Eddy Belleguele vokser op i en lille, nordfransk by, hvor en mand er en mand, og homoseksualitet utænkeligt. Der er bare det ved det, at det lige præcis er det, Eddy er. Han ved det, fra han er barn, men bruger alligevel hele sin barn- og ungdom på at forsøge at bevise det modsatte. Hver morgen siger han til sig selv i spejlet, at i dag skal han være én af de seje drenge. Og hver dag må han skuffe både sig selv og sin familie. Han får rutinemæssigt tæsk i skolen, og hans største bekymring er, at nogen skulle opdage det.
Eduard Louis – man er ikke i tvivl om, at der er selvbiografisk – skriver ærligt, ligefremt, hårdt, pinagtigt og alligevel sært varmt om den uundslippelige landsby, som aldrig, aldrig, aldrig forandrer sig, og som bor i dig, selv om du flytter langt væk.
Vores aftener var centreret omkring busstoppestedet, som var drengenes mødested. Der tilbragte vi aftenerne i læ for vind og vejr. Jeg har en forestilling om, at det altid har været sådan: Teenagedrengene mødtes dér om aftenen for at drikke og diskutere. Min bror og min far hang ud dér, og da jeg vendte tilbage til landsbyen, så jeg drenge dér, som kun var otte år, da jeg rejste derfra. De havde overtaget den plads, som jeg havde haft dér tidligere. Ingenting forandrer sig nogensinde.
Beskrivelserne af landsbyens indspisthed, uviljen over for de kloge, de rige og de kulturelle, snavset i gaderne, fattigdommen, homofobien og fabriksarbejdet hensatte mig gang på gang til en fortælling fra 1960’erne. Og så pludselig en efterhængt sætning: “…mens vi optog det hele på vores mobiltelefoner”, der minder om, at vi er i det 21. århundrede.
Efter jeg har læst bogen, har jeg opdaget, at den har sat gang i debatten om underklassen i Frankrig, og at forfatteren kun er 21 år (se f.eks. artikel fra Politiken her). Det gør den måske mere interessant som kunstværk eller samtidsbillede, men som roman er den rørende og prikkende uanset hvad der er sagt og skrevet om den.
Et ekstra udklip her til at slutte af med:
Da en af vores katte havde fået killinger, så jeg min far smide de nyfødte unger ned i en plasticpose fra supermarkedet og smadre den mod en betonkant, indtil posen fyldtes med blod, og deres miaven holdt op. Jeg så ham skære halsen over på grise i haven og drikke det varme blod, som han samlede for at lave blodpølser (blod på hans læber, hage og t-shirt). Det er det bedste, det er blodet, når det sprøjter lige ud af dyret, mens det dør. Det døende dyrs skrig kunne høres over hele landsbyen, når min far skar halsen over på det.
Av.
Ordtryk 
Det var sjovt, Lene, for jeg havde lige lånt bogen på biblioteket, da jeg så din omtale. Nu har jeg læst den (og gjort det hurtigt, fordi bogen er så gribende), og jeg synes, at den er vældig god. Forfærdeligt at få indblik i de stramme normer i det lille samfund og forældrenes manglende evne til at være gode forældre. Deprimerende! Og meget velskrevet, synes jeg. Jeg kan godt lide den måde, han bruger citater på, fordi det gør bogen så autententisk.
Jeg er helt enig med dig, Torben. Det må også være en særlig læseoplevelse for dig, der har et lidt større kendskab til det franske.