Stine Pilgaard: Meter i sekundet

Meter i sekundet er Stine Pilgaards tredje roman og efter min mening den mest vellykkede.

Den er sjov, spiddende og finurlig og holder hele vejen hjem til Vestjylland.

Pilgaards signatur er de abrubte former, hvor prosaen bliver afbrudt af omskrevne højskolesange og brevkassesvar. Sangene sprang jeg let hen over, men brevkassesvarene er sjove.

Romanen handler om en kvinde, der flytter fra København til Velling ved Ringkøbing, fordi hendes kæreste bliver højskolelærer. Forstanderinden skaffer hende et job som brevkasseredaktør på lokalavisen, hun får et barn og en mødregruppeveninde, og så hænger hun ellers ud med Mona og Parkeringspeter og de andre kørelærere, der giver hende 87 kørelektioner (eller noget i den stil).

Anders Agger spiller en hyggelig birolle som det menneske, der forstår, hvordan man taler i Vestjylland, hvor lange pauser man skal holde, og hvorfor samtaler hos købmanden ikke må handle om noget.

Meget anbefalelsesværdig lille bogsag, der kan onduleres på et par dage.

“Opfat det som en remse, siger min kæreste, et kort ritual. Hvordan går det, det går fint. Sikke det blæser, ja, hold da op. Så blev det mandag, ja, det kan vi ikke løbe fra. Jeg gentager det langsomt, som en trylleformular jeg ikke for alvor tror på. Min kæreste råder mig til at tøjle min trang til fortrolighed eller i det mindste forklæde den lidt bedre.”

Anmeldelser af Pilgaards andre bøger

Lejlighedssange

Min mor siger

 

Stine Pilgaard: Min mor siger

♥♥♥♥

Jeg fik denne bog anbefalet af min veninde Emilie, efter vi begge havde læst Stine Pilgaards “Lejlighedssange”. “Min mor siger” er Pilgaards første roman, men ligeså sprogligt stærk og sjov, som den næste, der blev hendes gennembrud.

Hovedpersonen er blevet forladt af sin kæreste. Hun flytter hjem til sin far, men det er moren, der fylder i dialogen. Jeg ville ønske, jeg kunne gengive uddrag af det, men bogen er allerede tilbage på biblotekshylden. Det er lige på kornet, mundret og genkendeligt.

Samtidig er der små, indbyggede referencer til 90’er-sange (fx Jeg gik ind til byen for at kigge efter dig), som det er svært ikke at smile af.

Stine Pilgaard: Lejlighedssange

“Lejlighedssange” er sådan en kompakt, lille bog, som jeg havde lyst til at læse igen med det samme, jeg var færdig. Små, finurlige sætninger og underspillet humor i opgangen i andelsboligforeningen, hvor klientellet nok er karikeret, men ikke noget, som virkeligheden ikke til enhver tid vil kunne trumfe.

Fortælleren selv lever af at skrive horoskoper til et ugeblad og bijobber som sangskriver til de fleste lejligheder (i begge af ordets betydninger).

Noget af bogen handler om, hvor kedeligt det er at blive voksen. At hun ikke kan holde ud, at hun siger ‘tak fordi jeg måtte komme’, når hun besøger sin veninde, i stedet for bare at bunde et shot til velkomst som i gamle dage. Jeg husker især en lille sekvens i bogen, som fortælleren ser fra sit vindue. Hendes nabo mødes med sine venner i gården, og nu hvor de er blevet 40 og har fået børn, mødes de tidligt, så de kan komme hjem og sove i ordentlig tid. Og så sidder de der og deler minder og siger ‘kan du huske dengang…’, ‘ja, og det var også vildt, at vi…’. Og fortælleren grubler over, om de mon også vil mødes om ti år og sige ‘Ej, kan I huske dengang, hvor vi var 40. Gud, hvor var det praktisk, at vi mødtes tidligt.’