Birgithe Kosovic: Den inderste fare

Det ligner mig uhyre dårligt at læse en roman om politisk rænkespil for 80 år siden. Ikke desto mindre kastede jeg mig over Birgithe Kosovic´s portræt af Erik Scavenius, fordi hun er en dygtig forfatter (se anmeldelse af Det dobbelte land og mine sommeroplevelser på Balkan for nogle år siden).

Erik Scavenius var udenrigsminister og senere statsminister under 2. verdenskrig. Han er ofte blevet udskældt for sin samarbejdspolitik med tyskerne og kaldt lefler og forræder. Kosovic tegner et mangesidet portræt af ham, der snarere fremstiller ham som en pragmatisk mand, der førte Danmark igennem krigen med så få tab som muligt.

Han er samtidig en levemand, kolerisk og impulsstyret, og det er beskrivelserne af hans kærlighedsforhold, der er mest gods i i romanen, synes jeg. Jeg må nok desværre indrømme, at jeg kæmpede mig igennem de sidste mange sider.

 

Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm: Arkimedes

“Arkimedes” er en spændingsroman og derfor umiddelbart mindre gyseragtig end en krimi – og det er lige noget for mig.

Den er til gengæld ligeså grufuld som de fleste krimier med misbrug af børnehjemsbørn i centrum af fortællingen.

Hovedpersonen er Malene Jørgensen, et tidligere børnehjemsbarn fra Nakskov, der nu er en succesrig forretningskvinde, som bliver udnævnt som direktør for Hjælp Barnet. Umiddelbart giver det relativt lineære associationer til Lisbeth Zornigs eget liv som udsat barn på Lolland, der senere bliver direktør for Børnerådet. Romanen er dog fiktion, og den lykkes vældigt godt med kombinationen af politik, journalistik, samfundskritik og krimielement.

Jeg kastede mig over den, fordi jeg var meget påvirket af Zornigs selvbiografi: “Zornig – Vrede er mit mellemnavn”. Den fik jeg vist aldrig skrevet om her på bloggen, men den kan jeg også anbefale at læse, hvis man trænger til at få ondt i maven over Underdanmark.

“Arkimedes” er en selvstændig fortsættelse til romanen “Bundfald”. Den kan man evt. starte med.

Susanne Hegelund og Peter Mose: Javel, Hr. Minister!

Jeg kunne virkelig godt lide Susanne Hegelund og Peter Moses ‘Håndbog for statsministre’, som jeg skrev om i den her post. Den var fyldt med små sjove pointer og imponerende mange seje citater. Det mangler ‘Javel, Hr. Minister!’ desværre. Bogen har én pointe, som smøres ud over 280 sider: Ministre bestemmer ikke en skid, det er topembedsmændene, der styrer ballet.

Lidt nedslående pointe for demokratiet, måske, og vel en udmærket og relevant fortælling. Jeg vil bare hellere læse noget lidt mere opbyggeligt.

Dagens leder

Berlingskes og Politikens ledere i dag er et glimrende eksempel på, at det er meget godt at have begge aviser, hvis man ikke vil sovses ind i en hhv. proregerings- og prooppositionsvinkling. Begge ledere handler om Obamas Afghanistan-tale i tirsdags, men udlægningen er vidt forskellig. Jeg vil ikke argumentere for, hvilken der er mest rigtig eller god, jeg vil blot konstatere, at der, der i Politiken hedder:

“Det er svært at komme i tanke om, hvornår en dansk regeringsledelse sidst har været mere ude af trit med virkeligheden”

bliver i Berlingske til:

“Man skal lede længe for at kunne få øje på det, en af oppositionens ledere, Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, kalder for en »sammenhængende strategi« mellem den amerikanske præsident, Barack Obama, og Socialdemokratiet i Afghanistan-spørgsmålet.”

Måske var det mere interessant at få en udlægning af talen, der var fri af nationalpolitisk fnidder?

Læs Politikens leder og Berlingskes leder.