Benjamin Koppel: Annas sang

Benjamin Koppel er musiker, komponist og nu også forfatter. 
I sin debutroman skriver han autofiktivt om sin moster Hannah Koppelmann, der voksede op i København under anden verdenskrig, og hvis familie måtte flygte til Sverige. 

Et hovedtema i bogen er kærlighed – til familien, traditionerne og troen, til det andet køn, længslerne og håbet. Kærlighed til musikken. Og den nødvendige kærlighed til den familie man bliver givet, når man ikke kan vælge selv.

Det er en meget velskrevet fortælling, og særligt børne- og ungdomsårene er fyldt med velfortalte figurer og medrivende begivenheder. En læseværdig oplevelse, som jeg kan anbefale.

Feministisk faglitteratur

Henover sommeren har jeg læst en del feministisk litteratur. To af bøgerne kan du læse med om her.

Rikke Viemose: Håndbog for privilegieblinde mænd

Der er flere administrerende direktører i Danmarks børsnoterede virksomheder, der hedder Lars eller Peter, end der er kvinder. Jeg blev nødt til at google, om det kunne være rigtigt, og den er god nok. Læs fx her, her (2020 – dengang var det kun Lars) eller her (i USA skal man hedde John).

Rikke Viemoses lille, gule håndbog er pakket med den slags statistik og fakta, og samtidig stiller den en række velformulerede spørgsmål til mænd, som ønsker at være med til at skabe forandring frem mod mere lighed, men som stadig ikke er der helt endnu. Den lille gennemarbejdede håndbog er skrevet til Rikke Viemoses ven, bror, mand, far og alle andre mænd, der gerne vil, men som har brug for argumenter.

Det er svært ikke at komme til at være en smule belærende eller sarkastisk i det ærinde, og derfor bliver publikummet til bogen nok ligeså meget den forandringparate mands partner. Til både mænd og kvinder kan jeg dog anbefale den lille kompakte sag, der er stramt redigeret og sjovt illustreret af Stinestregen.

Linda Babcock, Brenda Peyser, Lise Vesterlund og Laurie Weingart: Nej-klubben

Nej-klubben rejser som en steppebrand over de danske, kvindelige middagsselskaber. Når jeg fortæller, at jeg er ved at læse denne bog, er svaret ofte “den har min kollega også fortalt om”, eller “jeg er lige begyndt at høre den som lydbog”.

Forfatterne er fire professorer fra amerikanske universiteter, og de har brugt de sidste ti år på at forske i det, som de kalder, ikke-forfremmende opgaver / IFO’er (non-promotable tasks / NPTs). Forskningsresultaterne viser, at kvinder oftere bliver bedt om at udføre ikke-forfremmende opgaver, at de oftere påtager sig dem, og at både mænd og kvinder forventer af dem, at de udfører dette arbejde.

Ikke-forfremmende opgaver er opgaver, som er vigtige for organisationen, men ikke for din karriere. Det kan være opgaver som at skrive referat, sidde i udvalg, oplære kolleger, arrangere sociale begivenheder, udarbejde skemaer og vagtplaner og usynligt udføre dele af andres (ofte mænds) arbejde. Arbejdet tager tid fra det strategiske og mere forfremmende arbejde, hvorved kvinderne enten arbejder for meget for at nå begge dele, eller nedprioriterer det vigtige.

Den skæve fordeling har betydning for kvinders forfremmelser i virksomhederne og bidrager dermed negativt til ligestillingen på arbejdspladsen. Det gælder i alle brancher og på tværs af landegrænser. Pointen er ikke til at tage fejl af, og den bliver da også på amerikansk manér præsenteret som banebrydende og henover 300 tætskrevne sider.

Selvom bogen er for lang og for amerikansk, er den meget tankevækkende og præsenterer et nyt perspektiv, som allerede har fået en fortalerstemme i den danske feminisme, som er værd at følge med i.

Denne sommer læste jeg også…

Henrik Tingleff: Når flokdyret fejler

I denne lille populærvidenskabelige hapser, gennemgår psykolog Henrik Tingleff socialpsykologiens store erkendelser med en humoristisk og personlig vinkel. Vi får blandt andet svarene på, hvorfor så mange fodboldspillere har tatoveringer, og hvorfor nogen gider betale 60 kr. for en fastelavnsbolle. Tematikkerne minder om Morten Münsters “Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”, som er en uhyre velskrevet og humoristisk introduktion til adfærdspsykologi. 

