Jakob Ejersbo: Liberty

Fem en halv cm høj og 709 sider lang. Liberty er et digert værk, en murstensroman og hvad vi nu ellers kan af klicheer. Bogen foregår over ti år, og det betyder, at den både handler om en dreng, der spiller fodbold med de børn, der nu er i Tanzania uden at skele så meget til hudfarve, og om en ung mand, der er kynisk, desillusioneret og bliver smidt ud af det, han føler, er sit hjemland. Han har snydt for mange venner og brændt lidt rigeligt broer.

Liberty er tredje bog i Jakob Ejersbo Afrika-trilogi, og alle tre bøger foregår på den samme egn i Tanzania, så derfor overlapper en del personer og hændelsesforløb. Nogle vil måske mene, det er lidt for mange, andre at det er det, der gør serien så god; jeg mener lidt begge dele. Denne bog har Christians synsvinkel, og det er vist ikke for meget at sige, at Christian-figuren har et vist antal fællestræk med Jakobs egen barndom. Det er ikke nogen dårlig ting. Det gør, at man også tror på de andre figurer i bogen, fx Marcus, der er bogens anden hovedperson, som brændende ønsker sig en fremtid i Sverige. For nu at citere bogens omslag: “Den hvide vil være sort, den sorte hvid”.

Det er lidt svært at sætte ord på, hvorfor bogen er god. Den fortæller en historie, om et Afrika, som man ikke kan stille noget op med og er også en kynisk fortælling om kolonialisme, der kører i ring. Ikke særlig opmuntrende læsning, men virkeligt godt fortalt.

Anne B. Ragde: Arseniktårnet

Yes! En rigtig god bog! Arseniktårnet er en slægtsroman, hvor man følger flere led i familien, de fleste kvinder. Der er nogle meget fine generationskonflikter, fx barnebarnets stærke kærlighed til sin netop afdøde mormor (lærer man på forfatterskolen, at slægtsromaner skal starte med en bedsteforælder, der dør?), der står i dyb kontrast til morens frustration og bitterhed og had til sin mor, også efter hun er død. Begge har gode grunde til at føle som de gør, og det gør det fint nuanceret og ægte.

De bedste fortællinger er dog ikke nødvendigvis familiemedlemmerne imellem, men når man kommer ned i den enkeltes historie. Fx Ruby (det er moren), der er misundelig på veninden Anna, der er jøde. Hjemme hos hende fejrer de jødiske højtider, og der er ting, man ikke må spise. Ruby kan godt lide den højtidelighed og ville ønske, hun var jøde som Anna. Da tyskerne kommer – for selvfølgelig er der krigstid på et eller andet tidspunkt i en slægtsroman – synes begge piger først, det er sjovt at se på dem marchere. De er søde og giver is, men senere bliver det alvorligt, og Anna må til Sverige midt om natten. Ruby har denne samtale med sin far:

“Er du helt sikker på, at tyskerne ikke har taget dem?”
“Helt sikker, min skat.”
“Hvorfor kan Hitler ikke lide jøder? Annas far laver ikke aviser, og han stjæler heller ikke.”
“Aviser? Hvorfor siger du det?”
“Som Onkel Frode.”
Faren rømmede sig, tog en dyb indånding og hviskede hende i øret: “Det skal vi ikke tale om, og du må heller ikke sige det højt, så mor hører det.”
“Ved hun det ikke?”
“Jo, selvfølgelig, men hun bliver bekymret, hvis hun får at vide, at du ved det.”
“Hvorfor det?”
“Det er ikke så smart, at børn ved den slags. Hun bliver bange for, at der skal ske dig noget.”
“Min mor kan ikke lide mig. Hun bliver ikke bange.”
“Jamen Ruby.”
“Jeg har ødelagt hendes figur og hendes karriere, men hvis Anna er i Sverige, og Miriam Kuznetsov og Judith og Clara, vil jeg ikke græde mere. Men kun, hvis du lover det, far.”
“Jeg lover det.”

Krigen går over, og livet går videre for Ruby, men den indhenter hende senere, hvor hun gifter sig ind i en familie, der viser sig at være nazister. Hun er løbet med ham for at komme hjemmefra, og nu løber hun også fra ham og bliver alene igen, og lidt fortabt.

Der er flere gode passager i bogen om at blive voksen i en anden tid, hvor man ikke taler om menstruation og sex, og hvor man bliver gravid, hvis manden “lader strømmen gå” inde i én. Så er der historien om Malie-Thalia, der bliver revystjerne lidt ved et tilfælde og Mogens, der alligevel ikke vil være præst, efter Gud har taget hans bror på havet, og som derefter maler porcelæn hele sit liv og bare drømmer om at lave en serie til Kongehuset. Det er en fin bog.

Erling Jepsen: Biroller

Helene vil gerne være skuespiller og forestiller sig tit, at hun bliver interviewet eller klappet af på scenen. Nogle gange kommer hun til at lyve lidt, så det passer bedre ind i, hvad andre mennesker tror om hende. Nogle gange kommer hun til det, der er værre. Det gør, at “Biroller” ca. midtvejs får et lidt krimi-agtigt skær, som flere af Erling Jepsens andre bøger. Det gør den læsværdig, selv om resten af historien ikke fanger mig så meget.

Historien bag historien er den om Helene, der har en spiseforstyrrelse, har været misbrugt som barn og nu har et forstyrret forhold til mænd. Og undervejs dukker en manuskriptforfatter ved navn Allan fra Sønderjylland op, og så har vi måske alligevel en flig af Erling Jepsens liv og barndom igen. Jeg kan nu bedre lide de forsagte sønderjyder end den underlige københavnerteaterverden, men det er vel smag og behag.