Anne-Cathrine Riebnitzsky: Smaragdsliberen

Anne Cathrine Riebnitzsky fik sit folkelige gennembrud med “Forbandede yngel”, som vandt De Gyldne Laurbær i 2013. Dengang faldt jeg for hendes skrivestil og har siden trofast læst, hvad der er kommet fra hendes hånd.

Forfatterskabet er blevet tiltagende internationalt, og hun skriver med baggrund som sprogofficer, der selv har set verden.

Verdensreligioner i det små og store

“Smaragdsliberen” foregår fortrinsvis i Paris, Georgien og Sydtyskland, men hovedpersonerne trækker også tråde til det danske vesterhav og Tel Aviv i Israel. Det er en rigtig verdensroman om de tre store religioner og samtidig fortalt gennem nogle relativt stille skæbner: Smaragdsliberen Pierre, der efter en genopliven fra de døde får til opgave at slibe en enorm ædelsten, og hans datter Zara, der tager på kunsthistorisk udgravning i Georgiens klippehuler.

De er begge alene uden at være ensomme og er hinandens eneste familie. Deres bånd er fint og skrøbeligt beskrevet, og Riebnitzsky gør sig i det hele taget godt i karakterer og relationer.  Der er fine bipersoner i munken Emre, vennen Yussef, kollegaen Gisela og flere andre.

Det tog lidt tid for mig rigtigt at komme ind i handlingen, men hvis man holder ved, tager romanen godt fat omkring halvvejs inde, og så læser resten sig selv.

Læs også, hvad jeg syntes om Orkansæsonen og stilheden af samme forfatter.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog&Ide.
Køb bogen eller læs mere om forfatteren. 

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden

Jeg har ført skrevet om følelsen af at være tryg ved en ny bog, at glæde sig, fordi man ved, den bliver god – sådan havde jeg det med denne.

“Orkansæsonen og stilheden” foregår dels på en mindre dansk ø, dels i Guatemala. Titlen fortæller om livet i Guatemala, hvor orkaner gør livet uforudsigeligt, og en nat, hvor orkanen raser, lykkes det pigen Noora at flygte fra sit fastlåste børnehjemsliv. Inden hun stikker af, møder hun den danske præst Monica, som giver hende et råd med på vejen, som lyder noget i retning af dette (citeret frit fra hukommelsen): “Der er to slags smerte i verden. Smerten ved at blive og smerten ved at flygte.” Hun vælger det sidste og er på vej mod en ny start.

Der er fire hovedpersoner i bogen – præsten, Noora, præstens veninde Beate og en ung hashramt fyr, der hedder Marcus, og for dem alle sammen handler det om begyndelser og slutninger.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har tidligere skrevet romanen “Forbandede yngel” om pigen Lisa og hendes hæslige barndom, som hun fik De Gyldne Laurbær for i 2013. Jeg fik vist aldrig skrevet om den her, men kan f.eks. læse om den på Litteratursiden. Jeg kan anbefale dem begge, omend de er vældigt forskellige.

Så længe jeg skal ind ad din dør

Ti forfattere har fulgt ti sosu’er i Københavnsområdet, og det er der kommet en fin lille novellesamling ud af.

Den bedste er ikke engang “Jeg skal ikke tørres, din dumme neger”, selv om det er en meget lovende titel. Tværtimod kan jeg godt lide, at mange af novellerne er meget fine i deres antydninger og stille beskrivelser af en arbejdsplads og ikke mindst nogle borgere, som er på vej herfra. Fælles for de fleste er ikke overraskende minuttælleriet og en integritet og arbejdsstolthed hos medarbejderne, der ikke kan tælles i tid.

Se mere på Stemmer til et stumt fag, hvor man også kan høre novellerne som lydfiler.

Det er gode forfattere, der er med. Fx Thorstein Thomsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.