Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie

Bøger fra 2017, Roman

En uskyldig familie foregår i Svendborg, hvor tre søskende vokser op hos et par sande 70’er-forældre. Den fortæller historien om, at fri kærlighed og økologisk landbrug også kan have en egoistisk slagside, at børn kan vokse op og føle sig usete og uelskede midt i den altomfattende kærlighed til miljøet, menneskerne og friheden.

De tre børn bliver på hver deres måde en torn i øjet på deres uforstående forældre. Frederik, som vi følger gennem det meste af bogen, bliver børsspekulant, den yngre søster Lene bliver præst, mens den yngste bror Jakob går langsomt i hundene.

En uskyldig familie er en fin og vedkommende Katrine Marie Guldager-roman, som er mindre kompliceret at læse end hendes Køge-krønike.

 

På natbordet lå også…

Jojo Moyes: Toner i natten. Et violin-ejendomsmægler-landsby-kærligheds-drama, hvor den ene side let tager den anden.

Reklamer

Katrine Marie Guldager: Bror og søster

Roman

guldagerJeg er en sucker for gode indledninger. Den der øjeblikkelige følelse af at vide, man nu er i selskab med en god bog. Bror og søster begynder sådan her:

Historien begynder med en lyd, med at en mand hører statsfængslets tunge dør lukke bag sig. Han spejder efter en velkomstkomité, der ikke er der. Han slår blikket ned og erkender, at han heller ikke kunne forvente det af dem: Han er blevet løsladt tidligere end forventet, og København er langt væk. Manden, der hedder Henry, beslutter sig for, at han vil gå ned til stationen, ikke bare for at spare penge, men fordi det er første gang i fire år, at han har kunnet træffe den beslutning selv: Jeg går.

Bror og søster er bind fem i en familiekrønike fra Køge. Jeg har læst den første (“Ulven”) og nu denne, og man kan fint læse dem uafhængigt af hinanden. Jeg husker det ikke som om, jeg var meget begejstret for “Ulven”, men den her har en rigtig god balance mellem en stærk historie, interessante personer og en flydende sprogstil, der leger lidt, men ikke peger så meget på sig selv, så man bliver forstyrret som læser. Jeg får helt lyst til at læse de tre ind imellem.

Katrine Marie Guldager: Ulven

Roman

Nogle gange stopper jeg op midt i en bog og tænker ‘Jeg er overhovedet ikke spændt på, hvordan det går de her mennesker’. Tit læser jeg bøgerne færdig alligevel. En slags udfald af min opdragelse, vil jeg tro. Og lidt tåbeligt.

Ulven er desværre sådan en bog. Den starter ellers godt, synes jeg:

“Leonora var ikke noget nemt barn. Allerede da hun var ni, erklærede hun over for sin raceubestemmelige gårdhund, at det eneste, hun virkelig ønskede sig i denne verden, var at slå sin bror ihjel. Denne historie begynder dog længe før, Leonora kom på de tanker, den begynder længe før, Leonora overhovedet blev født, hvilket hun var ganske tæt på slet ikke at blive. Historien begynder, før hendes familie forvandlede sig til denne kerne af fortrydelse, før hendes mor langsomt, men sikkert forvandlede sig til en ulv.”

Der er lagt op til drama, men man kommer aldrig rigtig til at holde med nogen af personerne, og det bliver aldrig en pageturner. Faktisk tror jeg, Katrine Marie Guldager gør en dyd ud af, at man ikke skal komme for tæt på, bl.a. ved at forældrene, som fylder alt for meget af historien, kun bliver kaldt ‘Leonoras mor’ og ‘Leonoras far’. Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor det nu skulle være godt.

Jeg bliver ved med at vende tilbage til Katrine Marie Guldager, fordi jeg var begejstret for hendes novellesamling “København”, men desværre er jeg blevet skuffet, når jeg har forsøgt at læse en af hendes romaner.