Lene Kaaberbøl: Skammer-serien

Der er noget fantastisk medrivende ved at læse romaner, der er skrevet til et kritisk ungdomspublikum. Der bliver nødt til at være plot, fantasi og drama, og det er der i metermål i Lene Kaaberbøls Skammer-serie, der består af “Skammerens datter”, “Skammertegnet”, “Slangens gave” og “Skammerkrigen”.

Lene Kaaberbøl har skabt et middelalderligt parallelunivers med borge og drager, og i centrum for fortællingen står Skammerens datter, som har arvet sin mors evner: Med blot et blik kan de se et andet menneskes skyld og skam gennem hele deres liv.

Der er dog enkelte personligheder, der er blottet for skam, og som derfor ikke lader sig påvirke af Skammeren. Dragan, som i parantes bemærket holder sig dopet på drageblod, gør, hvad han kan for at placere skylden for et trippelmord på en uskyldig, fjern slægtning, og så er den moralske tvekamp sat i gang.

Den fortsætter i hæsblæsende tempo med varianter over samme tema i de følgende tre bøger. Absolut læseværdig serie.

Johanne Algren: “Louis 121092-2922” og “Louis liv”

Louis er en slags 2012-udgave af Liv. Lidt flere stoffer, lidt vildere oprør, lidt mere mobiltelefon og center- og bandemiljø, men samme loyale beskrivelse af usikkert og afgørende teenageliv. Sine steder en anelse moraliserende, men det er til at læse henover.

Jeg ved ikke, hvad det er med ungdomsbøger, der altid fastholder mig sådan. Måske det enkle sprog. Måske det, at ting, der sker i ungdommen, virker som om, de gælder liv eller død, og når man bliver voksen er alting lidt mere leverpostej. Man ville hverken dø for en joint eller et knald. Og på en måde er det vel også ok.

De er ikke et must, men hver af bøgerne kan læses på en dagstid eller to, hvis man først lader sig opsluge.

Alen Meskovic: Ukulele jam

Uh, den der svære tid, hvor man langsomt bliver voksen og tror, der måske aldrig er nogen, der gider blive kæreste med én, og man ikke forstår, hvorfor de andre nu har sådan nogle smarte bukser, når man selv er kejtet og går i sådan noget juks. Og så begynder man måske stille og roligt at finde en vej, og det hele bliver lidt mindre håbløst. Den slags bøger kan jeg så godt lide!

For Miki i Ukulele jam er det musikken, der er vejen ud af håbløsheden. Ikke ukulele-spilleri, men alle de kasettebånd, han køber og bytter sig til, og ikke mindst de dunkende rytmer på spillestedet Ukulele, hvor modet langsomt bliver større.

Ukulele jam er en roman om at blive voksen, og så foregår den tilfældigvis under borgerkrigen i Eks-Jugoslavien. Den handler om den hverdag, man nu engang har, og som man slår sig til tåls med og prøver at få det bedste ud af.

Miki og hans familie bliver fra den ene dag til den anden flyttet ud af deres hjemby og anbragt i en gammel feriekoloni langs den kroatiske kyst, som nu fungerer som flygtningelejr. Han får nye venner, for kun at se dem og deres familier emigrere til det forjættede Sverige mod nord, hvor de har musikbiblioteker og lyshårede piger til overflod.

Ukulele jam er meget velskrevet og velfortalt og også meget dansk i sin referenceramme. Alen Meskovich er nemlig født i Bosnien, men flyttet til Danmark som 17-årig. Og så siger jeg ikke mere.

Man kan sniglæse de første sider af romanen på den her hjemmeside. Men det er der egentlig ikke nogen grund til, for du skal klart læse hele bogen, hvis du spørger mig.