Anita Furu: Mit halve liv

Ruth bliver som 6-årig taget som plejebarn af københavnske Sophie. Hun vokser op på Nørrebro med sin nye Mama og tjenestepigen Amanda, men snart dør moren af en sygdom, og Ruth skal nu finde sig til rette hos onkel Jo og tante Ja. 

Romanen er en fin skildring af livet som russisk-jødisk pige i 1920-1950’ernes København, Berlin og Madrid og samtidig en stille opvækstfortælling, som sender minderne i retning af Tove Ditlevsens Vesterbro. En meget velskrevet debutroman (fra 2018), som kan anbefales. 

Helle Thorning-Schmidt: Blondinens betragtninger

I denne kønspolitiske debatbog fra 2021 deler Danmarks første kvindelige statsminister ud af sine personlige erfaringer med kønnet behandling i dansk og europæisk toppolitik, ledelse og bestyrelsesarbejde. Pointerne er krydret af aktuelle undersøgelser og generationsrelevante indsigter fra Thorning-Schmidts egne børn og deres omgangskreds. Omend den virker lidt hurtigt skrevet og redigeret, er den med sine omfangsrige eksempler et interessant og relevant bidrag i køns- og feminismedebatten.

Kim Leine: Karonlines kærlighed

Det kræver lidt is i maven at annoncere sin første spændingsroman som starten på en trilogi, men Kim Leine har store ambitioner. “Karolines kærlighed” handler om Karoline Blicher, assisterende forsvarsattache ved den danske ambassade i Rusland. Hun er politisk begavet, taler flydende russisk og er spået en lovende fremtid i sit parti Demokratisk Alliance ved næste folketingsvalg.

Jeg blev indledningsvist ret opslugt af romanen og dens aktuelle plot (vi er i 2013, og en invasion af Krim er på tale), og ikke mindst optaget af at følge en hovedperson med holdninger, som i udgangspunktet er forskellige fra mine egne. Desværre mister romanen pusten og bliver urealistisk i alle de tråde, der samles omkring en meget lille håndfuld person på tværs af Danmark og Rusland. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg også skal læse to’eren, som netop er udgivet: “Karolines kamp” (Herhjemme gætter vi på titlen på 3’eren – lige nu fører “Karolines konsekvens”)

Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske

Titlen på Hanne-Vibeke Holsts roman afholdt mig en tid fra at dykke ned i denne fine bog. Heldigvis vandt min forkærlighed for hendes forfatterskab, og jeg blev ikke skuffet. Hanne-Vibeke Holst er en fænomenal skrivehåndværker, og hendes bøger er værker. Velresearchede, moderne, medrivende, feministiske og intelligente værker. 

“Kriger uden maske” handler om kunstneren Sonja Ferlov, som er ung i københavnernes 1930’ere. Hun går på kunstakademiet sammen med vennen Bille og flirten Morten. Sammen bliver de en del af den danske surrealisme, og bogen handler om kunst, kærlighed og kvindesind. Det er Holst’s særlige evne at beskrive et miljø og en tid, så jeg fik genvakt min kunstglæde, og samtidig fortælle om mennesker og relationer, så man hepper på alle bogens personer. 

Sonja Ferlov finder sin stil i afrikansk billedhuggerkunst (deraf masken i titlen) og sin frihed i kunstens by, Paris. Herfra oplever hun anden verdenskrig, som bliver en medrivende anden del af bogen. 

Hvis du ligesom jeg kan lide Hanne-Vibeke Holsts forfatterskab (og moderne kunst), skal du glæde dig til denne roman. 

Har du endnu ikke læst “Som pesten”, er den også et absolut must-read. 

Jens Vilstrup: Lalandia

Lalandia er, udover et klamydia- og snotfyldt badeland, også det latinske navn for Lolland. Jens Vilstrups sorrig-smukke roman foregår halvt på Lolland og halvt i Thailand, og ingen af stederne vises fra deres mest glamourøse side.

