Denne sommer læste jeg også…

Henrik Tingleff: Når flokdyret fejler

I denne lille populærvidenskabelige hapser, gennemgår psykolog Henrik Tingleff socialpsykologiens store erkendelser med en humoristisk og personlig vinkel. Vi får blandt andet svarene på, hvorfor så mange fodboldspillere har tatoveringer, og hvorfor nogen gider betale 60 kr. for en fastelavnsbolle. Tematikkerne minder om Morten Münsters “Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”, som er en uhyre velskrevet og humoristisk introduktion til adfærdspsykologi. 

Anita Furu: Mit halve liv

Ruth bliver som 6-årig taget som plejebarn af københavnske Sophie. Hun vokser op på Nørrebro med sin nye Mama og tjenestepigen Amanda, men snart dør moren af en sygdom, og Ruth skal nu finde sig til rette hos onkel Jo og tante Ja. 

Romanen er en fin skildring af livet som russisk-jødisk pige i 1920-1950’ernes København, Berlin og Madrid og samtidig en stille opvækstfortælling, som sender minderne i retning af Tove Ditlevsens Vesterbro. En meget velskrevet debutroman (fra 2018), som kan anbefales. 

Helle Thorning-Schmidt: Blondinens betragtninger

I denne kønspolitiske debatbog fra 2021 deler Danmarks første kvindelige statsminister ud af sine personlige erfaringer med kønnet behandling i dansk og europæisk toppolitik, ledelse og bestyrelsesarbejde. Pointerne er krydret af aktuelle undersøgelser og generationsrelevante indsigter fra Thorning-Schmidts egne børn og deres omgangskreds. Omend den virker lidt hurtigt skrevet og redigeret, er den med sine omfangsrige eksempler et interessant og relevant bidrag i køns- og feminismedebatten.

Kim Leine: Karonlines kærlighed

Det kræver lidt is i maven at annoncere sin første spændingsroman som starten på en trilogi, men Kim Leine har store ambitioner. “Karolines kærlighed” handler om Karoline Blicher, assisterende forsvarsattache ved den danske ambassade i Rusland. Hun er politisk begavet, taler flydende russisk og er spået en lovende fremtid i sit parti Demokratisk Alliance ved næste folketingsvalg.

Jeg blev indledningsvist ret opslugt af romanen og dens aktuelle plot (vi er i 2013, og en invasion af Krim er på tale), og ikke mindst optaget af at følge en hovedperson med holdninger, som i udgangspunktet er forskellige fra mine egne. Desværre mister romanen pusten og bliver urealistisk i alle de tråde, der samles omkring en meget lille håndfuld person på tværs af Danmark og Rusland. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg også skal læse to’eren, som netop er udgivet: “Karolines kamp” (Herhjemme gætter vi på titlen på 3’eren – lige nu fører “Karolines konsekvens”)

Torrey Peters: Detransition, baby

Man siger, at litteraturen kan åbne døre til ukendte verdener, og Torrey Peters’ debutroman er et klasseeksempel på netop det.

“Detransition, baby” handler om transkvinden Reese og hendes livs kærlighed, transkvinden Amy. Efter en voldsom oplevelse går de to fra hinanden, og Amy detransitionerer og bliver til Ames. Ames indleder en affære med sin chef Katrina, og da Katrina bliver gravid, udfolder de tre sammen ideen om at skabe en queer familie.

Romanen er en hybrid imellem en romantisk komedie, der trækker tråde til “Friends” og “Sex and the city”, og en normkritisk generationsroman, der afmystificerer og nuancerer køn, seksualitet og identitet.

Det er ikke en bog, der læser sig selv på to dage, men giv den en chance og hæng i; det er en fin og rørende menneskelig fortælling.

Læs interview med forfatteren i The Guardian her. Bogen er nomineret til den engelske “Woman’s Prize for Fiction”.

Ditte Hansen og Louise Mieritz: Gode kasser

Ditte Hansen og Louise Mieritz’ feministiske værk er et velforløst, humoristisk og smukt spejl på nutidens kønsroller og ikke mindst den danske underholdningsbranche.

Velforløst, fordi den er komponeret af interviews, tegninger, fortællinger fra det virkelige liv, powercitater m.m., hvor de undersøger snerpen og slutten som kvindefigurer.

