Ulla Terkelsen: Vi kan sove i flyvemaskinen

Biografi

Ulla TFor mig har Ulla Terkelsen altid været hende, der stod foran Det hvide hus med et flagrende tørklæde. En lille smule ufrivilligt morsom, altid genkendelig, altid på.

Hendes selvbiografi starter lidt kejtet, særligt pga. den journalist hun har fået til at hjælpe med at skrive den, men hvis man hænger på, bliver det virkelig fængende.

Jeg får lyst til at rejse til Polen, til Rusland, til London, Nordirland, alle steder i USA og hvorsomhelst i Mellemøsten. Jeg får lyst til at bo et andet sted, opleve mere, læse om europæisk historie, lære et nyt sprog og brænde for en sag. Hun er 100 % sympatisk og har nogle fine, skarpe pointer, som aldrig bliver belærende, især fordi hun viser, at hun engang selv ikke vidste bedre.

Fx har hun en fin observation om Polen i efterkrigstiden. Hun rejser sammen med sin daværende mand igennem Østtyskland, hvor de bliver tjekket behørigt af alvorstunge, truende tyske grænsevagter og derefter fortsætter til Polen. Men her er det, som om soldaterne ved grænsen ikke kan tage sig selv helt så seriøst som de tyske soldater. De er et land klemt inde mellem to (historisk set) bureaukratiske, selvhøjtidelige, tunge nationer – Rusland til den anden side – men Polen har aldrig ladet sig smitte af alvoren. De har ikke ladet kulturen forandre sig, højst ladet den være holdt nede i en tid.

Ulla Terkelsen reflekterer meget fint og binder tråde op gennem historien, og man kan genkende hendes stream og consciousness-talestrøm fra tv, når man læser hendes bog. Hun var også med til at etablere TV2, da monopolet blev brudt i slut-80’erne og giver en meget fin bagom-historie om en helt anden medietid i Danmark.

Reklamer

Hanne-Vibeke Holst: Knud, den store

Biografi, Roman

Hanne Vibeke HolstBør man have hørt om Knud Holst? Jeg havde ikke. Det er Hanne-Vibeke Holsts far, og han var en berømt digter i Klaus Rifbjergs storhedstid. Kirsten Holst, derimod, hendes mor, kender jeg fra ungdomsklassikeren ‘Min ven Thomas’.

Og det er måske kernen i Hanne-Vibeke Holsts romanbiografi om sin far: Han var kunstneren, digteren, der måtte skrive, og som gik i hundene, når livet blev for svært. Hendes mor var forfatteren, som måtte leve, og som fandt på noget nyt og sjovere, hvis livet gik den gale vej.

Det er et fint og grundigt portræt, som tager os med gennem barndommens fattige kår i Vestjylland, op gennem gymnasietidens ungdomsforelskelse, igennem succeser og forhåbninger i det københavnske digterliv og igennem depressioner og forfald.

Jeg kan godt lide bogen for at være én lang fortælling fra vugge til grav og ikke forsøge at gøre sig mere interessant ved at tematisere eller springe i tid. Og så er det et meget interessant eksperiment at skrive en biografi i jeg-form, hvor man selv (Hanne-Vibeke som datter) er til stede som tredjeperson. Det skuldrer hun nu ganske fint.