Ayaan Hirsi Ali udgav i 2006 den selvbiografiske roman “Ayaan. Opbrud og oprør” om flugten til Holland og den vestlige verdens livssyn. Med “Nomaden” forsøger hun at brede sin personlige historie ud og skriver om sin familie, sit virke som tolk for socialrådgivere i Holland og forfatter, forsker og foredragsholder i USA, og hun skriver mere generelt om den muslimske tro og behovet for et omfattende opgør med islam – en ny oplysningstid.
Jeg er ikke særlig enig med Ayaan Hirsi Ali, og måske derfor er “Nomaden” én af de mest interessante bøger, jeg har læst længe.
Er radikal islam “den største udfordring som den vestlige verden har stået over for siden sovjetkommunismen”? Er det virkelig rigtigt, at “Enhver, der betragter sig selv som muslim, tror, at Koranen er Guds sande uigendrivelige ord”? Kan det passe, at “Muslimske børn i hele verden […] bliver opdraget med vold, og de bliver oplært i at ønske vold mod de vantro, jøderne, amerikanerne, Satan”?
Ayaan Hirsi Ali er en borgerlig samfundsdebattør. Jeg vil sandsynligvis være én af de naive, venstreorienterede mennesker, som med sin selvpåberåbte respekt og tolerance gør det hele meget værre. Og det er svært at være uenig med nogen, der af indlysende årsager har større indsigt i et område end én selv. Men det har man jo netop ret til ifølge Ayaan. På et tidspunkt i bogen holder hun et foredrag på et universitet for kvinder i Californien:
“[E]n lang kø af muslimske piger [stod] klar foran mikrofonen for at stille spørgsmål. Men før nogen kunne nå at give den første kommentar, råbte en pige med tørklæde fra tilhørerrækkerne: “HVEM FANDEN GIVER DIG RET TIL AT TALE OM ISLAM?”
En ung, rødhåret pige, der stod i køen, råbte tilbage: “DEN AMERIKANSKE FORFATNING!”
Det var inspirerende.”
Ayaan Hirsi Ali skriver selv, at hun sandsynligvis er mere optaget af individets frihed, end den almindelige amerikaner er, fordi hun ikke er flasket op med det. Hendes betragtninger om ny feminisme er fx meget inspirerende. Grundlæggende er det en opfordring til, at vestlige feminister bliver mindre navlepillende og selvretfærdige og i stedet begynder at bekymre sig om omskæring, trafficking og tvangsægteskaber, for nu bare at starte et sted. Det kunne være interessant, hvis feminismen blev et verdensomspændende fænomen, fordi køn netop naturligt krydser grænser og kan forene på tværs.
“Nomadens” formål er at gøre det af med en kultur, der bygger på ære og skam. Ayaan Hirsi Ali vil ikke give op, blot fordi det virker som et omfattende projekt at frigøre halvdelen af den muslimske befolkning rundt omkring i verden. Og det fortjener respekt. I mellemtiden hader jeg, at højreorienterede kræfter i Danmark kan bruge hendes forfatterskab til at sige “Se selv, selv tidligere muslimer synes at en barbarisk kultur er ved at overtage vores land.” Jeg tror ikke, det er tilfældet.
Ordtryk 