Aydin Soei: Vrede unge mænd

En ny regering har i går nedlagt Integrationsministeriet og efterlyser en ny tone i debatten om integration og indvandring. Hvis man skal tro, Aydin Soei, er netop det én af vejene til bedre integration og inklusion i Danmark. Medier og politikere er nemlig en væsentlig kilde til oplevet diskrimination:

“I takt med at stadigt flere unge med en etnisk minoritetsbaggrund er kommet i uddannelse og job i løbet af det sidste årti, er andelen der føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet faldet markant. Til gengæld er etniske minoriteters oplevelse af diskrimination fra politikeres og mediers side vokset markant i samme periode.”

“I dag peger knap en femtedel (…) på medierne som kilde til diskrimination mod 8 procent for ti år siden, samtidig med at en tiendedel føler sig diskrimineret af politikere mod kun 4 procent tilbage i 2000.”

Aydin Soei beskriver den catch 22, det er, at unge brænder biler af i afmagt over for overdreven magtanvendelse fra politiet og stigmatisering fra mediere, og samtidig er de med til at fastlåse den stigmatisering af dem selv som voldelige og uregerlige unge.

Vi får et tæt indblik i de strømninger, der gik gennem Nørrebro, da biler stod i brand få år tilbage. Vi får nuanceret billedet, og ser fx at et politisk redskab som visitationszoner har fejlet, netop fordi nuancerne mangler. Tænk bare den frustration, det må være, at blive stoppet af Politiet over ti gange samme dag – uden du har gjort noget, men i øvrigt er veluddannet, har arbejde og bare er på vej hen for at mødes med nogle venner. Det er svært at se for sig, at det sker. Men det sker.

En afsluttende tanke om schnitzler og diskrimination
I weekenden var jeg i Schweiz, og min mand og jeg sad på en restaurant og ventede næsten en time på at få serveret vores dejlige schweiziske flødeschnitzel. Langsomt blev vi mere og mere frustrerede, følte os overset og kunne ikke længere hygge os. Og Morten sagde noget i retningen af “Tænk, hvis det var fordi vi er danskere, at de bevidst serverer for andre før os. Altså det ved jeg godt, at de ikke gør, men tænk på, hvordan det må være, hvis man ikke rigtig ved , om det er derfor, og at man derfor altid er skeptisk.”

Olav Hergel: Indvandreren

En meget aktuel roman, efter Politikens artikler om diskrimination i det københavnske natteliv, og man er heller ikke i tvivl om, at bogen er baseret på en hel del virkelighed. Det er nemt at placere de fleste af bogens personer i det danske politiske liv eller på de københavnske dagbladsredaktioner, og der er fx også nogen, der bliver myrdet på Strøget på grund af en hue.

Bogens plot er mordet på en dørmand foran en af Havnegades natklubber, men den virkelige historie er den om mediernes og politikernes håndtering af hændelsen. Kan et mord tåle nuancer? Hvad nu hvis dørmanden var glødende racist samtidig med at han var omsorgsfuld familiefar? Romanen er ikke meget ulig Hanne Vibeke-Holsts politiske romaner, men skrevet i et lidt mindre flydende sprog. Det tilgiver man dog hurtigt den gode Olav.

PS: Det er ham, der også har skrevet “Flygtningen”, som blev til filmen “Flugten” med Iben Hjejle for et par år siden. Han er journalist på Politiken til daglig.

Günter Wallraff: Aus der schönen neuen Welt

Det er mange år siden, Günter Wallraff første gang gik undercover for at afsløre forholdene for samfundets nederste lag. “Aus der schönen neuen Welt” er en reportagerække fra 2009, hvor Wallraff bl.a. maskerer sig som hjemløs, indvandrer og fabriksmedarbejder. Formålet er at afsløre huller i systemet og undersøge tyskernes moral, og pointen er altid den samme: Det er barskt, uretfærdigt og pilråddent.

Til dels er det interessant at læse. Fx hvordan et tysk indkøbscenter flot og frejdigt donerer mad til de hjemløse juleaften, der kun er lidt muggent, og hvordan medarbejdere på en af Lidl’s brødfabrikker systematisk kommer til skade på arbejdet og derefter bliver fyret, hvis de melder sig syge osv. osv.

Men det er også lidt trættende, og jeg synes heller ikke undercover-journalistik er den fedeste genre, og nogle gange bliver det for ensidigt og sensationspræget i sin form, og ikke mindst insisterende.

Når fx Wallraff udklædt som indvandrer ikke bliver modtaget med åbne arme på en bar eller til en arrangeret vandretur, kan det også være, det er fordi, han er anmassende, når nu man lige skulle have en øl eller se på nogle svampe. Det behøver ikke være hudfarven, den er gal med. Andre steder er det oplagt, at han bliver diskrimineret i helt forfærdelig grad, og de historier ville nok stå stærkere, hvis ikke alle små beretninger blev tillagt så enorm vægt. Jeg kom af samme grund ikke igennem alle kapitler.