Michelle Obama: Becoming

Bøger fra 2018, selvbiografi

Michelle Obama selvbiografi‘Becoming’ er ikke et spørgsmål om, hvad man vil være, når man bliver stor, men om at blive til som sig selv.

Michelle Obamas selvbiografi er derfor både en bog om at være sort, at være kvinde, at være mor, karrierekvinde og hustru, og om at være USA’s førstedame.

“Becoming” er selvfølgelig først og fremmest interessant, fordi Michelle er gift med en tidligere præsident i verdens mest magtfulde land, men med bogen får hun sin egen fortælling.

 

I became a mother, but I still have a lot to learn from and give to my children. I became af wife, but I continue to adapt to and be humbled by what it means to truly love and make a life with another person. I have become, by certain measures, a person of power, and yet there are moments still when I feel insecure or unheard.”

The South Side of Chicago

Vi begynder i barndommens Chicago, hvor Michelle Robinson vokser op i The South Side. Mens hun går i skole, skifter klassen fra en næsten all-white til en næsten all-black, og køn og race er uundgåelige temaer i denne biografi. Hun er selvbevidst, men ikke vred. En outsider, men ikke unik.

Hun er dygtig til at balancere alvor, humor og almindeligheder og skriver bl.a. om sig selv og sin veninde Santita:

 

“She and I were all for strengthening the character of black youth across America, but we also needed rather desperately to get to Water Tower Place before the K-Swiss sneaker sale ended.”

 

Michelle fortsætter på high school og siden på Harvard Law School. I sit første job som advokat får hun en ung fyr med det spøjse navn Barack i sommerpraktik, og så er resten historie.

Familien først eller ‘The First Family’

Det, som vi i Danmark dog ikke kender så meget til, er Michelle Obamas rolle, ud over den smilende, vinkende hustru.

Hun er et privat menneske og ønsker grundlæggende ikke, at hendes mand skal træde ind i politik. Hun støtter ham, men tror langt hen i valgkampen ikke, at det vil lykkes ham. Som læser sidder man spændt tilbage, selv om man jo udmærket kender resultatet.

 

“Since I’d known him, it seemed to me that Barack had always had his eyes on some far-off horizon, on his notion of the world as it should be. Just for once, I wanted him to be content with life as it was. I didn’t understand how he could look at Sasha and Malia, now five and eight, with their pigtailed hair and giggly exuberance, and feel any other way. It hurt me sometimes to think that he did.”  

Jobbet, der ikke er et job

Michelle Obama er selv en driftig forretningskvinde og må forlade et højt profileret job i universitetsverdenen for at blive førstedame.

Hun beslutter sig for at bruge sin titel til noget fornuftigt og kaster sig bl.a. ind i kampen om amerikanske børns usunde madvarer og planter en stor del af haven til i Det Hvide Hus, så skoleklasser kan lære, hvor maden kommer fra.

Samtidig påtager hun sig et særligt ansvar for at gøre African Americans til en del af Det Hvide Hus’ historie.

 

“The struggles of Rosa Parks and Coretta Scott King were more familiar to me than those of Eleanor Roosevelt or Mamie Eisenhower. I carried their histories, along with those of my mother and grandmothers. None of these could ever have imagined a life like the one I now had, but they’d trusted that their perseverance would yield something better, eventually, for someone like me. I wanted to show up in the world in a way that honoured who they were.”

 

Højt at flyve, dybt at falde

For både The Obamas og for USA blev en historisk begivenhed og et højdepunkt i den amerikanske historie, afløst af et historisk lavpunkt, set med vestlige, demokratiske øjne: I 2016 flytter Donald og Melania Trump ind i Det Hvide Hus.

Barack Obama har på det tidspunkt været præsident i otte år, og familien gør sig klar til at forlade præsidentlivet og vende tilbage til et eget liv igen. Derfor er det ikke et personligt nederlag, men et nederlag for det demokratiske parti og for USA, som Michelle Obama beskriver på valgnatten i 2016:

 

“I felt something leaden take hold in my stomach just then, my anxiety hardening into dread. As Barack and Valerie started to discuss the early results, I announced that I was going upstairs. I walked to the elevator, hoping to do only one thing, which was to block it all out and go to sleep. I understood what was probably happening, but I wasn’t ready to face it. 

As I slept, the news was confirmed: American voters had elected Donald Trump to succeed Barack as the next president of the United States. 

I wanted to not know that fact for as long as I possibly could.”

Tommy Orange: Der der

Bøger fra 2018, Roman

Der der Tommy Orange♥♥♥♥♥

“Der der” er en kollektivroman med fortællinger om by-indianere i Oakland, Californien.

Der er ikke noget der der

Titlen henviser til et udsagn fra Gertrude Stein og handler om, at dét Native America, som de indfødte i sin tid beboede, ikke længere findes. “Der er ikke noget der der”. Det er en del af bogens kerne: at udvikle sig i takt med tiden uden at forlade traditionen. Om at ‘klæde sig ud som indianer’ og føle det både rigtigt og forkert på én gang. Om at være fra byen og samtidig indfødt. Om at være ung og halvblods eller kvartblods eller ikke kende sit blod.

Først og fremmest er romanen et forsøg på at tilføre et multivers af fortællinger, så vi ikke kun kender den fjerprydede indianer, der danser stammedans. Den er samtidig optaget af at levere rå, kolde fakta om den makabre udslettelse, der har fundet sted, og som ikke må glemmes eller forklejnes.

