Louise Østergaard: Ord

Roman

OrdEn meget ærlig og, synes jeg, ekstremt interessant baggrundshistorie om Politiken Plus-fænomenet Yahya Hassan. Om forholdet til hans 22 år ældre kontaktperson og om al den kriminalitet, råhed og kynisme, som også stadig er en del af den medieudråbte mønsterbryder.

Louise Østergaard har ikke fået ret gode anmeldelser, fordi man mener, at bogen kun er interessant i kraft af Yahya og ikke har nogen litterære kvaliteter. Jeg er ikke enig. Hun har en virkelig spændende historie at fortælle, og hun gør det hudløst og fyldt med skam, bitterhed, forelskelse og undren.

Hun er den kontaktperson fra et bosted for kriminelle unge, som ser Yahya Hassans talent og får ham til at skrive. Hun er hans første stormende forelskelse, og han er hendes. Samtidig med at hun har mand og barn. De ryger blå kings og drikker rødvin. Han røver kiosker og også hendes mands vintageguitarer. Han afpresser hende seksuelt, og de finder sammen igen. Turbolent og forvirrende og sympatisk og frastødende og først og fremmest ærligt.