Sissel-Jo Gazan: Uglens øje
Jeg er vild med Gazan og havde sådan glædet mig til hendes nyeste “Uglens øje”, der er en selvstændig treer efter “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf”
Jo større forventninger, jo større skuffelse. Øv, jeg var ikke overbevist. Det er en udmærket bog at læse, men den hæver sig ikke op over en gennemsnitlig hurtig-krimi og når ikke Gazans fremragende “Hvide blomster” til sokkeholderne.
Jeg var efterladt med en følelse af, at hun kendte alle elementerne i en god spændingsroman, men kom til at underbage kagen, så dejen faldt sammen undervejs.
Bedste Sissel-Jo Gazan bog: “Hvide blomster”.
Andre gode af Gazan: “Blækhat”, “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf”
Tine Høeg: Sult
“Sult” handler ikke om det, der er øverst i madpyramiden. Den handler om den inderste inderlige sult efter at få et barn.
Over 430 sider følger vi det selvbiografiske forfatterjegs tur gennem inseminationsjunglen. Hun skriver dagbog undervejs, og det er brudstykker af dén, der bliver bearbejdet til en roman.
I vanlig Tine Høeg-stil er opsætningen lyrisk-prosaisk, og det er både virkningsfuldt og lidt stakato til tider.
Bedste Tine Høeg-bog: Tour de chambre.
Valérie Perrin: Vand til blomster
En bog, jeg lånte af min mands bedstemor, og som samtidig blev anbefalet i min læseklub og af min svigerfar. Med andre ord en fortælling, der rør flere generationer. Den er umiskendelig fransk i sin stemning, skrivestil og scene, men/og rammer et fint niveau af poetisk realisme.
Den er halvlang, og de første og sidste 80 sider kunne man måske have undværet, men sidder du med den i hånden og er nået til side 60, så hæng i, for det lønner sig.
Historien handler om en midaldrende kvinde, der er kirkegårdspasser, og som åbner sin stue for alle de stille eksistenser, der kommer forbi. Ind imellem er der nogen, der kiler sig ind på hende, og hvis historie flettes ind.
Perrin skriver elegant og vedkommende og med forskellige afstikkere i tid og persongalleri, som aldrig bliver overflødige.
Ordtryk 