Tom vokser op som enebarn hos en kunstnerisk-flyvsk mor og en alkoholiseret bibliotekar-far. En dag kommer to damer fra kommunen med en dreng, der skal bo hos dem. Nick bliver deres plejebarn, og selvom det er svært pludselig at have en bror, udvikler de alligevel et søskendeforhold.

I nutiden er Nick flyttet til Thailand, og Tom tager ud for at finde ham. Det bliver en rejse gennem Khao San Road, billardsaloner og menneskesalg. En fin birolle spilles af den thailandske taxachauffør Kai, der siger “we go find brother”, og så ellers følger med på missionen, der også sender dem til den Cambodjanske grænse.

Jeg kender ikke til Jens Vilstrups bøger, men blev begejstret for denne her. Udover en velresearchet og stemningsmættet historiefortælling har han en inspirerende mundtlig skrivestil, der får hovedpersonens stemmer til at flytte ind i hovedet.

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Uforsonlig er måske det ord, der bedst beskriver Glenn Bechs skrivestil. Hans nyeste udgivelse er et manifest og befinder sig litterært i en kategori af selvbiografisk lyrisk prosa – med digtets linjestruktur og romanens flydende sprog og fortløbende kapitelstruktur.

Uforsonlig er også for snæver en beskrivelse af Glenn Bech, for han er både rasende, skuffet, flov, sjov, velkomponeret, bitter, klog og præcis.

Det første kapitel er til moren og handler om opvæksten i en boligblok i Horsens. Forfatteren hedder Glenn, og broren hedder René, fordi forældrene har prioriteret nogle navne, som kunne råbes hurtigt. Barndommen er ikke blandt de bedste i Danmark, men der skinner alligevel en fin kærlighed og loyalitet til moren ud fra linjerne. Faren har begået selvmord, og morens valg af nye mænd er ikke prangende. Samtidig er Horsens ikke så fedt et sted at vokse op, hvis man er homoseksuel.

Efter barndommen behandles klassesamfundet, og måske derfor blev Glenn Bechs manifest populært til socialdemokratiske ministeroverleveringer. Bogen er udgivet i september 2022 og har i det hele taget opnået stor popularitet meget hurtigt. Den har netop vundet Politikens Litteraturpris, og det vil overraske mig, hvis den ikke bliver indstillet til en pris eller to mere, inden 2023 er omme.

“Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er Glenn Bechs anden bog. Hans første udgivelse er romanen “Farskibet” fra 2021. Glenn Bech er til daglig psykolog og forfatter og er bosat i Aarhus.

Stine Askov: Nøjsomheden

“Hvorfor kan moren ikke snyde i skat eller begå et kup? Hvorfor kan Frederik ikke være bandeleder eller hacker? Hvorfor skal det være sådan noget sørgeligt lort? Som skal de selv med deres forbrydelsers karakter bevise, at de er noget skrald ude fra Nøjsomheden.”

Monas mor samler på udklip fra Billedbladet; de fylder hele lejligheden i sammen med de blendere og brødristere hun har købt på et særligt tilbud. Hun er ved at lave en scrapbog om Kronprinsesse Mary. Den er næsten færdig, men så skal børnene jo konfirmeres. Den har været næsten færdig siden Mona var barn, og moren fik angstanfald, når hun gik uden for en dør.

Så Mona er vant til at klare sig selv og regne med sin moster Tut, der har været morgenbolledame for Simon Spies. Selv om Tut nu er kommet på hospice, er hun stadig skarp:

“- Se hende der, siger Tut og peger. – Se, en pels. Hold kæft en pels.
– Det er Lise Nørgaard.
– Er hun ikke 108 år?
– Hvis det kan gøre det.
– Moster, lægen sagde, vi skulle tale sammen.
– Hun ser meget godt ud, egentligt. Tænderne, du skal huske, Mona, at passe godt på dine tænder. Hvad skulle vi tale om?
– Begravelsen for eksempel.
– I kan smide mig på møddingen. Gør, hvad fanden I vil, jeg kan jo være ligeglad, ikke?
– Moster. Hvor skulle vi overhovedet finde en mødding?
– Nej, det er også bare noget, man siger.
– Hvem siger det?
– Der er styr på det, lille Mona, alt er skrevet ned i min røde mappe på chatollet, med dit navn på.
Hun bladrer endnu engang i SE og HØR, tager en tår af glasset og suger i smøgen.
– Ah, siger hun. – Nu har jeg det godt.”

