Maria Gerhardt: Transfervindue

Maria Gerhardt, der også dj’ede under aliaset Djuna Barnes, døde i en alt for ung alder. Hun nåede at skrive tre anmelderroste bøger, og den her var hendes sidste.

Vi følger en ung kvinde, der skal dø. Det meste af Strandvejen er lavet om til et sanatorium, hvor alle går i hvidt, og man ikke må spise sukker (ja, det hæftede jeg mig ved, det er noget af en frihedsberøvelse!). Bogens hovedperson og hendes ven Mikkel får tiden til at gå med at spille kort, tale om gamle dage og følge med i livet blandt dem, der er uden for murene. De går til begravelsesmesser og vinterbader med overlægen.

Indimellem kigger de tilbage på tiden før, og det kommer der nogle meget rørende og ærlige passager ud af. Bogen er meget smukt skrevet med en blanding af morbid sarkasme og oprigtig, lige-på-kornet-afmagt over at skulle forlade verden for tidligt.

Stik imod sædvane læste jeg bogen igen med det samme. Da jeg havde vendt sidste side, begyndte jeg på den første igen. Det var som om, jeg havde brug for, at alle indtrykkene fik tid til at sidde mere fast. Som om, det var en vigtig bog at kunne huske.

Jeg læste for et par måneder siden også sporadisk i Maria Gerhardts digtsamling Amagermesteren, som kan anbefales til alle, der har været på Amager eller i en håndboldhal. Den skal jeg læse ordentligt ved lejlighed.