Jeg flyttede mig undervejs i min læsning. Jeg gik fra at føle mig belært og mangle sympati for de skæbner, der går i hundene med alkohol, våben, bortadoptioner og selvmord. Og til at forstå – en lille smule – og ikke mindst interessere mig oprigtigt for, hvordan det skulle gå de tolv skæbner, som optræder i bogen.

The Big Oakland Powwow

Forfatteren Tommy Orange er selv opvokset i Oakland og tilhører cheyenne og arapaho-stammerne. “Der der” er hans romandebut. Han skriver præcist, usentimentalt og med stærk drivkraft. De fortællinger, som først står alene og relativt endimensionelt, bliver gradvist knyttet sammen og foldet ud, indtil de til sidst mødes til “The Big Oakland Powwow”, en traditionel fest for indfødte, som stadig rummer noget originalt, men også er blevet til et pengemarked og udstillingsvindue.

Bestemt en læseværdig bog!

Suzanne Collins: Dødsspillet (Hunger Games)

Børne- og ungdomsbøger, Roman

DødsspilletJeg læste Dødsspillet, mens jeg lavede mad, mens jeg talte i telefon, og mens jeg bar min søn ud i barnevognen. Jeg lovede hele tiden min mand, at jeg ville lægge bogen fra mig og være nærværende, når jeg nåede til næste kapitel, men opdagede så, at jeg alligevel var kommet til at læse videre, for lige præcis her kunne man da umuligt stoppe.

Det er Fluernes Herre møder X-factor møder George Orwell møder Ronja Røverdatter.

Fattige børn slås til døden i et tv-transmitteret show, og vinderen er den sidste, der overlever.

Det er noget så sjældent som en amerikansk teenageromanserie uden vampyrer. Jeg er virkelig ikke fan af fantasygenren, men i Hunger Games (ja, det er den, der er filmatiseret med J-Lo) lykkes det at opbygge et univers, som er så tilpas tæt på virkeligheden, at man bliver revet med, og samtidig sat hen i en fremtidsramme, så der er plads til fantasi.

Bøgerne foregår, efter Nordamerika er brudt sammen, og der er oprettet 13 distrikter, som styres fra hovedsædet i Capitol. Hvert år udtrækkes to børn fra hvert af distrikterne til at deltage i Dødsspillet, hvor de slår hinanden ihjel for at overleve selv og for at underholde beboerne i hovedstaden.

Trilogien består af Dødsspillet, Løbeild og Oprør. Som altid er den første bedst, men de to andre er klart også værd at læse.

Ayaan Hirsi Ali: Nomaden

Roman

Ayaan Hirsi Ali udgav i 2006 den selvbiografiske roman “Ayaan. Opbrud og oprør” om flugten til Holland og den vestlige verdens livssyn. Med “Nomaden” forsøger hun at brede sin personlige historie ud og skriver om sin familie, sit virke som tolk for socialrådgivere i Holland og forfatter, forsker og foredragsholder i USA, og hun skriver mere generelt om den muslimske tro og behovet for et omfattende opgør med islam – en ny oplysningstid.

Jeg er ikke særlig enig med Ayaan Hirsi Ali, og måske derfor er “Nomaden” én af de mest interessante bøger, jeg har læst længe.

Er radikal islam “den største udfordring som den vestlige verden har stået over for siden sovjetkommunismen”? Er det virkelig rigtigt, at “Enhver, der betragter sig selv som muslim, tror, at Koranen er Guds sande uigendrivelige ord”? Kan det passe, at “Muslimske børn i hele verden […] bliver opdraget med vold, og de bliver oplært i at ønske vold mod de vantro, jøderne, amerikanerne, Satan”?

Ayaan Hirsi Ali er en borgerlig samfundsdebattør. Jeg vil sandsynligvis være én af de naive, venstreorienterede mennesker, som med sin selvpåberåbte respekt og tolerance gør det hele meget værre. Og det er svært at være uenig med nogen, der af indlysende årsager har større indsigt i et område end én selv. Men det har man jo netop ret til ifølge Ayaan. På et tidspunkt i bogen holder hun et foredrag på et universitet for kvinder i Californien:

“[E]n lang kø af muslimske piger [stod] klar foran mikrofonen for at stille spørgsmål. Men før nogen kunne nå at give den første kommentar, råbte en pige med tørklæde fra tilhørerrækkerne: “HVEM FANDEN GIVER DIG RET TIL AT TALE OM ISLAM?”
En ung, rødhåret pige, der stod i køen, råbte tilbage: “DEN AMERIKANSKE FORFATNING!”
Det var inspirerende.”

Ayaan Hirsi Ali skriver selv, at hun sandsynligvis er mere optaget af individets frihed, end den almindelige amerikaner er, fordi hun ikke er flasket op med det. Hendes betragtninger om ny feminisme er fx meget inspirerende. Grundlæggende er det en opfordring til, at vestlige feminister bliver mindre navlepillende og selvretfærdige og i stedet begynder at bekymre sig om omskæring, trafficking og tvangsægteskaber, for nu bare at starte et sted. Det kunne være interessant, hvis feminismen blev et verdensomspændende fænomen, fordi køn netop naturligt krydser grænser og kan forene på tværs.

“Nomadens” formål er at gøre det af med en kultur, der bygger på ære og skam. Ayaan Hirsi Ali vil ikke give op, blot fordi det virker som et omfattende projekt at frigøre halvdelen af den muslimske befolkning rundt omkring i verden. Og det fortjener respekt. I mellemtiden hader jeg, at højreorienterede kræfter i Danmark kan bruge hendes forfatterskab til at sige “Se selv, selv tidligere muslimer synes at en barbarisk kultur er ved at overtage vores land.” Jeg tror ikke, det er tilfældet.

Test