Tommy Orange: Der der

Bøger fra 2018, Roman

Der der Tommy Orange♥♥♥♥♥

“Der der” er en kollektivroman med fortællinger om by-indianere i Oakland, Californien.

Der er ikke noget der der

Titlen henviser til et udsagn fra Gertrude Stein og handler om, at dét Native America, som de indfødte i sin tid beboede, ikke længere findes. “Der er ikke noget der der”. Det er en del af bogens kerne: at udvikle sig i takt med tiden uden at forlade traditionen. Om at ‘klæde sig ud som indianer’ og føle det både rigtigt og forkert på én gang. Om at være fra byen og samtidig indfødt. Om at være ung og halvblods eller kvartblods eller ikke kende sit blod.

Først og fremmest er romanen et forsøg på at tilføre et multivers af fortællinger, så vi ikke kun kender den fjerprydede indianer, der danser stammedans. Den er samtidig optaget af at levere rå, kolde fakta om den makabre udslettelse, der har fundet sted, og som ikke må glemmes eller forklejnes.

Jeg flyttede mig undervejs i min læsning. Jeg gik fra at føle mig belært og mangle sympati for de skæbner, der går i hundene med alkohol, våben, bortadoptioner og selvmord. Og til at forstå – en lille smule – og ikke mindst interessere mig oprigtigt for, hvordan det skulle gå de tolv skæbner, som optræder i bogen.

The Big Oakland Powwow

Forfatteren Tommy Orange er selv opvokset i Oakland og tilhører cheyenne og arapaho-stammerne. “Der der” er hans romandebut. Han skriver præcist, usentimentalt og med stærk drivkraft. De fortællinger, som først står alene og relativt endimensionelt, bliver gradvist knyttet sammen og foldet ud, indtil de til sidst mødes til “The Big Oakland Powwow”, en traditionel fest for indfødte, som stadig rummer noget originalt, men også er blevet til et pengemarked og udstillingsvindue.

Bestemt en læseværdig bog!

Suzanne Collins: Dødsspillet (Hunger Games)

Børne- og ungdomsbøger, Roman

DødsspilletJeg læste Dødsspillet, mens jeg lavede mad, mens jeg talte i telefon, og mens jeg bar min søn ud i barnevognen. Jeg lovede hele tiden min mand, at jeg ville lægge bogen fra mig og være nærværende, når jeg nåede til næste kapitel, men opdagede så, at jeg alligevel var kommet til at læse videre, for lige præcis her kunne man da umuligt stoppe.

Det er Fluernes Herre møder X-factor møder George Orwell møder Ronja Røverdatter.

Fattige børn slås til døden i et tv-transmitteret show, og vinderen er den sidste, der overlever.

Det er noget så sjældent som en amerikansk teenageromanserie uden vampyrer. Jeg er virkelig ikke fan af fantasygenren, men i Hunger Games (ja, det er den, der er filmatiseret med J-Lo) lykkes det at opbygge et univers, som er så tilpas tæt på virkeligheden, at man bliver revet med, og samtidig sat hen i en fremtidsramme, så der er plads til fantasi.

Bøgerne foregår, efter Nordamerika er brudt sammen, og der er oprettet 13 distrikter, som styres fra hovedsædet i Capitol. Hvert år udtrækkes to børn fra hvert af distrikterne til at deltage i Dødsspillet, hvor de slår hinanden ihjel for at overleve selv og for at underholde beboerne i hovedstaden.

Trilogien består af Dødsspillet, Løbeild og Oprør. Som altid er den første bedst, men de to andre er klart også værd at læse.

Ayaan Hirsi Ali: Nomaden

Roman

Ayaan Hirsi Ali udgav i 2006 den selvbiografiske roman “Ayaan. Opbrud og oprør” om flugten til Holland og den vestlige verdens livssyn. Med “Nomaden” forsøger hun at brede sin personlige historie ud og skriver om sin familie, sit virke som tolk for socialrådgivere i Holland og forfatter, forsker og foredragsholder i USA, og hun skriver mere generelt om den muslimske tro og behovet for et omfattende opgør med islam – en ny oplysningstid.

Jeg er ikke særlig enig med Ayaan Hirsi Ali, og måske derfor er “Nomaden” én af de mest interessante bøger, jeg har læst længe.

Er radikal islam “den største udfordring som den vestlige verden har stået over for siden sovjetkommunismen”? Er det virkelig rigtigt, at “Enhver, der betragter sig selv som muslim, tror, at Koranen er Guds sande uigendrivelige ord”? Kan det passe, at “Muslimske børn i hele verden […] bliver opdraget med vold, og de bliver oplært i at ønske vold mod de vantro, jøderne, amerikanerne, Satan”?

Ayaan Hirsi Ali er en borgerlig samfundsdebattør. Jeg vil sandsynligvis være én af de naive, venstreorienterede mennesker, som med sin selvpåberåbte respekt og tolerance gør det hele meget værre. Og det er svært at være uenig med nogen, der af indlysende årsager har større indsigt i et område end én selv. Men det har man jo netop ret til ifølge Ayaan. På et tidspunkt i bogen holder hun et foredrag på et universitet for kvinder i Californien:

“[E]n lang kø af muslimske piger [stod] klar foran mikrofonen for at stille spørgsmål. Men før nogen kunne nå at give den første kommentar, råbte en pige med tørklæde fra tilhørerrækkerne: “HVEM FANDEN GIVER DIG RET TIL AT TALE OM ISLAM?”
En ung, rødhåret pige, der stod i køen, råbte tilbage: “DEN AMERIKANSKE FORFATNING!”
Det var inspirerende.”

Ayaan Hirsi Ali skriver selv, at hun sandsynligvis er mere optaget af individets frihed, end den almindelige amerikaner er, fordi hun ikke er flasket op med det. Hendes betragtninger om ny feminisme er fx meget inspirerende. Grundlæggende er det en opfordring til, at vestlige feminister bliver mindre navlepillende og selvretfærdige og i stedet begynder at bekymre sig om omskæring, trafficking og tvangsægteskaber, for nu bare at starte et sted. Det kunne være interessant, hvis feminismen blev et verdensomspændende fænomen, fordi køn netop naturligt krydser grænser og kan forene på tværs.

“Nomadens” formål er at gøre det af med en kultur, der bygger på ære og skam. Ayaan Hirsi Ali vil ikke give op, blot fordi det virker som et omfattende projekt at frigøre halvdelen af den muslimske befolkning rundt omkring i verden. Og det fortjener respekt. I mellemtiden hader jeg, at højreorienterede kræfter i Danmark kan bruge hendes forfatterskab til at sige “Se selv, selv tidligere muslimer synes at en barbarisk kultur er ved at overtage vores land.” Jeg tror ikke, det er tilfældet.

Test