Vinterens bøger

Nathan Hill: Niksen

Niksen er den type stor litteratur, som både forholder sig til en tid (68’er-protestbevægelsen i Chicago) og nogle skæbners liv. Den er livsklog og velskrevet og rummer et stort persongalleri, som man interesserer sig for på skift.

En sjov bifigur er fx Pwnage, der bruger sit liv på at spille Elfscape så intenst, så han til sidst får blodprop, nyresvigt og meget andet godt fra den skuffe, uden at opdage, noget skulle være galt. Hans liv er online, hans store netværk af venner er online, og med tiden er Elfscape mere virkeligt end virkeligheden.

Nathan Hill har også opfundet et socialt medie, som sagtens kunne findes i virkeligheden. Appen iFeel har 50 standardfølelser, som man kan sende til sine 100 nærmeste venner, som så kan vælge at sende et standardkram eller ignorere. De autogenererede cyberkram og opmuntringer, man får tilbage, giver en varm følelse, og det går straks lidt bedre.

Joan Gabriel Vásquez: Lyden af ting, der falder

Jonathan Franzen har sagt om Vásquez, at han har genopfundet latinamerikansk litteratur i det 21. Århundrede (det er jo også en slags anbefaling), og romanen er både god og umiskendelig sydamerikansk. I hvert fald anerledes, end hvad jeg læser normalt.

Handlingen udspiller sig i Colombia, hvor en ung mand sætter sig for at finde ud af, hvad der skete med Ricardo Laverde, et tilfældigt bekendtskab fra en billardsalon, hvis skæbne fletter sig ind i fortællerens. Opdagelserne fører os tilbage til narkokrigen mellem USA og Colombia, og det bliver, ligesom i Niksen, en stor historie, der bliver flettet ind i den lille.

Hvis jeg skal anbefale én frem for den anden, går mine point dog til Nathan Hill og Niksen.

Jojo Moyes: Det store spring

Moyes er som en dygtig krimiforfatter, der driver historien frem, så man hele tiden har lyst til at vende næste side. Hun er ikke højkulturel, og ikke en forfatter, man blærer sig med at have læst, men jeg bliver ved med at vende tilbage til hendes bøger. Denne her blev læst på et par dage på en ferie i Thailand.

Genren er ikke krimi, men snarere romantisk drama. Der er dog ikke meget romantik i forholdet mellem advokaten Natasha og fotografen Mac, men de finder sammen om den fælles opgave, da skæbnen (det er altid skæbnen i den her type bøger) sender en forældreløs pige med en hest i armene på dem. Derfra udvikler det sig med forskellige dårlige beslutninger (lidt som når man sidder og råber lad dog være med at gå ind i det mørke rum med de underlige lyde!), og lur mig om ikke det hele også ender godt til sidst.

Maria Gerhardt: Transfervindue

Maria Gerhardt, der også dj’ede under aliaset Djuna Barnes, døde i en alt for ung alder. Hun nåede at skrive tre anmelderroste bøger, og den her var hendes sidste.

Vi følger en ung kvinde, der skal dø. Det meste af Strandvejen er lavet om til et sanatorium, hvor alle går i hvidt, og man ikke må spise sukker (ja, det hæftede jeg mig ved, det er noget af en frihedsberøvelse!). Bogens hovedperson og hendes ven Mikkel får tiden til at gå med at spille kort, tale om gamle dage og følge med i livet blandt dem, der er uden for murene. De går til begravelsesmesser og vinterbader med overlægen.

Indimellem kigger de tilbage på tiden før, og det kommer der nogle meget rørende og ærlige passager ud af. Bogen er meget smukt skrevet med en blanding af morbid sarkasme og oprigtig, lige-på-kornet-afmagt over at skulle forlade verden for tidligt.

Stik imod sædvane læste jeg bogen igen med det samme. Da jeg havde vendt sidste side, begyndte jeg på den første igen. Det var som om, jeg havde brug for, at alle indtrykkene fik tid til at sidde mere fast. Som om, det var en vigtig bog at kunne huske.

Jeg læste for et par måneder siden også sporadisk i Maria Gerhardts digtsamling Amagermesteren, som kan anbefales til alle, der har været på Amager eller i en håndboldhal. Den skal jeg læse ordentligt ved lejlighed.