Édouard Louis: Færdig med Eddy Belleguele

Eddy Belleguele vokser op i en lille, nordfransk by, hvor en mand er en mand, og homoseksualitet utænkeligt. Der er bare det ved det, at det lige præcis er det, Eddy er. Han ved det, fra han er barn, men bruger alligevel hele sin barn- og ungdom på at forsøge at bevise det modsatte. Hver morgen siger han til sig selv i spejlet, at i dag skal han være én af de seje drenge. Og hver dag må han skuffe både sig selv og sin familie. Han får rutinemæssigt tæsk i skolen, og hans største bekymring er, at nogen skulle opdage det.

Eduard Louis – man er ikke i tvivl om, at der er selvbiografisk – skriver ærligt, ligefremt, hårdt, pinagtigt og alligevel sært varmt om den uundslippelige landsby, som aldrig, aldrig, aldrig forandrer sig, og som bor i dig, selv om du flytter langt væk.

Vores aftener var centreret omkring busstoppestedet, som var drengenes mødested. Der tilbragte vi aftenerne i læ for vind og vejr. Jeg har en forestilling om, at det altid har været sådan: Teenagedrengene mødtes dér om aftenen for at drikke og diskutere. Min bror og min far hang ud dér, og da jeg vendte tilbage til landsbyen, så jeg drenge dér, som kun var otte år, da jeg rejste derfra. De havde overtaget den plads, som jeg havde haft dér tidligere. Ingenting forandrer sig nogensinde.

Beskrivelserne af landsbyens indspisthed, uviljen over for de kloge, de rige og de kulturelle, snavset i gaderne, fattigdommen, homofobien og fabriksarbejdet hensatte mig gang på gang til en fortælling fra 1960’erne. Og så pludselig en efterhængt sætning: “…mens vi optog det hele på vores mobiltelefoner”, der minder om, at vi er i det 21. århundrede.

Efter jeg har læst bogen, har jeg opdaget, at den har sat gang i debatten om underklassen i Frankrig, og at forfatteren kun er 21 år (se f.eks. artikel fra Politiken her). Det gør den måske mere interessant som kunstværk eller samtidsbillede, men som roman er den rørende og prikkende uanset hvad der er sagt og skrevet om den.

Et ekstra udklip her til at slutte af med:

Da en af vores katte havde fået killinger, så jeg min far smide de nyfødte unger ned i en plasticpose fra supermarkedet og smadre den mod en betonkant, indtil posen fyldtes med blod, og deres miaven holdt op. Jeg så ham skære halsen over på grise i haven og drikke det varme blod, som han samlede for at lave blodpølser (blod på hans læber, hage og t-shirt). Det er det bedste, det er blodet, når det sprøjter lige ud af dyret, mens det dør. Det døende dyrs skrig kunne høres over hele landsbyen, når min far skar halsen over på det.

Av.

Meghan D. Jakobsen: Trods

“Trods” er en rørende bog om en seksårig pige og hendes hverdagsliv over et årstid. Det begynder som hyggelige betragtninger over voksenlivet set fra den lille piges øjne; alle de spørgsmål hun stiller, og ikke mindst alle dem, som bliver i hendes hoved.

Efterhånden som bogen tager fat, bliver det klart, at hovedpersonen ikke lever et almindeligt liv, og at udfordringerne er større end det, at hun ikke har nogen far. Hendes mor ligger i sengen i lange perioder og bander og svovler på engelsk, når hun er oppe. Hendes eneste ven, som er en vestindisk emigreret kunstprofessor, går hen og dør uden at advare hende, og hun får med tiden en lillebror, der sidder og banker hovedet ind i væggen. Imens går hun i en sekterisk skole, hvor hun får at vide, at det er usundt at kunne læse og tegne, før man går i tredje klasse.

“Hvad har du så lært i skolen?” spurgte (præsten)
Hvad havde jeg lært i skolen?
At der var mange måder at være uheldig på. Ud over kasserollehåret, skoene og bønnepostejen. Man kunne være rødhåret eller enebarn, have vorter eller tisse i bukserne, svede i hænderne, spise bussemænd, lugte af prutter eller våd hund. Eller sidde ved siden af en, der gjorde det.
Det var det, jeg havde lært i skolen.
Det hjalp heller ikke noget, at skolen lå i det gamle sinddsygehospital, det havde jeg også lært.
“Jeg har ikke lært noget,” svarede jeg og rømmede mig.
“Aha,” sagde hun og fik det til at lyde vigtigt.

Det er en alvorlig bog om omsorgssvigt, fortalt, så man har lyst til at smile undervejs, ovenpå alvoren. Og en påmindelse om, at du har pligt til at råbe højt, når du ser det ske, også selvom du bare er postbudet.

Cecilie Sund Kristensen: Blå nætter

Blå nætter er en samling digte, der er fortalt baglæns: Vi starter, hvor forholdet slutter og bevæger os langsomt frem mod begyndelsen. Der er lidt Mr Gray-tematik over indholdet, men formen er naturligvis anderledes og mere spændstig. Nogle gange med rigtigt meget potentiale og nogle gange med lidt mere svingende intensitet.

Jeg kan bedst lide Cecilie Sund Kristensen, når hun – sådan lidt fra sidelinjen – blander aktuel politisk debat ind i digtene. Uden at det er for meget, og uden at det egentlig har en rød tråd, men måske netop interessant, fordi det er overrumplende. Som f.eks. her:

Du har ikke været en god dreng i år
men jeg ville så frygtelig gerne
sende dig en julegave alligevel
der ikke virkede så irrationel
som den milliard der skulle løfte ældreområdet
Som om den ville kunne rette deres rygge
Rejse dem fra kørestolene
og løbe med os hen ad markerne
Som om de ville kunne elske, som vi gjorde
ude under frosten
hvor sneen, som vi blev lovet, aldrig kom
Som om de ville tilpasse sig
og sende ligeså mange fuldebeskeder
som os to
(…)

Du kan læse flere af Cecilie Sunds digte på http://www.ceciliesund.dk

Det med småt: Jeg har fået bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Copenhagen Storytellers.

Kristina Stoltz: Æsel

Æsel handler om de to brødre Nadeem og Farid, som flygter fra Afghanistan til Sverige og Danmark. Modsat andre bøger med samme tema er flugthistorien ikke bare et kort afsæt til at fortælle om livet som flygtning i Danmark, men den bærende del af fortællingen. Vi følger drengene gennem blandt andet Iran, Rusland og Polen og får et billede af, hvad det vil sige, når man har lagt sin skæbne i hænderne på en række menneskesmuglere, der taler et sprog, man ikke forstår.

Persontegningerne bliver desværre lidt for firkantede til min smag ind imellem (den ene bror spiller fodbold, den anden bror er klog etc.). Men bogen har rigtig gode træk og er bestemt læseværdig for dens ømhed og livsklogskab.

Her et lille udpluk, hvor Nadeem er kommet frem til sin onkel og kæmper med følelsen af ikke at høre til i det Sverige, der ellers skulle være så godt, med havudsigt og mad i overflod:

“Ham må fortælle ham om det på et tidspunkt; om massakren, alle struberne, der blev skåret over, og skuddene, alle dem der døde. Måske har de læst om det, men det er alligevel ikke det samme. Slet ikke det samme som at bære stanken af blod i næseborene i dagevis efter, stanken af rådden frugt; frugten, der lå og flød i gaderne bagefter, blev stampet til ukendelighed eller samlet op af de fattige.”