Humoristisk, fordi – ja det er jo Ditte Hansen og Louise Mieritz.

Smuk, fordi Sofie Riise Nors har illustreret bogen, og hendes bidrag er så skarpt som en tredje forfatter. Ikke smuk i gængs forstand; mere skamlæber i mange varianter-smukt.

Jeg tog den ned fra hylden på biblioteket og bladrede den igennem på et par dage. Det kan jeg snildt anbefale, at man under sig selv.

Mads Ananda Lodahl: Sauna

Her er sommerens svedige kioskbasker af en knaldroman.

Mads Ananda Lodahl har skrevet en levende beretning om bøssesaunaen Adonis i indre København. En fiktiv sauna, som er bygget over et lignende fænomen i Berlin.

Hovedpersonen Johan får arbejde i saunaen gennem en ven – først som vikararbejde og siden som fast dagvagt. Han fører os gennem saunaens dampende varme, dunkle kælderrum og lystige lyde. Hans job er at udlevere håndklæder og kondomer, lave kaffe og cowboytoast og spole pornofilm tilbage.

Sex og køn

En dag i saunaen møder han den transkønnede William, og de to bliver snart et par. Vi følger den på én gang stærke og skrøbelige relation mellem de to, og der er sex på tapetet hele vejen igennem.

Bogens stærkeste kort, udover de to hovedpersoner, er saunaens stamkunder, som er lysende billeder på levet liv: unge, gamle, homoer og queers. En særligt stærk fortælling står én af stamkunderne for mod slutningen af bogen, og her får romanen et politisk tvist: et opgør mod den del af homoverdenen, der efterstræber det heteroseksuelle liv.

En meget vellykket debutroman. Forfatteren betegner selv bogen som en stemme indefra og siger i et interview til Gyldendal: “Det har været mit ønske at skabe en gavmild og åben bog for alle, men hvor det hele foregår på de queer menneskers præmisser. “

Merete Pryds Helle: Nora

♥♥♥♥

“Nora” er en gendigtning af Henrik Ibsens klassiker “Et dukkehjem”. Det er en moderne fortolkning placeret i samme tidsalder som Ibsens oprindelige fortælling (slutningen af 1800-tallet).

“Et dukkehjem” er et kammerspil, der foregår i Nora og Helmers stue over nogle få dage. Merete Pryds Helle har i sin fortolkning udfoldet Noras ungdomsliv, mødet med Helmer og deres fælles tur til Italien.

Selv om tids- og kønskritikken af og til er lidt vel tydelig (vi får både “Arternes oprindelse” og “Les fleurs du mal”), er “Nora” en god læseoplevelse, og den gav mig lyst til at læse originalen umiddelbart efter.

“Nora”-figuren bliver foldet ud, og samtidig beholder hun den barnlige, dukkede énstrengethed, som teaterstykket skitserer, og som Nora i den oprindelige historie får øje på og vrider sig løs fra.

Merete Pryds Helle og 90’er-forfatterne

Mit forhold til Merete Pryds Helle er skiftende. Jeg var imponeret og draget af fortællingen om “Nora”. Jeg kedede mig til “Vi kunne alt” og var begejstret for “Folkets skønhed”. Det ligger måske i blandingen af hendes ubetvivleligt tekniske dygtighed, de af og til lidt for tydelige tidsportrætter, der hælder til kliche, og tematikken om kvindens stilling, som er eviggyldig, men også en anelse fortærsket.

Sandsynligvis er jeg alt for hård ved hende. I virkeligheden handler det mest af alt om, at hun minder mig om at fortolke alt liv ud af litteraturen i gymnasiet. Hun hører til de forfattere, der var det store shit, da jeg gik på Katedralskolen i Viborg i 1999-2002. Derfor kan jeg næsten ikke læse hendes navn uden at blive lidt træt.

IBSEN NOR – gendigtninger

“Nora” er en tredjedel af projektet IBSEN NOR, der gendigter Ibsen-klassikere. De to øvrige bidrag er norske Vigdis Hjorths “Henrik” (Hedda Gabler) og svenske Klas Östergrens “Hilde” (Hilde Wangel).

Michelle Obama: Becoming

‘Becoming’ er ikke et spørgsmål om, hvad man vil være, når man bliver stor, men om at blive til som sig selv.

