Så længe jeg skal ind ad din dør

Ti forfattere har fulgt ti sosu’er i Københavnsområdet, og det er der kommet en fin lille novellesamling ud af.

Den bedste er ikke engang “Jeg skal ikke tørres, din dumme neger”, selv om det er en meget lovende titel. Tværtimod kan jeg godt lide, at mange af novellerne er meget fine i deres antydninger og stille beskrivelser af en arbejdsplads og ikke mindst nogle borgere, som er på vej herfra. Fælles for de fleste er ikke overraskende minuttælleriet og en integritet og arbejdsstolthed hos medarbejderne, der ikke kan tælles i tid.

Se mere på Stemmer til et stumt fag, hvor man også kan høre novellerne som lydfiler.

Det er gode forfattere, der er med. Fx Thorstein Thomsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Fredrik Backmann: En mand der hedder Ove

Den her bog handler i sagens natur om en mand, der hedder Ove.

Sådan en mand, der synes, det meste var bedre i gamle dage, og som ikke forstår, hvad man skal bruge en kæmpe maskine til for at brygge en ærlig kop kaffe. Og som ikke vil give flere tusind kroner for en iPad – en datamat, som ikke engang har et skide tastatur.

Er du til Jonas Jonasson (Den hundredårige…xxx) og Erlend Loe, er der en god chance for, at du vil synes om Fredrik Backmann og den gode Ove.

Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen

Det er lidt som at læse en cykelrytters selvbiografi, hvor selve det at indrømme dopingen har en rensende effekt. Ahmed Akkari var i en lang årrække islamist og satte landet i bål og brand for sin tro, men nu er han clean, beretter han til BT-journalist Martin Kjær Jensen. Og han vil gerne sige undskyld til Danmark.

Medierne har talt frem og tilbage om, hvorvidt man kan tilgive Akkari, som i bogen indrømmer at have spillet en væsentlig rolle i opblusningen af karikaturkrisen. Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, om alt det, han skriver, er rigtigt, men hvis bare 80 % er sandt, er det rimeligt stærke sager…