Lene Kaaberbøl: Vildheks 1 Ildprøven

Jeg har kastet mig over endnu en teenagepigeserie, og den skuffer ikke. Jeg læste den første i Vildheks-serien “Ildprøven” på et par dage, og har straks bestilt de næste to på biblioteket.

Carla er 13 år og på vej i skole, da en stor, sort kat pludselig overfalder hende i cykelkælderen og mærker hende i panden. Derefter er ingenting længere, som det plejer, og Carla må tage på en miniferie til Moster Isa i skoven. Her lærer hun den vilde verden at kende, lærer sig at kalde på dyrene og finde frem i “vildvejene”

Mod slutningen udfordres hun af vildheksen Kimæra med de store vinger og gule øjne, og ildprøven er i gang.

Vildheks-serien

Der er seks bøger i serien “Vildheks”. Rækkefølgen er:

Vildheks 1 – Ildprøven
Vildheks 2 – Viridians blod
Vildheks 3 – Kimæras hævn
Vildheks 4 – Blodsungen
Vildheks 5 – Fjendeblod
Vildheks 6 – Genkommeren

Lene Kaaberbøl er også forfatteren bag Skammerserien.

Lene Kaaberbøl: Skammer-serien

Der er noget fantastisk medrivende ved at læse romaner, der er skrevet til et kritisk ungdomspublikum. Der bliver nødt til at være plot, fantasi og drama, og det er der i metermål i Lene Kaaberbøls Skammer-serie, der består af “Skammerens datter”, “Skammertegnet”, “Slangens gave” og “Skammerkrigen”.

Lene Kaaberbøl har skabt et middelalderligt parallelunivers med borge og drager, og i centrum for fortællingen står Skammerens datter, som har arvet sin mors evner: Med blot et blik kan de se et andet menneskes skyld og skam gennem hele deres liv.

Der er dog enkelte personligheder, der er blottet for skam, og som derfor ikke lader sig påvirke af Skammeren. Dragan, som i parantes bemærket holder sig dopet på drageblod, gør, hvad han kan for at placere skylden for et trippelmord på en uskyldig, fjern slægtning, og så er den moralske tvekamp sat i gang.

Den fortsætter i hæsblæsende tempo med varianter over samme tema i de følgende tre bøger. Absolut læseværdig serie.

Lene Kaaberbøl: Kadaverdoktoren

Plottet  i Kadaverdoktoren er stærkt, uforudsigeligt og klamt (sådan noget med mider i næsen på døde mennesker, adr). Og Lene Kaaberbøl er virkelig god til at tegne personer.

Først og fremmest hovedpersonen Madeleine, som er datter af retsmedicineren Karno. Hun er kvinde i 1890’ernes Frankrig og vil gerne noget andet og mere end at opvarte sin far. Hun lister sig med til obduktioner og retsmøder, og da efterforskningen peger på byens kloster, får hun en sjælden adgang til at drive arbejdet videre.

Der er også belejlige klicheer, som når byens kommisær skal beskrives. Han er selvfølgelig rar, lidt for tyk, og det er klart ikke ham, der løser mysteriet. Men han er nuanceret og rund og som de andre personer elskelige og driftige.

I mellemtiden har jeg også læst…

…Lisa Lutz: Spellman-arkiverne
En amerikansk chicklit-roman med krimiplot. Hele familien er privatdetektiver, og når hovedpersonen Izzy får en ny kæreste, kan hun være stensikker på, at han bliver tjekket, fulgt op og fulgt efter. Det er en sød lille bog med godt med post-teenage-frustrationer, lister over ekskærester, og hvad der nu hører den genre til.

…Stig Dalager: Glemsel og erinding
En laaang bog (og der er flere i rækken) om den rejsende Jon Bæksgård, som for flere anmeldere er blevet et billede på en generation. Den er ret spændende, når den handler om Jon’s taxamøder i de sene nattetimer med fortabte skæbner, og når vi følger ham til Østtyskland på studierejse. Men der er også lange drømmesekvenser, hvor jeg må konstatere, at jeg selv sidder og dagdrømmer mig et andet sted hen. Jeg skal ikke læse den næste.