Altid en fornøjelse at være i stue med Khaled Hosseini!
Berlingske havde for nylig en liste med læsertyper, og jeg falder vist i Nobeldisciplen
“Du læser i øvrigt altid de bøger, der vinder de store priser (…), du stoler på eksperter og anmeldere og ved ikke noget bedre end at sætte dig i sofaen med en bog, der allerede er sagt god for.”
Der er noget trygt ved at vide, at man ikke spilder sine gode læsestunder på halvdårlig litteratur. Og så kan det godt være horisonten ikke bliver udvidet så voldsomt, men det lever jeg med.
Handlingen er klassisk for sin roman-type: mennesker, der lever i krig, nogle rige, nogle fattige – de rige er naturligvis ikke mere lykkelige – noget afsavn og familiebånd, lidt eventyrtræk, men ikke for mange, nogle familiemedlemmer, der genfinder hinanden efter mange års adskillelse, og nogle, der dør uden at få sagt ordentligt farvel.
Et lille men er, at jeg synes, der blev lidt for mange hovedpersoner i den her bog til at jeg næsten kunne holde styr på dem. Men de er spændende hver især – måske især overklasseafghaneren med den smukke kone, der i virkeligheden er forelsket i sin fattige mandlige hushjælp med det lidt for store olivengrønne jakkesæt.
Ordtryk 