Ulla Terkelsen: Vi kan sove i flyvemaskinen

Biografi

Ulla TFor mig har Ulla Terkelsen altid været hende, der stod foran Det hvide hus med et flagrende tørklæde. En lille smule ufrivilligt morsom, altid genkendelig, altid på.

Hendes selvbiografi starter lidt kejtet, særligt pga. den journalist hun har fået til at hjælpe med at skrive den, men hvis man hænger på, bliver det virkelig fængende.

Jeg får lyst til at rejse til Polen, til Rusland, til London, Nordirland, alle steder i USA og hvorsomhelst i Mellemøsten. Jeg får lyst til at bo et andet sted, opleve mere, læse om europæisk historie, lære et nyt sprog og brænde for en sag. Hun er 100 % sympatisk og har nogle fine, skarpe pointer, som aldrig bliver belærende, især fordi hun viser, at hun engang selv ikke vidste bedre.

Fx har hun en fin observation om Polen i efterkrigstiden. Hun rejser sammen med sin daværende mand igennem Østtyskland, hvor de bliver tjekket behørigt af alvorstunge, truende tyske grænsevagter og derefter fortsætter til Polen. Men her er det, som om soldaterne ved grænsen ikke kan tage sig selv helt så seriøst som de tyske soldater. De er et land klemt inde mellem to (historisk set) bureaukratiske, selvhøjtidelige, tunge nationer – Rusland til den anden side – men Polen har aldrig ladet sig smitte af alvoren. De har ikke ladet kulturen forandre sig, højst ladet den være holdt nede i en tid.

Ulla Terkelsen reflekterer meget fint og binder tråde op gennem historien, og man kan genkende hendes stream og consciousness-talestrøm fra tv, når man læser hendes bog. Hun var også med til at etablere TV2, da monopolet blev brudt i slut-80’erne og giver en meget fin bagom-historie om en helt anden medietid i Danmark.

Reklamer

Günter Wallraff: Aus der schönen neuen Welt

Reportage

Det er mange år siden, Günter Wallraff første gang gik undercover for at afsløre forholdene for samfundets nederste lag. “Aus der schönen neuen Welt” er en reportagerække fra 2009, hvor Wallraff bl.a. maskerer sig som hjemløs, indvandrer og fabriksmedarbejder. Formålet er at afsløre huller i systemet og undersøge tyskernes moral, og pointen er altid den samme: Det er barskt, uretfærdigt og pilråddent.

Til dels er det interessant at læse. Fx hvordan et tysk indkøbscenter flot og frejdigt donerer mad til de hjemløse juleaften, der kun er lidt muggent, og hvordan medarbejdere på en af Lidl’s brødfabrikker systematisk kommer til skade på arbejdet og derefter bliver fyret, hvis de melder sig syge osv. osv.

Men det er også lidt trættende, og jeg synes heller ikke undercover-journalistik er den fedeste genre, og nogle gange bliver det for ensidigt og sensationspræget i sin form, og ikke mindst insisterende.

Når fx Wallraff udklædt som indvandrer ikke bliver modtaget med åbne arme på en bar eller til en arrangeret vandretur, kan det også være, det er fordi, han er anmassende, når nu man lige skulle have en øl eller se på nogle svampe. Det behøver ikke være hudfarven, den er gal med. Andre steder er det oplagt, at han bliver diskrimineret i helt forfærdelig grad, og de historier ville nok stå stærkere, hvis ikke alle små beretninger blev tillagt så enorm vægt. Jeg kom af samme grund ikke igennem alle kapitler.