‘Morgen i Jenin’ er en bog lidt som ‘Drageløberen’, hvor man får den menneskelige version af flere generationers krig. Alle de personlige ofre, følelsen af at alle andre er overfladiske hyklere, fordi de ikke har prøvet at miste, beretningerne om meningsløs vold, der kommer alt for tæt på.
Den handler om tre generationer, der vokser op i en flygtningelejr i et israelsk okkuperet Palæstina. De er med i modstandskampen, men lever ellers deres liv, laver mad, spiller skak, bliver forelskede, får børn. Og så ind imellem ryster hele verden, tanksene bulldozer ind over lejren, og bagefter gøres tabene op. De er aldrig små og aldrig til at begribe.
Bogen er velskrevet, selv om den nogle steder er lidt for bevidst om sine virkemidler, hvis man kan tillade sig at sige det (lidt for meget ‘ok, så skal vi have en åbningsscene, hvor hovedpersonen, som vi først møder senere, har et gevær for panden. Flashback til xxx’). Andre steder er det svært at forestille sig, at nogen kan have fundet på noget så grusomt og detaljeret uden at præcis dét er sket i virkeligheden.
Ordtryk 