Bøger, der varmer i vinterkulden

kærlighedsromaner, Roman, Sjove bøger

Jeg læser som en vanvittig, når temperaturen falder udenfor, og humøret er til sofa, tæppe og bøger. Her er nogle af de bøger, der er tygget og slugt i januar.

Jojo Moyes: Sommeren, jeg mødte dig

Jojo Moyes Sommeren jeg mødte dig

Denne roman er én af Jojo Moyes tidlige fra 2012, og den er først oversat til dansk i 2016. Den er et klassisk Moyes-værk, hvor handlingen udspiller sig i to forskellige tidsperioder, centreret om et særligt hus og et vægmaleri i den engelske ferieby Merham.

De to piger Lottie og Celia vokser op som søstre – den ene er husets datter, mens den anden er plejebarn fra London. Deres venskab bliver udfordret, da de forelsker sig i den samme mand, og kærlighed er, ikke overraskende, et stærkt tema i romanen.

Et par årtier senere møder vi indretningsarkitekten Daisy, der får til opgave at sætte det mystiske hus ved stranden i stand som overklassehotel. Også hun har rod i kærlighedslivet og bliver draget af vandet og roen i den lille sladdervorne landsby.

Det lyder banalt, og det er det måske også, men bogen er utroligt velresearchet og skaber meget troværdige billeder af både personer og steder. Den røg ned på et par dage, som de fleste Moyes-romaner gør her i huset.

Mhairi McFarlane: Du må aldrig glemme mig

Forside du må aldrig glemme migMcFarlane skriver, i lighed med Moyes, om stærke kvinder, der ikke har styr på livet. Det bliver til tider trivielt hos McFarlane, til gengæld er hun temmelig sjov. Bridget Jones møder stand up-sjov.

Romanen handler om Georgina Horspool, som blev tippet ‘most likely to succeed’ i gymnasiet, og nu ernærer sig som tjener på en 0-stjernet restaurant, der genopvarmer pastaretter, mens hun dater en selvglad stand-up-komiker.

Som erfaren chick-lit-læser ved man, at det skal være skidt, før det kan blive godt, og lur mig om ikke, der indtræder en afløser for mr. funny bones.

“Du må aldrig glemme mig” er McFarlanes nyeste fra 2019 og den tredje af hendes romaner, jeg læser.

Læs anmeldelse af “Det er ikke mig, det er dig” og “I det øjeblik var jeg din”

Sarah Skytt Persson: Sku’ det være en anden gang

Sku det være en anden gang

Her er der tale om en bank-roman fra Herning. Muligvis den eneste af sin slags…

Vi følger en ung kvindelig bankansat i ugen op til den årlige julefrokost – med flashbacks til ensomme knald med bankchefen Jan. Det bliver aldrig rigtigt til noget med kærligheden, og jobbet som kassedame bliver nok også snart automatiseret, men ellers går det fint, og det er også snart tid til at komme i Matas.

Bogen er jysk ind til benet, men minder ellers i sin skrivestil om Stine Pilgaard.

Det er en depri-sjov roman, der kan læses på en dagstid, men den er ikke et must.

Jojo Moyes: Hende du forlod

Roman

♥♥♥♥♥

“Hende du forlod” er blandt Jojo Moyes mest anbefalelsesværdige bøger. Den foregår dels i Frankrig under 1. verdenskrig, dels i nutidens England.

Det fælles omdrejningspunkt er et udtryksfuldt portrætbillede af den unge Sophie, der kæmper for sit liv og sin familie i den lille provinsby St. Peronne. Det hænger senere hos Liv Halston i England, hvor det bliver genstand for en retssag om arv, rettigheder og værdi.

Historien er særligt stærkt på den franske del. Ved historiens begyndelse lykkes det Sophie at gemme en gris for den tyske besættelsesmagt, og da tyskerne senere rykker ind på kroen, hun bestyrer, kæmper hun for at holde sulten fra døren og værdigheden intakt.

“Hende du forlod” er fra 2015. Den nyeste “Ræk mig stjernerne” er jeg endnu ikke nået til. Læs om flere bøger af Jojo Moyes her på bloggen.

Bøger af Jojo Moyes

Roman

Jeg er efterhånden godt på vej igennem Jojo Moyes’ forfatterskab. I starten modstræbende, fordi jeg ikke havde andet at læse, men nu mere og mere overbevist.

De fleste af hendes bøger er skåret over formularen ‘menneske, der har rod i sin tilværelse, møder andet mennesker, der på en eller anden måde er stakkels, og første menneske gør det til sin mission at redde andet menneske og finder derved mening i sit eget liv og særligt venskabsbånd opstår’. Det er banalt og fyldt med klicheer og er glimrende forlæg for romantiske dramaer på dvd (en af dem har min mands bedstemor uopfordret lånt mig).

