Anthony Doerr: Alt det lys vi ikke ser

I denne smukke roman følger vi to hovedpersoner:

Franske Marie-Laure, en sekstenårig pige, blind og med alle andre sanser forstærket. Med en forkærlighed for eventyr og sneglearter og et tæt bånd til sin far, låsesmeden på det naturhistoriske museum i Paris.

Tysker Werner, en attenårig dreng, forældreløs og opvokset på forsorgshjem. Med en forkærlighed for radiosendere og sjældne teknisk-matematiske evner og et tæt bånd til sin lillesøster Jutta.

De bliver begge unge voksne i 1940’ernes krigs-Europa og hvirvles på hver sin måde fra hus og familie – Marie-Laure som flygtning, Werner som alt for ung radiooperatør i krigen.

Utallige film og romaner har vist os, at krigens børn bare er børn, at uskyldige mennesker på tværs af landegrænser bliver en del af et meningsløst magt- og voldssystem, men Anthony Doerr er så glimrende en forfatter, at selv en verdenskrigs-mættet læser, bør give denne bog en chance.

Werner og Marie-Laure står lysende klart, og selv bipersoner, som den frøinteresserede Frederick fra Werners Hitlerjugend-skole, eller Marie-Laures PTSD-ramte onkel Etienne, der ikke har forladt sit hus i 24 år, bliver levende for os.

Bogen er udgivet i 2015 og vandt i dette år også Pullitzer-prisen. Det er den første bog, jeg læser af Anthony Doerr. Han har bl.a. også udgivet “Noget om Grace” og senest i 2021 “Byen i skyerne”.

Jojo Moyes: Hende du forlod

♥♥♥♥♥

“Hende du forlod” er blandt Jojo Moyes mest anbefalelsesværdige bøger. Den foregår dels i Frankrig under 1. verdenskrig, dels i nutidens England.

Det fælles omdrejningspunkt er et udtryksfuldt portrætbillede af den unge Sophie, der kæmper for sit liv og sin familie i den lille provinsby St. Peronne. Det hænger senere hos Liv Halston i England, hvor det bliver genstand for en retssag om arv, rettigheder og værdi.

Historien er særligt stærkt på den franske del. Ved historiens begyndelse lykkes det Sophie at gemme en gris for den tyske besættelsesmagt, og da tyskerne senere rykker ind på kroen, hun bestyrer, kæmper hun for at holde sulten fra døren og værdigheden intakt.

“Hende du forlod” er fra 2015. Den nyeste “Ræk mig stjernerne” er jeg endnu ikke nået til. Læs om flere bøger af Jojo Moyes her på bloggen.

Édouard Louis: Færdig med Eddy Belleguele

Eddy Belleguele vokser op i en lille, nordfransk by, hvor en mand er en mand, og homoseksualitet utænkeligt. Der er bare det ved det, at det lige præcis er det, Eddy er. Han ved det, fra han er barn, men bruger alligevel hele sin barn- og ungdom på at forsøge at bevise det modsatte. Hver morgen siger han til sig selv i spejlet, at i dag skal han være én af de seje drenge. Og hver dag må han skuffe både sig selv og sin familie. Han får rutinemæssigt tæsk i skolen, og hans største bekymring er, at nogen skulle opdage det.

Eduard Louis – man er ikke i tvivl om, at der er selvbiografisk – skriver ærligt, ligefremt, hårdt, pinagtigt og alligevel sært varmt om den uundslippelige landsby, som aldrig, aldrig, aldrig forandrer sig, og som bor i dig, selv om du flytter langt væk.

Vores aftener var centreret omkring busstoppestedet, som var drengenes mødested. Der tilbragte vi aftenerne i læ for vind og vejr. Jeg har en forestilling om, at det altid har været sådan: Teenagedrengene mødtes dér om aftenen for at drikke og diskutere. Min bror og min far hang ud dér, og da jeg vendte tilbage til landsbyen, så jeg drenge dér, som kun var otte år, da jeg rejste derfra. De havde overtaget den plads, som jeg havde haft dér tidligere. Ingenting forandrer sig nogensinde.

Beskrivelserne af landsbyens indspisthed, uviljen over for de kloge, de rige og de kulturelle, snavset i gaderne, fattigdommen, homofobien og fabriksarbejdet hensatte mig gang på gang til en fortælling fra 1960’erne. Og så pludselig en efterhængt sætning: “…mens vi optog det hele på vores mobiltelefoner”, der minder om, at vi er i det 21. århundrede.

Efter jeg har læst bogen, har jeg opdaget, at den har sat gang i debatten om underklassen i Frankrig, og at forfatteren kun er 21 år (se f.eks. artikel fra Politiken her). Det gør den måske mere interessant som kunstværk eller samtidsbillede, men som roman er den rørende og prikkende uanset hvad der er sagt og skrevet om den.

Et ekstra udklip her til at slutte af med:

Da en af vores katte havde fået killinger, så jeg min far smide de nyfødte unger ned i en plasticpose fra supermarkedet og smadre den mod en betonkant, indtil posen fyldtes med blod, og deres miaven holdt op. Jeg så ham skære halsen over på grise i haven og drikke det varme blod, som han samlede for at lave blodpølser (blod på hans læber, hage og t-shirt). Det er det bedste, det er blodet, når det sprøjter lige ud af dyret, mens det dør. Det døende dyrs skrig kunne høres over hele landsbyen, når min far skar halsen over på det.

Av.

Lene Kaaberbøl: Kadaverdoktoren

Plottet  i Kadaverdoktoren er stærkt, uforudsigeligt og klamt (sådan noget med mider i næsen på døde mennesker, adr). Og Lene Kaaberbøl er virkelig god til at tegne personer.

Først og fremmest hovedpersonen Madeleine, som er datter af retsmedicineren Karno. Hun er kvinde i 1890’ernes Frankrig og vil gerne noget andet og mere end at opvarte sin far. Hun lister sig med til obduktioner og retsmøder, og da efterforskningen peger på byens kloster, får hun en sjælden adgang til at drive arbejdet videre.

Der er også belejlige klicheer, som når byens kommisær skal beskrives. Han er selvfølgelig rar, lidt for tyk, og det er klart ikke ham, der løser mysteriet. Men han er nuanceret og rund og som de andre personer elskelige og driftige.

I mellemtiden har jeg også læst…

…Lisa Lutz: Spellman-arkiverne
En amerikansk chicklit-roman med krimiplot. Hele familien er privatdetektiver, og når hovedpersonen Izzy får en ny kæreste, kan hun være stensikker på, at han bliver tjekket, fulgt op og fulgt efter. Det er en sød lille bog med godt med post-teenage-frustrationer, lister over ekskærester, og hvad der nu hører den genre til.

…Stig Dalager: Glemsel og erinding
En laaang bog (og der er flere i rækken) om den rejsende Jon Bæksgård, som for flere anmeldere er blevet et billede på en generation. Den er ret spændende, når den handler om Jon’s taxamøder i de sene nattetimer med fortabte skæbner, og når vi følger ham til Østtyskland på studierejse. Men der er også lange drømmesekvenser, hvor jeg må konstatere, at jeg selv sidder og dagdrømmer mig et andet sted hen. Jeg skal ikke læse den næste.