Jeg har forlængst overgivet mig til Jojo Moyes bøger og er støt og roligt på vej gennem forfatterskabet.
“Ræk mig stjernerne” havde en tungere opstart, end jeg har vænnet mig til, men den giver fint igen, hvis man hænger på.
Jeg bliver til stadighed imponeret over alsidigheden i Moyes’ tematikker. Hun er en gennemført researchforfatter, der graver sig ned i et tema, taler med folk, læser og besøger steder og sætter sig ind i de særlige personer og fortællinger, der knytter sig til en bestemt tid og sted.
Vi følger engelske Alice, der flytter til Kentucky for at gifte sig med amerikanske Bennett. Det viser sig hurtigt, at ægteskabet ikke er lykkeligt, og Alice bliver ensom i det nye land.
Hun finder sit fællesskab i Det ridende bibliotek, der deler bøger ud til fattige familier i bjergene. Her møder hun frisindede Margery O’Hare, og de ansætter Sophia, der er sort. Den lille by Baileyvilles hang til sladder og fordømmelse bliver et omdrejningspunkt, ligesom kvindernes fællesskab og kamp mod konventionerne bliver bogens kerne.
Jeg har et lille ‘hank’ på titlen. Jeg glemmer ofte, om jeg har læst den ene eller den anden bog af Jojo Moyes, og det er blandt andet fordi titlerne og forsiden ind imellem er så intetsigende. Bogen handler om et stærkt kvindefællesskab, der går imod en bagstræberisk landsbykultur, og selvfølgelig er der også nogle kærlighedselementer, men det er slet ikke det bærende. Så jeg bliver lidt træt af bænken og stjernerne som symbol for bogen…
Hvis du endnu ikke har læst noget af Jojo Moyes, vil jeg anbefale at starte med “Hende du forlod” eller “Sommeren jeg mødte dig”.
Ordtryk 