Michelle Obamas selvbiografi er derfor både en bog om at være sort, at være kvinde, at være mor, karrierekvinde og hustru, og om at være USA’s førstedame.

“Becoming” er selvfølgelig først og fremmest interessant, fordi Michelle er gift med en tidligere præsident i verdens mest magtfulde land, men med bogen får hun sin egen fortælling.

 

I became a mother, but I still have a lot to learn from and give to my children. I became af wife, but I continue to adapt to and be humbled by what it means to truly love and make a life with another person. I have become, by certain measures, a person of power, and yet there are moments still when I feel insecure or unheard.”

The South Side of Chicago

Vi begynder i barndommens Chicago, hvor Michelle Robinson vokser op i The South Side. Mens hun går i skole, skifter klassen fra en næsten all-white til en næsten all-black, og køn og race er uundgåelige temaer i denne biografi. Hun er selvbevidst, men ikke vred. En outsider, men ikke unik.

Hun er dygtig til at balancere alvor, humor og almindeligheder og skriver bl.a. om sig selv og sin veninde Santita:

 

“She and I were all for strengthening the character of black youth across America, but we also needed rather desperately to get to Water Tower Place before the K-Swiss sneaker sale ended.”

 

Michelle fortsætter på high school og siden på Harvard Law School. I sit første job som advokat får hun en ung fyr med det spøjse navn Barack i sommerpraktik, og så er resten historie.

Familien først eller ‘The First Family’

Det, som vi i Danmark dog ikke kender så meget til, er Michelle Obamas rolle, ud over den smilende, vinkende hustru.

Hun er et privat menneske og ønsker grundlæggende ikke, at hendes mand skal træde ind i politik. Hun støtter ham, men tror langt hen i valgkampen ikke, at det vil lykkes ham. Som læser sidder man spændt tilbage, selv om man jo udmærket kender resultatet.

 

“Since I’d known him, it seemed to me that Barack had always had his eyes on some far-off horizon, on his notion of the world as it should be. Just for once, I wanted him to be content with life as it was. I didn’t understand how he could look at Sasha and Malia, now five and eight, with their pigtailed hair and giggly exuberance, and feel any other way. It hurt me sometimes to think that he did.”  

Jobbet, der ikke er et job

Michelle Obama er selv en driftig forretningskvinde og må forlade et højt profileret job i universitetsverdenen for at blive førstedame.

Hun beslutter sig for at bruge sin titel til noget fornuftigt og kaster sig bl.a. ind i kampen om amerikanske børns usunde madvarer og planter en stor del af haven til i Det Hvide Hus, så skoleklasser kan lære, hvor maden kommer fra.

Samtidig påtager hun sig et særligt ansvar for at gøre African Americans til en del af Det Hvide Hus’ historie.

 

“The struggles of Rosa Parks and Coretta Scott King were more familiar to me than those of Eleanor Roosevelt or Mamie Eisenhower. I carried their histories, along with those of my mother and grandmothers. None of these could ever have imagined a life like the one I now had, but they’d trusted that their perseverance would yield something better, eventually, for someone like me. I wanted to show up in the world in a way that honoured who they were.”

 

Højt at flyve, dybt at falde

For både The Obamas og for USA blev en historisk begivenhed og et højdepunkt i den amerikanske historie, afløst af et historisk lavpunkt, set med vestlige, demokratiske øjne: I 2016 flytter Donald og Melania Trump ind i Det Hvide Hus.

Barack Obama har på det tidspunkt været præsident i otte år, og familien gør sig klar til at forlade præsidentlivet og vende tilbage til et eget liv igen. Derfor er det ikke et personligt nederlag, men et nederlag for det demokratiske parti og for USA, som Michelle Obama beskriver på valgnatten i 2016:

 

“I felt something leaden take hold in my stomach just then, my anxiety hardening into dread. As Barack and Valerie started to discuss the early results, I announced that I was going upstairs. I walked to the elevator, hoping to do only one thing, which was to block it all out and go to sleep. I understood what was probably happening, but I wasn’t ready to face it. 

As I slept, the news was confirmed: American voters had elected Donald Trump to succeed Barack as the next president of the United States. 

I wanted to not know that fact for as long as I possibly could.”

Marie Sveland: Bitterfissen

Kan konstatere, jeg ikke er en bitterfisse. Det er vel ok?