Boganmeldelser på Post-it-notes

Mona har fået job i Lindas Boghandel i Helsingør. Hun læser som gjaldt det livet, og både i Nøjsomhedens byttebiks og i boghandlen anmelder hun bøger med Post-it-notes på forsiden. “Lidt lang i spyttet, ærligt talt, men en vigtig fortælling om en tid, hvor en kvindes største synd var at klippe sit hår”, kan der fx stå.

En dag kommer en ranglet fyr ind i Boghandlen for at købe Søren Ulrik Thomsen. Da de først samler mod til at tale sammen, møder Mona for første gang et menneske, der lever sit liv uden for boligblokken: “Fra døren blinker Nikolaj til hende. – Vi ses, Mona. Hendes navn lyder fortryllet, når han siger det på den måde med det afsnuppede M. Det vil hun gemme og høre igen og igen. Hun har en masse sekvenser, sætninger fra bøger, sange og citater, dejlige ord – densitet, viskose, argumentresistent, vovsegebis – som hun gemmer indeni og tager frem, når hun vil.”

Beskrivelserne af livet i boligblokken “Nøjsomheden” er så fine og varme, med den særlige loyalitet over for det sted, der for altid er hjemme, og samtidig med en armslængdes afstand til det liv, som man blev givet. Jeg blev nødt til at google, da jeg var færdig med at læse – det viser sig, at Nøjsomheden findes i Helsingør; med det navn beder man jo også om at blive titlen på en roman.

Da jeg googlede, faldt jeg også over den her Facebook-kommentar til et stille og roligt opslag fra Nøjsomheden, om at deres boligkontor flytter plads:

“Nøjsomheden” kommer efter min mening langt bedre i mål end Stine Askovs “Katalog over katastrofer”, som ellers er et originalt socialrealistisk værk.

Maren Uthaug: 11 %

Maren Uthaugs roman “11%” er som intet andet, jeg har læst.

Jeg har været vild med Marens striber “Ting jeg gjorde” de seneste fem år og har vel fulgt hende på Instagram i tre. Hun er sjov, spydig og kick-ass-underspillet-feministisk. Men jeg har aldrig været så vild med hendes bøger. “Hvor der er fugle” var for dyster, “Og sådan blev det” glemte jeg hurtigt igen, og “En lykkelig slutning” turde jeg aldrig læse, fordi jeg læste i en anmeldelse, at billederne af den utugtige omgang med lig aldrig forlader ens nethinde igen.

Nå, så langt så godt. Men med denne bagsidetekst var det jo svært at komme uden om 11%:

“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen

I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.

Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.

Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?

Romanen er blevet skamrost af anmelderne som original, vild og fejende flot – og med rette. Det tog mig lige 80 sider at være med på konceptet, til gengæld var jeg de sidste 80 sider så ærgerlig over, at den nu snart var slut.

I 11% møder vi Medea, der holder en pythonslange som kæledyr i kælderen, Wicca der er præstinde i sjette (?) led af W-linjen af præstinder, Benja der overlades til sig selv og svømmer sig gennem livet og til sidst Chaplin, der er født med det forkerte køn.

Det er selvfølgelig de fire karakterer der gør bogen, men det er mindst ligeså meget hele det fremtidsmiljø, som Uthaug har skabt: en verden, hvor man har en række mødre, bor i rundhuse i den gamle frederiksbergslum og foragter patriarkatets firkantede arkitektur, holder rotter og slanger, tilbeder den hellige moder og spiser tørt brød. Mændene bliver holdt i avlscentre, fx på Lolland, og i gaden bor mandedamer med penisatrapper, som man kan besøge. Ellers kan man have sex med mennesker (læs: kvinder) eller onanere, som man har lært i skolen.

Colson Whitehead: Harlem Shuffle

I 2018 udgav Colson Whitehead “Den underjordiske jernbane”, og jeg husker den læseoplevelse som ‘good, not great’. Jeg rammer samme sted med hans nyeste roman “Harlem Shuffle”, der handler om 1960’ernes Harlem i New York.

