Sebastian Klein: De 100 mest fantastiske fortidsdyr

Det er en bog, man siger ‘Åhr, hvad!’ ‘Wow’ ‘Den er for vild’ og ‘Se lige den her’ til.

Selv om der er en dinosaurus på forsiden, er det slet ikke det sjoveste dyr, der findes. Der har f.eks. levet en ti kilo stor reje, en haj med en rundsav i munden og gigant-gnaveren kapivar – med udseende som en mus, men på størrelse med en lille elefant.

Bogen er meget pædagogisk med en tegning på hver side, der viser en mand i forhold til dyrets størrelse, fakta om dyret og korte beskrivelser, man ikke går død i. Der er dog også mange svære ord undervejs, når en lille hjerne skal høre om fossiler, udgravninger, øgler og havdyr.

Aldersanbefaling: Min søn er 5 år gammel og måske liiige et år for ung til at forstå teksterne, men de fascinerende billeder taler for sig selv. Han har været i Utterslev Mose med sin far og lillesøster og samle fortidsfund. Det kom der de her fine dyr ud af:)

Sebastian Klein har også skrevet bøger om:

• Verdens 100 vildeste dyr  
• Verdens 100 farligste dyr
• Verdens 100 mærkeligste dyr

Bogen er en del af min sponsoraftale med Bog & Idé, hvor jeg frit kan vælge seks bøger om året, som jeg har lyst til at anmelde her på bloggen. Se bogen i online-butikken her.

Iben Mondrup: Godhavn og Karensminde

Der stod Iben Mondrup overalt på boghylderne sidste jul. I 2015 kom “Godhavn”, som fik DR Romanprisen, og sidste år kom så opfølgeren “Karensminde”, som modtog Karen Blixen-prisen, blandt andet for sit “sanselige og flydende sprog, som er på et højt stilistisk niveau”.

Iben Mondrup skriver godt. Hun er god til at forme sætninger, der har dybde, uden at man snubler i dem.

“Godhavn” er fortællingen om tre danske børn, der vokser op med deres forældre på Grønland. I bogens tre dele følger vi først den ubekymrede lillesøster Bjørk, den tænksomme bror Knut og den fandenivoldske storesøster Hilde. Det skiftende perspektiv giver et fint indblik i familien og samtidig i et nordgrønslandsk lokalsamfund, som tilsyneladende står stille, men som danske tilflyttere flekser ud og ind af. Det repræsenterer en stille uro og uforudsigelighed og sætter måske nogle tillids-ar på sjælen, når bedstevennen bliver skiftet ud med måneders mellemrum. Den del af personskildringen står så fint tilbage.

I “Karensminde” følger vi den samme familie, men børnene er blevet store, og familien er flyttet til Danmark. Forældrene flytter ind på gården Karensminde ved Møn, og her får vi mulighed for at lære dem lidt bedre at kende. For mig nåede “Karensminde” dog  aldrig helt i mål. Den bliver mere fragmentarisk, springer meget i tid og kommer derfor ikke ligeså meget i dybden med karaktererne.

Bøgerne er autofiktion (lige doser biografisk indhold og pure opspind), ligesom fx Merete Pryds Helles Folkets skønhed og mange andre bøger disse år. Det giver ofte et ekstra element til en bog, synes jeg. Iben Mondrup har selv nogle rammende overvejelser om det her.

 

Morten Münster: Jytte fra marketing er desværre gået for i dag

“Det er lidt ligesom i den der nudging-bog, jeg er ved at læse, der har man også undersøgt…,” siger jeg, og mine kolleger vender øjne, for til at starte med, var min begejstring lidt hyggelig. Nu ser de trætte ud, når jeg råber OVERCONFIDENCE BIAS efter dem, fordi de tror, de har bedre tid på den anden side af efterårsferien.

Jytte and the hype machine

Morten Münster og hans bagland i The Nudging Company forstår at udgive en bog. Den var hypet i blogindlæg og Facebookposts forinden, så den lå på Bestsellerlisten den dag, den udkom, og er udsolgt efter en uge eller to på markedet. Her følger de i øvrigt selv det berømte scarcity-princip, som kan oversættes med ‘knaphed’. De laver så lille et oplag, så det bliver udsolgt med det samme, og folk er ivrige efter at nå at få fingrene i 2. oplag. Smart taktik.

 

Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar, sponsoreret af Gyldendal Business. Den kom med posten, fint pakket ind i brunt papir med designet snor rundt om og stempel.

Oplevelsen starter ved postkassen, og Morten demonstrerer nudgingprincippet om at bryde forventningen for ikke at forsvinde i mængden.

Nudging for begyndere

Bogen er skrevet med humor, timing og genkendelighed og båret frem af det ene interessante og fortælle-videre-værdige eksempel efter det andet. Den bygger på et imponerende teoriapparat, som giver et indblik i hele nudging-litteraturen, og den rammer boghylderne på et tidspunkt, hvor nudging er blevet så tilpas populært, at alle ved, hvad det er og kender de mest almindelige eksempler, men kun ganske få kan finde ud af at gøre det i praksis.

Fire trin til adfærdsændringer

Bogen begynder med fem erkendelser fra nudgingteorien, som man skal vænne sig til, før man kan give sig i kast med at ændre adfærd:

• Handling kommer før holdning
• Kejserens agile klæder skal af (om at tale til det rigtige menneske og lave færre visioner)
• Vores båndbredde er begrænset (vi kan kun kapere en vis mængde info)
• Kontekst er king
• Projekter skal dø (det kræver en indsats at ændre adfærd, så vælg med omhu)

Herefter giver bogen et bud på en metode til at designe en adfærdsændring, som består af fire trin:

1. Definer den ønskede adfærd
2. Lav en barriereanalyse
3. Design din løsning
4. Test din løsning

Især trin tre er foldet meget detaljeret ud og giver derfor en reel mulighed for at kunne omsætte den nye viden i praksis.

Jeg får selv lyst til at afprøve delelementer af metoderne og er allerede så småt begyndt at oversætte nogle af erkendelserne til den verden af pædagogik, der fylder mit arbejdsliv i Sputnik.

Det kan blive en meget lang anmeldelse at gengive bare en brøkdel af de spændende forsøg og indsigter bogen beretter om, så her vil jeg nøjes med mit absolutte yndlingseksempel (frit efter hukommelsen):

Gider du heller ikke rydde op?

Den britiske regering ville gerne have borgerne til at gennemføre flere energirenoveringer og især få isoleret deres lofter. De udlovede en bonus på 10.000 kr. og satte sig til at vente. Ingen bed rigtigt på. Så sendte de et par adfærdsspecialister ud for at tale med almindelige mennesker.

Da de havde mødt de første tre vidste de, hvad problemet var. De svarede nemlig alle ‘Ja kom indenfor. Er det jer, der skal se på loftet? Det roder lidt, men lad os kigge på det.’

Den væsentligste barriere var ikke økonomi, men noget ganske andet: Ingen gad rydde op på deres lofter, når de kom hjem fra arbejde. Regeringen tilbød derfor gratis flyttehjælp i stedet for den kontante bonus, og så kom der for alvor skub i ordningen.

Det er så simpelt et eksempel på, hvad man kan få ud af at forlade skrivebordet og tage ud til almindelige mennesker og se, hvad de laver. En varm, varm anbefaling af Jytte-bogen. Overvej dog at advare dine kolleger, inden du begynder at læse.