Men nu på fjerde bog, kan jeg jo ikke blive ved med at underkende, at hun er dælens dygtig til at drive en fortælling frem, og hun trykker på alle de knapper, der virker. Derfor bliver jeg ved, og derfor har jeg vel sat en slags mål om at læse dem alle sammen.

Indtil videre er det blevet til disse (opdateres løbende):

  • “Mig før dig” – kvinde i farverige strømpebukser bliver handicaphjælper for sur mand, og de bliver forelskede.
  • “Efter dig” – fortsættelsen til den fra før, indebærer bl.a. et barn, ingen kendte til, og en central figur, der hedder Ambulance-Sam.
  • “Stadig mig” – sidste i trilogien, hvor hovedpersonen flytter til New York for at finde hjem til sig selv.
  • “Toner i natten” – violinspillende dame uden forstand på økonomi overtager dødsbo. Først prøver alle at snyde hende, indtil de alle sammen forelsker sig i hende. Heri er to fantastiske bifigurer, der driver en kiosk af et godt hjerte og nedbryder landsbyens fordomme om homoseksuelle.
  • “Det store spring” – pige er overladt til sig selv, finder trøst hos sin hest, indtil den kommer i fare. Så rider hun til Frankrig, mens juradame i kuldsejlet forhold prøver at redde hende.

 

 

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie

Bøger fra 2017, Roman

En uskyldig familie foregår i Svendborg, hvor tre søskende vokser op hos et par sande 70’er-forældre. Den fortæller historien om, at fri kærlighed og økologisk landbrug også kan have en egoistisk slagside, at børn kan vokse op og føle sig usete og uelskede midt i den altomfattende kærlighed til miljøet, menneskerne og friheden.

De tre børn bliver på hver deres måde en torn i øjet på deres uforstående forældre. Frederik, som vi følger gennem det meste af bogen, bliver børsspekulant, den yngre søster Lene bliver præst, mens den yngste bror Jakob går langsomt i hundene.

En uskyldig familie er en fin og vedkommende Katrine Marie Guldager-roman, som er mindre kompliceret at læse end hendes Køge-krønike.

 

På natbordet lå også…

Jojo Moyes: Toner i natten. Et violin-ejendomsmægler-landsby-kærligheds-drama, hvor den ene side let tager den anden.

Vinterens bøger

Roman

niksenNathan Hill: Niksen

Niksen er den type stor litteratur, som både forholder sig til en tid (68’er-protestbevægelsen i Chicago) og nogle skæbners liv. Den er livsklog og velskrevet og rummer et stort persongalleri, som man interesserer sig for på skift.

En sjov bifigur er fx Pwnage, der bruger sit liv på at spille Elfscape så intenst, så han til sidst får blodprop, nyresvigt og meget andet godt fra den skuffe, uden at opdage, noget skulle være galt. Hans liv er online, hans store netværk af venner er online, og med tiden er Elfscape mere virkeligt end virkeligheden.

Nathan Hill har også opfundet et socialt medie, som sagtens kunne findes i virkeligheden. Appen iFeel har 50 standardfølelser, som man kan sende til sine 100 nærmeste venner, som så kan vælge at sende et standardkram eller ignorere. De autogenererede cyberkram og opmuntringer, man får tilbage, giver en varm følelse, og det går straks lidt bedre.

lyden af tingJoan Gabriel Vásquez: Lyden af ting, der falder

Jonathan Franzen har sagt om Vásquez, at han har genopfundet latinamerikansk litteratur i det 21. Århundrede (det er jo også en slags anbefaling), og romanen er både god og umiskendelig sydamerikansk. I hvert fald anerledes, end hvad jeg læser normalt.

Handlingen udspiller sig i Colombia, hvor en ung mand sætter sig for at finde ud af, hvad der skete med Ricardo Laverde, et tilfældigt bekendtskab fra en billardsalon, hvis skæbne fletter sig ind i fortællerens. Opdagelserne fører os tilbage til narkokrigen mellem USA og Colombia, og det bliver, ligesom i Niksen, en stor historie, der bliver flettet ind i den lille.

Hvis jeg skal anbefale én frem for den anden, går mine point dog til Nathan Hill og Niksen.

det store springJojo Moyes: Det store spring

Moyes er som en dygtig krimiforfatter, der driver historien frem, så man hele tiden har lyst til at vende næste side. Hun er ikke højkulturel, og ikke en forfatter, man blærer sig med at have læst, men jeg bliver ved med at vende tilbage til hendes bøger. Denne her blev læst på et par dage på en ferie i Thailand.

Genren er ikke krimi, men snarere romantisk drama. Der er dog ikke meget romantik i forholdet mellem advokaten Natasha og fotografen Mac, men de finder sammen om den fælles opgave, da skæbnen (det er altid skæbnen i den her type bøger) sender en forældreløs pige med en hest i armene på dem. Derfra udvikler det sig med forskellige dårlige beslutninger (lidt som når man sidder og råber lad dog være med at gå ind i det mørke rum med de underlige lyde!), og lur mig om ikke det hele også ender godt til sidst.