, hvor der er overskud til det, fordi der ikke længere er det samme behov for at hævde bestemte kvinderoller og være i opposition. Interessant, på en måde. “Der var engang en mand” er en roadmovie med mænd, der af forskellige årsager stikker af hjemmefra for at finde sig selv. De følger alle efter Carsten sydpå ad de tyske motorveje, selv om Carsten egentlig helst vil være i fred. Det er morsomt uden at være megasjovt. Man kan læse den eller lade være.

Jakob Vedelsby: Bjergene i horisonten
Gjorde ikke noget stort indtryk på mig. Handler om en søn, der gerne ville have haft et tættere forhold til sin far. En anden slags glemmebog – en bog man glemmer.

Maise Njor: Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?

Når man har læst tilstrækkeligt meget småsjovt i træk, kan det være tilfældigt, hvad der udløser det der grin, hvor man ikke længere kan trække vejret og slet ikke gengive, hvorfor det var så sjovt lige der.

Derfor er det også lidt svært at fortælle, hvorfor Maise Njors bog er sjov, men her er da i hvert fald en lille bid:

“Forleden, da jeg skulle til et vigtigt møde, sagde jeg for sjov til min otteårige datter, at jeg var bange for at komme til at slå en ordentlig prut. Hun så helt roligt på mig og sagde: “Hvis du gør det, så skal du bare skrige i vilden sky samtidig, så er der ingen, der hører den.”

O.k. Smart trick, hvis man går på fritidshjem, men måske ville pressedamen fra bogforlaget blive en smule forskrækket, hvis jeg stak i et hyl midt under mødet for at overdøve en kæmpe fis, som hun alligevel kunne lugte. Og jeg måtte endnu engang sande, at der er ting, man bare ikke gør, når man er voksen.”

Et andet sted starter en klumme sådan her:

“”Jeg er ved at brodere det her stolesæde til en mand, der er ved at dø,” sagde min faster, “så jeg skal virkelig brodere hurtigt.” Det var en meget mærkelig sætning.”

Til alle os uden selvværd (…)
Der er dog en lille sten i skoen, og det er den nyfeminisme, som Maise Njor og andre artsfæller står for.

Jeg kan ikke rigtigt holde ud, at hun synes, hun bliver nødt til at skrive eksplicit i forordet, at det ikke kun er ‘mænd over 50 med Rotary-nål og sovs på slipset, der må skrive, hvad de mener om ditten og datten…”.

Det er som om, hun er ude i et feminisme-ærinde, men kommer til at undergrave det ved at sige det. Som om der bliver lidt for meget offerrolle. Jeg synes nok, feminisme mere skal udøves ved at gøre og vise og ikke ved at klage og pege på sig selv – uanset hvor selvironisk og humoristisk det så er.

Heller ikke den her lille passage om penismisundelse kan jeg genkende mig selv i:

“Og vi ville da gerne have de goder, der følger med kønnet som sådan – fx mere i løn og en naturlig tro på os selv og vores eget værd – men det må da kunne klares uden at rende rundt med sådan en javertus mellem benene…”

Ahhh, jeg synes altså ikke helt, det er der, vi er.

Nå, men det var nu under alle omstændigheder ret sjovt at være i selskab med Maise Njor sådan et par timer i et sommerhus! Det  har lidt givet mig lyst til at lave en ny blog. Lad os se, om det bliver til noget.

Maise Njor og Camilla Stockmann: Charlie Hotel Oscar Kilo

Efterfølgeren til Michael Laudrups tænder (hvor de to forfattere mailkorresponderer for at lære hinanden at kende og bl.a. kommer frem til, at de begge synes, Michael Laudrup har usandsynligt små tænder – det er rigtigt, hvis man kigger efter; det er ligesom de er filet meget lave) minder ret meget om den første bog. Emnerne er (lidt) nye, men stilen den samme. Her skriver gravide Camilla Stockmann fx:

””I nat hørte jeg en stemme inde fra min mund sige: ”Du skal huske at mærke barnet sparke hver dag. Det er vigtigt for jeres kommende relation. Jeg har læst det i en bog!” Så blev man én af dem. Janus svarede ikke med det samme. Så sagde han: ”Du presser mig til noget, jeg i forvejen har lyst til.””

På et tidspunkt i bogen, fortæller Maise Njor, at hendes mand ikke synes, det er så fedt, hun skriver om ham til Camilla, mens deres ægteskab er ved at gå fra hinanden, og det kan jeg da på en måde godt forstå. Det må være lidt som at være med i en pornofilm, som ens familie så skal se. Alt for privat. Men derfor interessant. Og sjovt, fordi det veksler mellem små filosofiske sandheder som at man godt må ændre sig for den, man elsker, men man må ikke ændre det man oprindeligt elskede ved sig selv, og så kærestens svar på, om han har ændret sig for Camillas skyld: ””Ja, jeg har nok fået en bedre håndhygiejne,” og så faldt han i søvn”.