“Det er ret mærkeligt at skrive en bog, der hedder Bob. Og så hedde Helle Helle,” konstaterede min 9-årige søn. Det kan han sådan set have ret i. Men Helle Helle har også altid været sin egen.
Ligeså meget jeg holder af de karakteristiske sætninger og beskrivelser og svælger i hendes unikke sproglighed, ligeså meget savner jeg tekster og personer, som jeg kan huske. Det er sjovt at læse Helle Helle, men det er også flygtigt. Almindeligheder sat på formel, og en insisteren på distance.
Denne roman fortælles fx af Bobs kæreste/samlever, og handler om Bobs færden – også i situationer, som fortælleren ikke er en del af. Kæresten er helt fraværende i fortællingen og kun en beskuer. Det er ekstra underligt, fordi Bob undervejs bliver betaget af en anden kvinde, men som læser køber man præmissen.
Et klassisk, fantastisk Helle Helle-træk er sammenstillingen af sætninger som i denne lille passage:
“Men hun tog ham med til en fest i Ullerslev. Hans mor kørte dem, det hele var en fejltagelse. De havde smørrebrød i bagagerummet, hun var fire år ældre end ham.”
Eller denne her:
“Indtil han var fjorten, havde han troet, Sibirien lå i Rødby. Han undgik med nød og næppe at blive afsløret ved at nikke intenst. Nu havde han glemt, hvad hun hed. Stribede strømpebukser og vatteret vest med snoretræk. Hun boede i Vestergade, ønskede sig en sangstemme. Promenerede med morgenbrød efter private fester.”
Hvis man vil læse en mere entydigt begejstret anmeldelse af “Bob”, kan man kigge her hos Berlingske, der giver 6 stjerner.
Andre bøger af Helle Helle her på bloggen:
Helle Helle: De
Helle Helle: Hvis det er
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
Ordtryk 