Ray Carney er møbelhandler i Harlem. Han er en hæderlig mand med en god familie, der drømmer om at købe en større lejlighed. Han kunne aldrig finde på at begå kriminalitet, men hvis man nu får leveret et par halskæder og ikke ved, hvor de kommer fra, kan man jo ligeså godt sælge dem videre. Han bliver langsomt indrullet i Harlems underverden af håndlangere og bag-bosser. Hele tiden med en opretholdt selvforståelse af, at han er en hæderlig self-made man, som tjener samfundets bedste.

Der er et bredt persongalleri og egentlig et spændende miljø. Alligevel gik det trægt for mig at komme igennem de mange sider, og jeg måtte til sidst undvære de sidste 80, fordi bogen havde overskredet sin lånefrist på biblioteket. Med andre ord ikke en klokkeklar anbefaling herfra af den ellers roste amerikanske forfatter.

Harlem Shuffle er udgivet i 2022.

Meg Mason: Højtryk og lavtryk

På Hebriderne består vejret mest af lavtryk og kraftige storme. Det er uforudsigeligt og ødelæggende. Sådan er det også at være Martha. I bogens begyndelse bliver hun forladt af sin mand, Patrick, som ikke magter at være med mere.

Romanen udfolder over de næste par hundrede sider historien imellem de to, forholdet til Marthas søster, Ingrid, og til Marthas forældre.

Særligt søskendeforholdet er både spændstigt og realistisk. De to er tætte og kan ikke forestille sig et liv uden den anden. Alligevel holder Martha de fleste af sine udfordringer skjult for søsteren. Det kommer blandt andet til udtryk i denne ordveksling:

“Under reklamerne sagde Ingrid det samme, som alle siger. Hun kunne ikke forstå, hvordan man kunne have det så dårligt, at man kunne finde på at gøre sådan noget. Jeg sad og kradsede i en plet på mine jeans uden rigtig at høre efter og sagde åndsfraværende, at det kunne jeg sagtens forstå.
“Nej, men altså, ikke så slemt, at man oprigtigt har lyst til at dø.”
Jeg grinede og kiggede op for at at se, hvorfor hun havde slukket for fjernsynet. Ingrid sad bare og kiggede på mig.
“Hvad?”
“Når du er deprimeret, har du jo ikke oprigtigt lyst til at dø. Hvornår har du nogensinde haft det sådan?”
Jeg spurgte hende, om hun lavede sjov. “Hver gang jeg får det dårligt.”
“Martha! Det passer ikke!” sagde Ingrid.
Jeg svarede okay.
“Du kan ikke bare sige okay. Okay hvad? Okay, sådan har du det ikke?”
“Nej – okay, du behøver ikke tro mig.””

Martha finder undervejs i romanen en psykiater, som indkapsler hendes udfordringer i en diagnose. Diagnosen bliver i resten af bogen blot omtalt som xx. Den giver hende svar på sine udfordringer og forståelse for sin mor, men den giver hende ikke mulighed for at vælge et andet reaktionsmønster end det destruktive, som hun har levet i i årtier. Det er så fint fortalt, både på den menneskelige side og med det her lille greb med, at vi ikke får at vide, hvad diagnosen hedder (og vi er ved at sprænges for at kunne sætte et label på!).

To små tekstbidder mere fra bogen har jeg lyst til at fremhæve. Her er det én af Marthas eneste venner, som besøger hende i Paris og får på plads at nostalgi ikke er har den pladderromantiske betydning, som vi bruger det i:

“Nostos, Martha, at vende hjem. Algos, smerte. Nostalgi er smerten forårsaget af en utilfredsstillet længsel efter at vende tilbage.” Uanset, sagde han, om det hjem, vi længes efter, nogensinde har eksisteret.”

Det er i den litterære ende, og så er bogen fin, fordi den også rummer den helt basale tørre humor, som fx i denne konstatering:

“Hvis man ser en film, hvor en af karaktererne er lykkelig, men hoster lidt, så er de altid ved at dø af kræft i næste scene.”

Højtryk og lavtryk ser ikke ud af så meget, men er klart anbefalelsesværdig. Jeg læser gerne Meg Mason igen en anden gang.

Udgivet på Politikens Forlag i januar 2022.