Tre hurtige: Gazan, Høeg og Perrin

Sissel-Jo Gazan: Uglens øje

Jeg er vild med Gazan og havde sådan glædet mig til hendes nyeste “Uglens øje”, der er en selvstændig treer efter “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf”
Jo større forventninger, jo større skuffelse. Øv, jeg var ikke overbevist. Det er en udmærket bog at læse, men den hæver sig ikke op over en gennemsnitlig hurtig-krimi og når ikke Gazans fremragende “Hvide blomster” til sokkeholderne.

Jeg var efterladt med en følelse af, at hun kendte alle elementerne i en god spændingsroman, men kom til at underbage kagen, så dejen faldt sammen undervejs.

Bedste Sissel-Jo Gazan bog: “Hvide blomster”.
Andre gode af Gazan: “Blækhat”, “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf”

Tine Høeg: Sult

“Sult” handler ikke om det, der er øverst i madpyramiden. Den handler om den inderste inderlige sult efter at få et barn.

Over 430 sider følger vi det selvbiografiske forfatterjegs tur gennem inseminationsjunglen. Hun skriver dagbog undervejs, og det er brudstykker af dén, der bliver bearbejdet til en roman.

I vanlig Tine Høeg-stil er opsætningen lyrisk-prosaisk, og det er både virkningsfuldt og lidt stakato til tider.

Bedste Tine Høeg-bog: Tour de chambre.

Valérie Perrin: Vand til blomster

En bog, jeg lånte af min mands bedstemor, og som samtidig blev anbefalet i min læseklub og af min svigerfar. Med andre ord en fortælling, der rør flere generationer. Den er umiskendelig fransk i sin stemning, skrivestil og scene, men/og rammer et fint niveau af poetisk realisme.

Den er halvlang, og de første og sidste 80 sider kunne man måske have undværet, men sidder du med den i hånden og er nået til side 60, så hæng i, for det lønner sig.

Historien handler om en midaldrende kvinde, der er kirkegårdspasser, og som åbner sin stue for alle de stille eksistenser, der kommer forbi. Ind imellem er der nogen, der kiler sig ind på hende, og hvis historie flettes ind.

Perrin skriver elegant og vedkommende og med forskellige afstikkere i tid og persongalleri, som aldrig bliver overflødige.

Sissel-Jo Gazan: Hvide blomster

Ikke alle hvide blomster er giftige, men alle giftige blomster er hvide.

Jenny er 14 år og har arvet sin oldefars hebrarium med sjældne planter. Hun cykler rundt på sin fødeø Samsø for at genfinde de sjældne arter, som hun tegner af og gemmer. Hendes kusine og bedste veninde Tessa er også 14 år og bor hos sin mor Mona med tre ældre brødre og to plejesøskende.

De smukke hvide blomster går igen i bedstefarens tattoo-shop i Århus og i den økologiske rottegift, Jenny blander for sin mor.

Blomster er ikke det eneste, de finder på deres ture rundt på øen, for Tessas plejesøster er forsvundet, og pludselig vrimler det med fastlandspoliti på den lille ø.

“Hvide blomster” er en sjældent velskrevet roman med lige præcis nok krimi til at gøre det spændende, men ikke så udpenslet, at det forstyrrer nattesøvnen.

Henning Halløj og Torsten Betjent

Historien foregår på Samsø – i byer som Ballen, Tranebjerg og Kolby Kås. Sissel-Jo Gazan er eminent til at beskrive ølivet, og persongalleriet er aldeles farverigt. Der er onkel Jimmy med bandana og lidt for meget tjald, Torsten Betjent, gravide Lone, der blev kærester med Henning Halløj som 13-årig, og ja, Henning Halløj, der egentligt først blev kaldt Henning Halvøje på grund af et hængende øjenløg. Hunden Olsen, lille Niklas med det kuede blik og kæderygende Mona, der samler VVS-muffer i sin dagligstue.

Der er fuld knald på socialklasse fem, og overgreb mod børn er desværre en del af dagligdagen. En fiktiv Ekstrabladet-journalist kalder på et tidspunkt seksuelle overgreb på børn for “den oversete pandemi”, og der er ingen tvivl om, at det er her Sissel-Jo Gazans eget fortæller-ærinde ligger.

Sissel-Jo Gazan som forfatter

Gazan er blevet én af mine yndlingsforfattere, og jeg bestilte straks “Hvide blomster” hos Bog & Ide, da den udkom. Hendes forfatterskab omfatter blandt andet Dinosaurens fjer, Svalens graf og Blækhat, som alle er højst anbefalelsesværdige.

Hun er uddannet biolog, og den naturvidenskabelige disciplin går igen i hendes bøger. “Dinosaurens fjer” er noget så sjældent som en spændingsroman, der udfolder sig i et forskningsmiljø. I “Hvide blomster” er det botanikken, der står i forgrunden – sammen med tattoveringskunst og ø-krimi.

Bonusinfo: Hovedpersonen Jenny er opkaldt efter Bertolt Brechts Sørøver-Jenny (“Laser og Pjalter”), for bedstefaren har mødt sit livs kærlighed i Hamburg, og historien er flettet sammen med en smule tysk romantik og yndlingsgloser. Sissel-Jo Gazan bor selv i Berlin.

Jeg har modtaget bogen som et sponsoreret anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Du kan købe bogen her.

Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer og Svalens graf

Dinosaurens fjer er en spændingsroman lige efter mit hoved: Hvor krimielementet virker som pageturner, men hvor det personlige drama spiller hovedrollen. Det er en særlig evne at kunne fastholde læseren i et veldrejet plot uden at oversprøjte siderne med blod og voldtægt.

Campusmordene

Romanen foregår på Biologisk Institut, hvor hovedpersonenes vejleder bliver fundet myrdet. Hun er mest optaget af, hvordan hun nu skal få lov at forsvare sit speciale, men bliver alligevel indrullet i det internationale forskningsdrama, der tilsyneladende ligger til grund for drabet, og i den kriminaltekniske udredning, der foregår.

Svalens graf

Svalens graf er en selvstændig fortsættelse af “Dinosaurens fjer”, som er formet på samme drejebænk som den første.  

Marie Skov forsker i børnevacciners uspecifikke effekter – mere præcist om børn i trejdeverdens lande dør af de vacciner, som WHO anbefaler.

Undervejs får hun selv kræft, bliver skilt, mister sin mor og frigør sig i samme proces.

Det er Marie Skovs mentor, Kristian Storm, der denne gang bliver dræbt. Det ligner først selvmord, men det ved den rutinerede krimilæser naturligvis godt, at der ikke kan være tale om.

Politiet dykker ned i hans hjertebarn, det afrikanske Belem Health Project, og så begynder trådene at danne mønstre.