Per L. Halstrøm: Jeg kører en omvej hjem gennem skoven

Roman

En fin lille ærlig og ligefrem fortælling om en ung mand, Sune, der møder moren til en død barndomsveninde i toget hjem fra Hamborg. Med hjælp fra hende får han langsomt forsonet sig med sin far, der ellers har drukket sig væk fra sin familie. Jeg ved ikke, hvor længe, bogen lige bliver hos mig, men den var god at læse. Der er meget fine beskrivelser af de små indre kampe undervejs, som fx her:

Den næste gang jeg besøgte min far og Gitte, fortalte han, at hvis det ikke havde været for hende, så ville han være død. Han kiggede på mig, på sådan en måde, mens han fortalte det, at jeg ikke kunne være i tvivl om virkeligheden i det udsagn. Jeg fik en fornemmelse i kroppen, som jeg ikke kunne huske at have mærket før. Det var, som om det skulle til at gøre ondt, men smerten alligevel ikke rigtig kunne tage sig sammen til at bide fra sig. Og jeg vidste, jeg skulle være hende taknemmelig, og det var jeg, men alligevel… Jeg fik lyst til at sparke til min fars stol, så han væltede bagover. Jeg fik lyst til at gøre noget, der kunne fjerne den følelse, jeg havde indeni, men jeg sad blot helt stille og kiggede ud af vinduet på det gamle egetræ, som om nogen havde bundet mig til stolen.

PS: Tak til Lou for lån af bogen:)

Reklamer

Roy Jacobsen: Vidunderbarn

Roman

En lille vidunderbog, som man føler sig dejligt tryg i. Det handler om barndom i en boligblok i 60’erne (men skrevet i 2009) og om en dreng, der får en ny lillesøster.

Her et par udpluk

“Er det ikke meget kostbart?” spurgte hun, et ord hun kun bruger, når vi er sammen med andre; på tomandshånd siger vi dyrt, og det mener vi.

 

Jeg har tænkt meget på den bil, sandsynligvis alt for meget, den var flaskegrøn.

 

Og selv om han i løbet af de næste minutter brugte både røvhul (én gang) og haltefanden og ikke mindst sjasen, faldt det os igen ind, at han måske kunne være uddannet, og jeg kunne se på mor, at dét gjorde hende mere urolig end det vulgære. Jeg mener, hvem som helst kan jo bande; der blev jo blandt andet brugt en voldsom mund herinde, da døren til mit gamle værelse blev revet ned. Så det var nok blandingen, der satte hende ud af spillet, at der i et og samme menneske både fandtes ord som røvhul og sporadisk(…)

Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsen: Projekt Løkke

Biografi, Fagbøger

Lars Løkke har været statsminister i et årstid, da Sigge Winther og Tanja Frederiksens biografi udkommer. Det var før opgør med efterlønnen, og mens et valg pressede sig mindre på end netop nu. Klimatopmødet var netop overstået, og en lang række internationale toppolitikere og medier udlægger Løkkes forhandlingsindsats som katastrofal, kaotisk og pinlig. Mellem linjerne står, at hvis blot Connie Hedegaard havde fået lov til at køre biksen, ville vi ikke have nøjes med en ‘Copenhagen Accord’, men fået en rigtig Koyto-basker som først håbet.

Vi kommer også igennem bilagssager, privathospitaler, kommunalreform og andet saftigt stof. De to forfattere har talt med over 200 kilder, dog ikke Løkke selv, som ikke har ønsket at medvirke. Researchen er god, udlægningerne for det meste nuancerede, tonen af og til en anelse hård. I hvert fald er der langt til DR’s frikadelleportræt, men andet skulle nu også undre.

Det er for det meste både kvalmende og interessant at læse, hvordan de statslige embedsapparater og politiske pølseprocesser fungerer i den her slags ‘bag om’-bøger. Hvis man vil have rigtig interessant viden, skal man dog hellere læse den lille perle “Håndbog for statsministre” af Susanne Hegelund og Peter Mose .

Håndbog for statsministre handler om politisk ledelse. Hvordan man tager det politiske lederskab, der skal til for at samle et parti, vinde et valg og blive på posten.

De to forfattere har talt med ledere af større danske og internationale virksomhedere, professorer i ledelse og ikke mindst rigtig mange toppolitikere. Det handler ikke kun om den enkelte person, der skal genvælges, men om ledelse og om hvordan koncernen Danmark A/S, som de kalder det, bedst drives og udvikles.

En af bogens mindre, men sådan hyggeligt-interessante pointer er, at statsministre i gamle dage typisk var storebrødre med klassiske storebror-dyder: ansvarlighed, alvorlighed, struktur, ambitioner, præstationsorienteret og med hang til perfektionisme. Nutidens og fremtidens statsministre er snarere lillebror eller lillesøster. Kreative, holdspillere, samarbejdende, karismatiske, kommunikerende.

En sidste anbefaling i genren politisk litteratur er Mads Christian Ebbesen og Bo Bredsgaard Lunds “Det politiske superbrand”, som er en gennemgang af centrale danske politikere, og hvordan de performer på synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma. “Det politiske superbrand” er dog mere en fagbog og lidt mere politisk-strategisk-nørdet, men stadig med interessante analyser.



Anna Ebbesen og Astrid Haug: Lyt til elefanterne

Fagbøger

En bog om sociale medier skal jo blive for gammel i løbet af to år; det er næsten naturlov (eller internetlov).

Alligevel lærte jeg et par fine ting af Anna og Astrid. Bl.a. kendte jeg ikke til Facebook Connect / Google Friend Connect, der virker som det rigtige svar for mange virksomheder, der ikke har behov for deres egen sociale webplatform, men gerne vil i dialog. Måske var det værd at udforske.

Nu vi er ved det, faldt jeg også over den her blog, som man kan blive klog af, hvis man arbejder med sociale medier i en kommune eller noget i den dur: http://www.mandenfrakommunen.dk.

Michael Jeppesen og Anders Lund Madsen: Hold masken eller der falder brænde ned

Roman

Den minder lidt om Camilla Stockmann og Maise Njors mailroman, som de to mænd foragter næsten lige så meget, som de ikke kan udstå Hanne Vibeke-Holst. Men samme fine hverdags-lommefilosofi. Mest om penge, kunst, familie, Afrika og det at være kendt.

Jeg lånte bogen, fordi jeg har mødt Michael Jeppesen nogle gange gennem mit arbejde (og hvis man tjekker hans Facebook-profil vil man se mig på et billede, hvor jeg slowdanser ordet ‘integration’ med ham…), og tænkte jeg kunne blive klogere på ham. Det gjorde jeg ikke. Til gengæld var det meget sjovt imens.