Merete Pryds Helle: Nora

♥♥♥♥

“Nora” er en gendigtning af Henrik Ibsens klassiker “Et dukkehjem”. Det er en moderne fortolkning placeret i samme tidsalder som Ibsens oprindelige fortælling (slutningen af 1800-tallet).

“Et dukkehjem” er et kammerspil, der foregår i Nora og Helmers stue over nogle få dage. Merete Pryds Helle har i sin fortolkning udfoldet Noras ungdomsliv, mødet med Helmer og deres fælles tur til Italien.

Selv om tids- og kønskritikken af og til er lidt vel tydelig (vi får både “Arternes oprindelse” og “Les fleurs du mal”), er “Nora” en god læseoplevelse, og den gav mig lyst til at læse originalen umiddelbart efter.

“Nora”-figuren bliver foldet ud, og samtidig beholder hun den barnlige, dukkede énstrengethed, som teaterstykket skitserer, og som Nora i den oprindelige historie får øje på og vrider sig løs fra.

Merete Pryds Helle og 90’er-forfatterne

Mit forhold til Merete Pryds Helle er skiftende. Jeg var imponeret og draget af fortællingen om “Nora”. Jeg kedede mig til “Vi kunne alt” og var begejstret for “Folkets skønhed”. Det ligger måske i blandingen af hendes ubetvivleligt tekniske dygtighed, de af og til lidt for tydelige tidsportrætter, der hælder til kliche, og tematikken om kvindens stilling, som er eviggyldig, men også en anelse fortærsket.

Sandsynligvis er jeg alt for hård ved hende. I virkeligheden handler det mest af alt om, at hun minder mig om at fortolke alt liv ud af litteraturen i gymnasiet. Hun hører til de forfattere, der var det store shit, da jeg gik på Katedralskolen i Viborg i 1999-2002. Derfor kan jeg næsten ikke læse hendes navn uden at blive lidt træt.

IBSEN NOR – gendigtninger

“Nora” er en tredjedel af projektet IBSEN NOR, der gendigter Ibsen-klassikere. De to øvrige bidrag er norske Vigdis Hjorths “Henrik” (Hedda Gabler) og svenske Klas Östergrens “Hilde” (Hilde Wangel).

Anne B. Ragde: Jeg har et tæppe i tusind farver

♥♥♥

Anne B. Ragde efterlader mig ofte lidt tvivlende. På trods af at hun er Norges ukronede forfatterdronning og har afsat tusindvis af eksemplarer i serien om Berlinerpoplerne, så er jeg sjældent helt solgt.

Hendes bøger har nogle tydelige kvaliteter, og jeg husker særligt parret Erlend og Krumme fra Berlinerpopler-serien. Alligevel har jeg et vist forbehold eller modstand. Det samme oplevede jeg i “Jeg har et tæppe i tusind farver”, som er en autobiografisk skildring af Anne B. Ragdes danske mor, Birte.

Vi følger Anne og Birte, mens moren bliver mere og mere syg. Vi følger processen i et svigtende sygehus- og plejevæsen og sorgen hos to døtre over en mor, som ikke var en perfekt mor.

Samtidig følger vi Anne B. Ragde selv, som turnerer rundt i Norden og holder forfatterforedrag. Jeg bliver ramt en lille smule på min danske jantelov, når hun fortæller om sin egen succes, og de oplevelser, hun har mulighed for at give sin sparsommelige mor, fordi hun har penge nok. Det er ikke fordi det er forkert eller usmukt; det er mere det, at det fylder uforholdsmæssigt meget.

Jeg har svært ved at blive klog på relationen mellem mor og datter, ligesom jeg har svært ved at blive klog på min egen oplevelse af Anne B. Ragdes bog.

Skal du læse den? Ikke nødvendigvis. Start hellere med Berlinerpopler-serien; der er også for nylig kommet en fortsættelse med titlen “Altid tilgivelse”.

Herbjørg Wassmo: Hundrede år

En rigtig norsk slægsroman fra dengang, man var fattig og fangede sild og sad på slagbænke. Man skal kunne lide Herbjørg Wassmos gammeldags skrivestil, men hvis man kan, er man i trygge hænder. Hun er god til at fortælle om mennesker.

Bogen hander om forfatterens mor, bedstemor og oldemor, og oldemoren er født præcis 100 år før Herbjørg Wassmo.

En lille sten i skoen
På en eller anden måde kan man ikke være bekendt at blive irriteret over handlingen, når den tager udgangspunkt i nogens liv. Alligevel bliver jeg lidt lang i ansigtet af, at Herbjørgs egen far omtales som han – altid i kursiv. Vi fornemmer noget incestdrama, men får ikke mere at vide. Det er som om, det trænger sig lidt på i historien, som det meste af tiden (heldigvis) handler om noget helt andet. Det forstyrrede mig.

En anden norsk familiesaga
Jeg har fået bogen af mine svigerbedsteforældre (hvis der er noget, der hedder det…), og samtidig er de begge i gang med at skrive deres egne barndomserindringer. De fanger mig ganske meget mere – især bedstemorens fortællinger fra de norske fjelde, hvor krigen kom tæt på, når hun i to år ikke gik i skole, og når hun i nattens mulm og mørke hentede æg på nabogården. Men dem kan jeg ikke så godt anbefale jer at læse, for de er indtil videre blot private optegnelser over levet liv.

Men måske kan jeg anbefale at man gør det – skriver ned og husker. Min svigerbedstemor er præcis 50 år ældre end mig, men der er sket ganske meget – godt og ondt – siden da.