Liva Skogemann: 17 km syd for Ålborg

Jeg kan godt lide den her bog. Det er bare ikke sådan én, der bliver hængende på nethinden for evigt.

Men det er måske også ok, og måske er det endda meningen. For “17 km syd for Ålborg” er en ungdomsbog; den er stille og nede på jorden og handler bare om en almindelig fredag aften og er på den måde fin i det, den gør.

Bogen bliver kaldt en kollektivroman for unge og består af en masse små kapitler, hvor en række unge fortæller om en aften i provinsen, hvor de skal til fest hos Lau. Det er ganske hyggeligt og bragte mig minder om min egen efterskoletid. Læs den gerne:)

Naja Marie Aidt: Sten saks papir

Hurra for at Naja Marie Aidt har fundet på at skrive en roman! Det er hun god til.

Hun har den der finmekanik, som en lyriker tit har, og så har hun ikke glemt at lave et plot, som forfattere, der bliver for optagede af at sætte ord sammen, ellers nogle gange gør.

Karaktererne er gode og ikke for forudsigelige, især den unge Luke, som man aldrig bliver klog på, selv når bogen slutter (med noget hemmeligt, som jeg selvfølgelig ikke kan afsløre her… uh, suspense!)

Digteren Naja Marie Aidt afslører sig – på godt og ondt – dog ind imellem; fx i passager som den her:

Tirsdag morgen er som guld der flyder gennem gaderne; en ny varme i luften, støvet, der bølger i lyset, et løft, som om himlen er blevet højere i løbet af natten.

Osv.osv.osv. Men det passer som regel fint ind i stemningen og bliver kun for meget for min smag ganske få gange.

Og Patricias gode smag, når det kommer til boligindretning…
Noget, hun er rigtig god til, er dækket dialog. Minder mig lidt om Martin Kongstad, i den måde hun kan beskrive kedsomhed i et parforhold.

Her får hovedpersonen Thomas og hans kæreste Patricia besøg af nogle venner og deres barn. Thomas vil virkelig ikke have børn. Det vil Patricia gerne:

Oppe i lejligheden bliver der herefter skålet og snakket og løbet rundt efter Stella, der er tiltrukket af badeværelset, men ikke må gå derud for sin mor, fordi “gulvet er glat, du kan falde og slå dig slemt,” de sætter sig til bords og gæsterne priser fisken, “lige tilpas, ikke spor tør, jeg elsker de krydderurter du har brugt, er det merian? Chili? Ingefær? og vinen er skøn, og de store hvide tallerkener, bestikket – “er det ikke nyt?” og Patricias gode smag, når det kommer til boligindretning. “Det er jo umuligt at have det pænt, når man har børn i huset,” siger Tina, næsten undskyldende, “jeg synes, vi rydder op hele tiden, men det hjælper ikke,” og Jules tilføjer: “Vi kan sgu da også ligeså godt lade det rode,” men det synes Tina ikke, “så giver man jo for alvor op,” og Patricia nikker og smiler og tager en tår vin, mens Thomas bunder sin seebreazer.

Det værste ved gode bøger er altid, når de er slut. Og det er den her pludselig efter 383 sider. Gid der kommer én til snart!