Hov. Det var som om, jeg havde fået en mundfuld for meget af 2xHelle. Pludselig synes jeg det var klichefyldt og forudsigeligt i stedet for sprudlende tørt. Som om der var tænkt lidt for meget over det hele (og jeg skyder skylden på de mange helsides interview, med de samme pudsige pointer, som holder op med at være pudsige og sjove og i stedet bliver udspekulerede, når de bliver gentaget, øv).
…men så kom jeg alligevel rigtigt i gang med den seneste lille blomst i Helle Helles bogbuket, og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile af sætninger som
hun følte ingen rigtig glæde ved den onsdagssnegl
eller små ordudvekslinger som den her:
– Jeg har helt glemt at spørge, hvordan det går med Hardy, sagde jeg.
– Nå, men det går fint nok, sagde hun. Så gik det alligevel ikke.
– Det er jeg rigtig glad for at høre, sagde jeg.
Så var det nu meget dejligt at være i selskab med Helle Helle og høre om den unge kvinde, der går i sin egen studiesuppe og har et hus hun ikke kan finde ud af at flytte rigtigt ind i, som spiser noget usundt mad og som ligesom de fleste af Helle Helles andre figurerer, lader livet ske for sig, mens det går. Og imens har man lyst til at ruske lidt, grine lidt, kramme lidt og mest af alt vide lidt mere.
Den kan man såmænd godt glæde sig til.
Fun fact til dem, der har læst bogen: I går mødte jeg nogle fjernt bekendte på Hvalsø station. De bor lige fem minutter fra stationen og arbejder inde i København “så det kunne jo næsten ikke være bedre,” som de sagde.
Ordtryk 