Skidt og kanel

Der bliver også tid til lidt andet end blebarnbøger her i ammestuen, selv om læsetempoet er drastigt dalende, nu hvor hverdagen har indfundet sig. Her et par ord om det, som har ligget på natbordet den seneste tid før og efter fødsel.

    
Ida Jessen: Ramt af ingenting
En lillebitte bog, der egner sig godt til at blive læst højt, fordi man ellers hurtigt har skøjtet sig frem til sidste side. Ida Jessen kalder “Ramt af ingenting” en glemmebog – om at glemme tabt kærlighed – 0g det er vel mere kortprosa end en egentlig roman. Jeg synes, den er rigtig fin inden for sin genre. Stemninngsmættet uden at blive for poetisk.

Karin Brunk-Halmquist: Glimmerbøsserne
Egentlig er titlen misvisende, for der hverken noget glimmer eller noget bøsset over de to aldrende norske brødre, der er hovedpersoner i “Glimmerbøsserne”. De cykler bare til købmanden, hører deres daglige radioavis og ærer deres mor ved at tage sokkerne af, før de går i seng. Det er en rigtig skandinavisk roman, og hvis man kan lide Anne B. Ragde, vil man også kunne lide Karin Brunk-Halmquist.

Jennifer Egan: A visit from the goon squad
Jennifer Egan vandt Pullitzer-prisen for næsen af Jonathan Franzen sidste år, og jeg er ikke sikker på, jeg synes, det var fortjent. Jeg læste først halvdelen af bogen på engelsk og så det hele på dansk (“Tæskeholdet banker på”), og alligevel blev jeg ved med at glemme, hvad der skete.

Majse Njor: Der var engang en mand
Berlingskes litteraturredaktør Jens Andersen nævnte for nylig denne bog som eksempel på, at flere kvinder er begyndt at have mænd som hovedpersoner – ikke stereotype, dumme mænd, men rigtige, hele mennesker, som man har sympati med. Hans pointe var, at kvinderne nu er nået til et sted, hvor der er overskud til det, fordi der ikke længere er det samme behov for at hævde bestemte kvinderoller og være i opposition. Interessant, på en måde. “Der var engang en mand” er en roadmovie med mænd, der af forskellige årsager stikker af hjemmefra for at finde sig selv. De følger alle efter Carsten sydpå ad de tyske motorveje, selv om Carsten egentlig helst vil være i fred. Det er morsomt uden at være megasjovt. Man kan læse den eller lade være.

Jakob Vedelsby: Bjergene i horisonten
Gjorde ikke noget stort indtryk på mig. Handler om en søn, der gerne ville have haft et tættere forhold til sin far. En anden slags glemmebog – en bog man glemmer.

Nicole Krauss: Kærlighedens historie

En dag sad jeg i min sofa og hørte P1, noget om litteratur. Vi var en halv time inde i programmet, før det gik op for mig, at det handlede om den forfatter, jeg var ved at læse en bog af. Nicole Krauss er åbenbart verdensberømt, oversat til 35 sprog, og jeg havde aldrig hørt om hende før.

Bogen har jeg fået fra Gyldendal (se mere om den på det her link). Den ser rimelig støvet ud på overfladen, og jeg sagde mest ja tak, fordi jeg syntes, det var sjovt at anmelde for et stort forlag, men jeg blev rigtig positivt overrasket!

Historien er af den slags sammenvævede fortællinger, hvor man ved, enderne mødes på et tidspunkt. Det hyggelige er sproget – mest af alt en gammel mand, der taler med sig selv, og som ikke vil dø på en dag, hvor ingen har lagt mærke til ham. Derfor melder han sig som croquis-model og taber højlydt sine byttepenge på gulvet i supermarkedet.

Den anden hovedperson er 14-årige Alma, der tager noter i sin bog om overlevelse i vildmarken og skriver breve i sin mors navn til en fremmed mand. Det eneste, der forstyrrede mig lidt, var, at jeg kom skævt ind på Alma. Troede først, hun var en dreng, og havde så svært ved at slippe tanken igen. Men det siger måske mere om mig end om karakteren.