Jonas Jonasson har virkelig en helt unik skrivestil. Det er måske ikke så ualmindeligt, at en tilfædig hovedpersons livshistorie bliver blandet med den store verdenshistorie, men hos Jonas Jonasson gør den det på sin helt egen usandsynlige og tempofyldte måde, hvor atombomber skifter hænder mellem nationer på grund af en latrintømmer fra sydafrika, mens kinesiske tolke bliver bidt i tåen af farlige safaridyr.
Flere gange undervejs må jeg tage mig selv i at tænke:
1. Hvor ved han alt det fra?
2. Hvor meget af det passer mon i virkeligheden?
3. Hvordan i alverden har han fundet på resten?
Hvis man har læst ‘Den hundredårige der hoppede ud af vinduet og forsvandt’, kan man forvente mere af samme skrupskøre og intelligente skuffe.