Birgithe Kosovic: Det dobbelte land

Der går gerne en tid, fra en krig har fundet sted i historien, til den bliver en del af kulturhistorien. Nu er tiden kommet til borgerkrigen i Jugoslavien.

Birgithe Kosovic er selv dansk-jugoslav, og det er hendes familiekrønike, der foldes ud i Det dobbelte land. Bogen følger serbiske Milovan, der har været partisekretær i Partiet, men nu har måttet flygte op i bjergene. Derfra ser han tilbage på sit liv og en krig, der nærmest kommer snigende, og som er knugende, meningsløs og fyldt med fornægtelse og (selv)had.

Jeg blev selv en lille smule tabt ind imellem i, hvor vi nu lige var, og hvornår det foregik i tid, men beskrivelserne er gode og stemningen mættet, selv om man bliver væk i kronologien undervejs. Bogen har lige fået DR’s Romanprisen.

Mere Eks-Jugoslavien
Jeg kan også anbefale en nyere film, som foregår i nogenlunde samme område: Na Putu (på dansk: På vej), som var nomineret til Guldbjørnen ved Berlinalen. Den handler om et ungt par, der kæmper mod religiøs radikalisering, som truer med at splitte deres forhold. Meget vedkommende og interessant. Den går vist i Grand lidt endnu.

Søren Schultz Hansen: Årgang 2012

De bliver alle sammen 18 i 2012 og er den første generation, der har haft internet hele deres liv; de unge som Søren Schultz Hansen har spurgt om vaner og venner, og hvor man opbevarer mobilen:

Helene: I lommen. Altid.
Moderator: Har du aldrig nederdel på?
Helene: Jo, jo. Så kan den sidde her i bh’en.

Bogen er en hyggelig påmindelse til mennesker som mig, der går og tror, jeg er vokset op med nye medier, fordi jeg nogle gange hjælper min mor med at lægge billeder på Facebook. Der er løbet mange mbit gennem bredbåndet siden jeg fik min første emailadresse i et fælles-pc-rum på Katedralskolen i Viborg.

Her er fx noget, jeg ikke vidste om mine medmennesker omkring de 18:

Ringetoner er sooo last year. Mobilen er på vibration. Altid. Tænk lige på, næste gang du kører i s-tog, hvor gamle de er, dem der spiller Pink, når mobilen ringer.

Facebook er offentligt, mobilen privat, troede de voksne. Forkert. Årgang 2012 læser uden at blinke hinandens sms’er og svarer på andres vegne. Og ingen bliver særligt sur – man skal jo kunne følge med.

Mail? Jo, hvis jeg skal skrive julegaveønsker til min farmor. Det der mail går for langsomt, og man har jo MSN og mobil. Mail er mediet for bedsteforældre.

For Årgang 2012 er sociale medier en pleonasme, som Søren Schultz Hansen skriver. Hvad andet skulle internettet handle om end at spilde sin tid sammen?

Skal du læse den? Ja, 2tal in3zant indblik. Og så må du bære over med, at der er brugt lidt mange ord, og at de 18-årige har fået dæknavne som Dorte, Irene, Pia og Jens.

Anmeldelsen er skrevet til Dansk Kommunikationsforening og oprindelig bragt på deres hjemmeside 

Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl

Der er nok aldrig noget, der for mig slår Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste-digte, men denne lille samling er nu også fin og læsværdig.

Lidt mere i mol, lidt mere af det værste end det bedste.

Et digt, jeg kan lide i al sin melankolske og livsbekræftende underfundighed er det her:

Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.

Det er da fint.

Bonustip #1: I bodegasamlingen “Mens verden venter” siger Søren Ulrik Thomsen disse sande ord om Under Uret: “Man skal vide, at der findes en skummel kælder, hvor man kan gå ned og drikke sig fuld. For hvis lyset skal falde alle vegne, må man selv bære mørket i sig. Og det er ubærligt.”

Bonustip #2: Kig også over på Malenes blog, hvor Søren Ulrik Thomsen forærer et ord.