Jesper Stein: Akrash

Roman

AkrashAkrash er slang for politi i bandemiljøet på Nørrebro. Og akrash er netop, hvad hovedpersonen, Axel Steen, er. Men han er en utraditionel politimand, som i sit civile liv graver sig længere og længere ned i en dynge af hash og kokain.

Han kommer ud på overdrevet og tipper også over kanten i et opgør mellem politi, PET, kriminelle grupperinger, narkoimport, stikkere og prostitution.

Jeg kan godt lide bogen for dens beskrivelser af Nørrebros lokale gader og pladser, og det er den slags roman, man altid godt lige vil have et kapitel mere af. En tand klichefyldt i ny og næ, men men men.

Akrash er tredje bog i en serie om Axel Steen. Jeg har kun læst denne her, og den fungerer udmærket som selvstændigt værk.

Helle Helle: Hvis det er

Roman

Helle HelleHelle Helles nyeste bog handler om en løber, der farer vild i en skov og møder en anden løber. For første gang er der en mandlig hovedperson, men det er som om, Helle Helle hurtigt ombestemmer sig, og så handler bogen alligevel mest om den kvindelige biperson, der så er halvvejs magen til Helle Helles andre karakterer.

Man kan synes, det er lidt uopfindsomt, men hvis man nu godt kan lide den karakter og Helle Helles måde at fortælle om hende på, så føles ‘Hvis det er’ meget trygt og rart.

Jeg glæder mig altid til at læse Helles Helles seneste bog, og jeg bliver aldrig skuffet, men egentlig heller aldrig fuldstændig blown away. Mest hygger jeg mig bare med, hvor meget hun tilsyneladende har hygget sig med at skrive bogen. Selv om det som regel har taget to år.