Sommerbøger

Her et lille forsinket udpluk af, hvad sommeren har budt på på min boghylde, mens jeg har dasket rundt i Rågeleje, på Møn, i Stockholm og i gode gamle Brønshøj.

Maren Uthaug: “Og sådan blev det”

Maren Uthaug er den store overraskelse for mig. Det var gået helt hen over hovedet på mig, at hun havde udgivet en roman i 2013, og per refleks forventede jeg, at den var sjov. Den er gravalvorlig og virkelig god.

Bogen handler om pigen Risten, der vokser op i Nordnorge hos en samisk mor og en norsk far. Uden at spoile for meget rejser hun siden til Danmark, hvor hendes far flytter sammen med den danske kvinde Grethe. Grethe synes, det er mere praktisk at hedde Kirsten i Danmark, så det kan Risten lige så godt hedde nu. “Og sådan blev det”. Og sådan blev så mange ting i en piges liv. Det er det, bogen handler om.

En kompakt og læseværdig roman, som giver en lussing til både forældre og stedforældre, der foregiver at ville deres børn det bedste, mens de gør, som de selv vil.

Jesper Stein: “Aisha”

Aisha er krimielementet i dette års sommerferielæsning. Sådan en skal der være i enhver sommerlæsekasse! Det er fjerde bog i serien om kriminalkommisær Axel Steen, men kan sagtens læses uafhængigt. Jesper Steins bøger foregår i nutidens København, som regel Nørrebro, men denne gang er handlingen forlagt til 8-tallet i Ørestaden. Her bliver en PET-agent fundet myrdet, og Axel Steen bliver sat på opklaringsarbejdet sammen med en anden (levende) PET-agent.

Handlingen følger to spor: Mens den nuværende efterforskning graver dybere og dybere, får man afsløret detaljer fra en afblæst terroraktion, der ligger nogle år tilbage. Sporene krydser, og en del af efterforskningen bliver mørklagt.

Som en god krimiforfatter ved Jesper Stein præcis, hvornår han skal skrue op og ned, og de sidste 200 sider (ja, 200) blev jeg nødt til at læse ud i én køre, for det var umuligt at stoppe, før det var HELT slut.” Gæt selv, om det ender godt til sidst, og om helten overlever til den næste bog i føljetonen.

Abdel Aziz Mahmoud: “Hvor taler du flot dansk!”

Endelig fik jeg fingrene i Abdels MEGET roste bog om hans og hans families stille integrationssucces i en fynsk forstad. Den kunne fortælle om så mange andre danske drenges opvækst, hvis man ser bort fra det arabiske islæt, og den er fin, fordi den ikke er specielt dramatisk, men ligeså normal og dansk og kedelig, som Abdel stræber efter at være, fra han er kun en lille gut.

Da der f.eks. starter en ny, indisk dreng i hans folkeskoleklasse, der ellers kun består af hvide gennemsnitsfynboere, gør han alt for ikke at blive slået i hartkorn med Rajkumar. Og det slår hårdt, når han ind imellem ud af det blå bliver mindet om, at han er brun.

Han bliver journalist og tv-vært og når et mål, som er opstået ud af en barnlig undren over, at der ikke var flere i fjernsynet, der lignede ham selv. Og det går rigtigt godt for Abdel, så godt, at han igen næsten glemmer, at han ikke er kødfarsfarvet, indtil han næste gang bliver slået tilbage med velmenende, svidende ord: Denne gang er det en radiodebat med Bertel Haarder, der begejstret siger til Abdel: “Hvor taler du flot dansk!” Abdel giver ham det eneste rigtige svar: Et nøgternt “I lige måde”.

Daniel Boysen: Fordi ilden er vores

Her lander vi måske på den bog, jeg har været mindst begejstret for, og den er en gemmer fra foråret. Det svider lidt at sige, jeg ikke er fan, for det er en intens, lille, pakket bog, der krænger sjælen ud og fortæller nogle grumme detaljer om et hjem med en misbrugt søster.

For mig, lige her og nu, bliver den for poetisk og selvpegende (hvis der er noget, der hedder det). Men det er en smagssag.

Julia Lahme: “Manifest”

Et manifest for at turde være feminist på 2016-måden, men med en indbygget selvmodsigelse, som jeg havde lidt svært ved at blive klog på. For mig er feminisme også retten til at være kvinde på en anden måde (blandt meget andet), og derfor bryder jeg mig ikke så meget om de lukkede damebladsklicheer om, hvad ‘vi kvinder’ tænker, føler og gør.

Ofte var jeg heldigvis ikke en del af klicheen, men lige på en pointe ramte den plet (frit citeret): Hvorfor er det, at du kan vække enhver mor midt om natten, og så kan hun fortælle dig, hvor mange liter mælk der er i køleskabet?

 

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden

Jeg har ført skrevet om følelsen af at være tryg ved en ny bog, at glæde sig, fordi man ved, den bliver god – sådan havde jeg det med denne.

“Orkansæsonen og stilheden” foregår dels på en mindre dansk ø, dels i Guatemala. Titlen fortæller om livet i Guatemala, hvor orkaner gør livet uforudsigeligt, og en nat, hvor orkanen raser, lykkes det pigen Noora at flygte fra sit fastlåste børnehjemsliv. Inden hun stikker af, møder hun den danske præst Monica, som giver hende et råd med på vejen, som lyder noget i retning af dette (citeret frit fra hukommelsen): “Der er to slags smerte i verden. Smerten ved at blive og smerten ved at flygte.” Hun vælger det sidste og er på vej mod en ny start.

Der er fire hovedpersoner i bogen – præsten, Noora, præstens veninde Beate og en ung hashramt fyr, der hedder Marcus, og for dem alle sammen handler det om begyndelser og slutninger.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har tidligere skrevet romanen “Forbandede yngel” om pigen Lisa og hendes hæslige barndom, som hun fik De Gyldne Laurbær for i 2013. Jeg fik vist aldrig skrevet om den her, men kan f.eks. læse om den på Litteratursiden. Jeg kan anbefale dem begge, omend de er vældigt forskellige.