Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Roman

Hov. Det var som om, jeg havde fået en mundfuld for meget af 2xHelle. Pludselig synes jeg det var klichefyldt og forudsigeligt i stedet for sprudlende tørt. Som om der var tænkt lidt for meget over det hele (og jeg skyder skylden på de mange helsides interview, med de samme pudsige pointer, som holder op med at være pudsige og sjove og i stedet bliver udspekulerede, når de bliver gentaget, øv).

…men så kom jeg alligevel rigtigt i gang med den seneste lille blomst i Helle Helles bogbuket, og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile af sætninger som

hun følte ingen rigtig glæde ved den onsdagssnegl

eller små ordudvekslinger som den her:

– Jeg har helt glemt at spørge, hvordan det går med Hardy, sagde jeg.

– Nå, men det går fint nok, sagde hun. Så gik det alligevel ikke.

– Det er jeg rigtig glad for at høre, sagde jeg.

Så var det nu meget dejligt at være i selskab med Helle Helle og høre om den unge kvinde, der går i sin egen studiesuppe og har et hus hun ikke kan finde ud af at flytte rigtigt ind i, som spiser noget usundt mad og som ligesom de fleste af Helle Helles andre figurerer, lader livet ske for sig, mens det går. Og imens har man lyst til at ruske lidt, grine lidt, kramme lidt og mest af alt vide lidt mere.

Den kan man såmænd godt glæde sig til.

Fun fact til dem, der har læst bogen: I går mødte jeg nogle fjernt bekendte på Hvalsø station. De bor lige fem minutter fra stationen og arbejder inde i København “så det kunne jo næsten ikke være bedre,” som de sagde.

Reklamer

Sofi Oksanen: Renselse

Roman

Jeg ved intet om kommunisme.

Lidt mere om trafficking. Ikke meget.

Mindre endnu om Estland i de seneste 50-60 år.

Nu ved jeg lidt mere. Og det var ikke engang med vilje. Kender I det, man læser en bog, fordi man vist nok kan genkende titlen, som man måske engang har hørt om? Og så læser man ikke bagpå først, for hvad nu, hvis de afslører det hele. Det gør de som regel.

Renselse er sådan en fin bog, som handler om to estiske kvinder, der møder hinanden, fordi den ene er stukket af fra sin alfons, og den anden har I lang tid gemt en mand bag et skab i stuen.

Den er dybt alvorlig, forfærdende og tankevækkende. Samtidig har den finurlige kapiteltitler som fx “Allide trænger snart til en cigaret” eller “Et pas bærer man i inderlommen på sin jakke” eller “Aliides seng begynder at stinke af løg”.

Den ku man godt tage at læse.