Jojo Moyes: I ly for regnen

Historiske romaner, Roman

Efterårsferien gik til Tenerife i år, og hvilken bedre pool- og strandbog kunne man forestille sig end Jojo Moyes’ debutroman “I ly for regnen” fra 2002?

Moyes fandt sin sikre skrivestil fra første bog. Romanen følger tre generationer af kvinder: Joy som bliver forelsket og gift på et døgn i 1950’ernes Hong Kong. Hendes datter Kate, den rastløse London-journalist, der har svært ved at finde ind til sin teenagedatter. Og selvsamme teenagedatter Sabine, som bliver sendt ud til mormorens afsidesliggende, faldefærdige herregård i Irland for at passe sin syge morfar, som hun dårligt kender. 

Fællesnævneren for de tre er en følelse af ikke at passe ind og et ønske om at være tæt på en familie, som de kommer til at støde fra sig. Den kvikke læser ved selvfølgelig godt, at de stædige damer nok skal finde ind under huden på hinanden, mens siderne vender sig selv ved den varme pool. 

Som de fleste andre Moyes-læsere startede jeg med det internationale gennembrud “Mig før dig” om Louise Clark i de bi-stribede strømpebukser, som bliver handicaphjælper for smukke, vrede Will. Siden har jeg taget én af fortællingerne med på de fleste ferier og har nu læst mig baglæns til den første. 

Læs mine anmeldelser af andre Jojo Moyes-romaner her:

Mine favoritter:

Sommeren jeg mødte dig

Hende du forlod

Andre i rækken af Jojo Moyes-bøger.

Susan Abulhawa: Morgen i Jenin

Roman

Morgen i Jenin‘Morgen i Jenin’ er en bog lidt som ‘Drageløberen’, hvor man får den menneskelige version af flere generationers krig. Alle de personlige ofre, følelsen af at alle andre er overfladiske hyklere, fordi de ikke har prøvet at miste, beretningerne om meningsløs vold, der kommer alt for tæt på.

Den handler om tre generationer, der vokser op i en flygtningelejr i et israelsk okkuperet Palæstina. De er med i modstandskampen, men lever ellers deres liv, laver mad, spiller skak, bliver forelskede, får børn. Og så ind imellem ryster hele verden, tanksene bulldozer ind over lejren, og bagefter gøres tabene op. De er aldrig små og aldrig til at begribe.

Bogen er velskrevet, selv om den nogle steder er lidt for bevidst om sine virkemidler, hvis man kan tillade sig at sige det (lidt for meget ‘ok, så skal vi have en åbningsscene, hvor hovedpersonen, som vi først møder senere, har et gevær for panden. Flashback til xxx’). Andre steder er det svært at forestille sig, at nogen kan have fundet på noget så grusomt og detaljeret uden at præcis dét er sket i virkeligheden.

Lene Kaaberbøl: Kadaverdoktoren

Krimi, Roman

KadaverdoktorenPlottet  i Kadaverdoktoren er stærkt, uforudsigeligt og klamt (sådan noget med mider i næsen på døde mennesker, adr). Og Lene Kaaberbøl er virkelig god til at tegne personer.

Først og fremmest hovedpersonen Madeleine, som er datter af retsmedicineren Karno. Hun er kvinde i 1890’ernes Frankrig og vil gerne noget andet og mere end at opvarte sin far. Hun lister sig med til obduktioner og retsmøder, og da efterforskningen peger på byens kloster, får hun en sjælden adgang til at drive arbejdet videre.

Der er også belejlige klicheer, som når byens kommisær skal beskrives. Han er selvfølgelig rar, lidt for tyk, og det er klart ikke ham, der løser mysteriet. Men han er nuanceret og rund og som de andre personer elskelige og driftige.

I mellemtiden har jeg også læst…

Spellman Arkiverne…Lisa Lutz: Spellman-arkiverne
En amerikansk chicklit-roman med krimiplot. Hele familien er privatdetektiver, og når hovedpersonen Izzy får en ny kæreste, kan hun være stensikker på, at han bliver tjekket, fulgt op og fulgt efter. Det er en sød lille bog med godt med post-teenage-frustrationer, lister over ekskærester, og hvad der nu hører den genre til.

Broerne til verden

…Stig Dalager: Glemsel og erinding
En laaang bog (og der er flere i rækken) om den rejsende Jon Bæksgård, som for flere anmeldere er blevet et billede på en generation. Den er ret spændende, når den handler om Jon’s taxamøder i de sene nattetimer med fortabte skæbner, og når vi følger ham til Østtyskland på studierejse. Men der er også lange drømmesekvenser, hvor jeg må konstatere, at jeg selv sidder og dagdrømmer mig et andet sted hen. Jeg skal ikke læse den næste.