Maren Uthaug: 11 %

Maren Uthaugs roman “11%” er som intet andet, jeg har læst.

Jeg har været vild med Marens striber “Ting jeg gjorde” de seneste fem år og har vel fulgt hende på Instagram i tre. Hun er sjov, spydig og kick-ass-underspillet-feministisk. Men jeg har aldrig været så vild med hendes bøger. “Hvor der er fugle” var for dyster, “Og sådan blev det” glemte jeg hurtigt igen, og “En lykkelig slutning” turde jeg aldrig læse, fordi jeg læste i en anmeldelse, at billederne af den utugtige omgang med lig aldrig forlader ens nethinde igen.

Nå, så langt så godt. Men med denne bagsidetekst var det jo svært at komme uden om 11%:

“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen

I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.

Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.

Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?

Romanen er blevet skamrost af anmelderne som original, vild og fejende flot – og med rette. Det tog mig lige 80 sider at være med på konceptet, til gengæld var jeg de sidste 80 sider så ærgerlig over, at den nu snart var slut.

I 11% møder vi Medea, der holder en pythonslange som kæledyr i kælderen, Wicca der er præstinde i sjette (?) led af W-linjen af præstinder, Benja der overlades til sig selv og svømmer sig gennem livet og til sidst Chaplin, der er født med det forkerte køn.

Det er selvfølgelig de fire karakterer der gør bogen, men det er mindst ligeså meget hele det fremtidsmiljø, som Uthaug har skabt: en verden, hvor man har en række mødre, bor i rundhuse i den gamle frederiksbergslum og foragter patriarkatets firkantede arkitektur, holder rotter og slanger, tilbeder den hellige moder og spiser tørt brød. Mændene bliver holdt i avlscentre, fx på Lolland, og i gaden bor mandedamer med penisatrapper, som man kan besøge. Ellers kan man have sex med mennesker (læs: kvinder) eller onanere, som man har lært i skolen.

Maren Uthaug: Hvor der er fugle

Johan gifter sig med Marie for at få et job på fyret, så han kan forsørge sin mor. Marie gifter sig med Johan, fordi hun er gravid med Fede, men det får vi først at vide langt senere. Darling hedder Darling, fordi svigermor ikke bryder sig om udenlandske navne, og Valdemar spiser under bordet, fordi han tror, han er en ko.

Det lyder mere teatralsk, end det er beskrevet i bogen. Det er det stille drama, der udfolder sig på et fyr, lidt uden for bygden Uthaug, midt i Ørlandet, lidt uden for resten af verden.

Maren Uthaugs familie har boet i Norske Uthaug i generationer, og det er her, hun er taget tilbage for at finde inspirationen til bogen. I efterskriftet får jeg indtrykket, at hun har skrevet den som en hyldest til sin mor og sin familie, men bogen er alt andet end romantiseret. Der er dem, der laver børn på deres døtre, fordi de keder sig og tror, det er ok, og så er der dem, der kommer til det, fordi de ikke ved, det er deres døtre i første omgang.

Lilian Munk Rösing i Politiken rammer plet i sin anmeldelse, især med denne sætning: “Om bedrag og incest i ét stort roderi, så det, der ligner incest, ikke er det, mens det, der er det, ikke ligner det.”

Bogen handler om det mest forfærdelige og efterlader mig med uro i kroppen, spændte øjenbryn og samtidig en følelse af at have læst en velskrevet og næsten hyggelig bog. Det er jo absurd. Den ambivalente følelse kommer af de tre perspektiver, bogen er skrevet fra: faren Johan, moren Marie og datteren Darling. De gør alle det, der føles nødvendigt for dem og bliver fanget af de valg, de tager, men så får de det bedste ud af det og finder små glimt af livsglæde et andet sted (i bådhuset, på gården eller i USA-eventyret).

Samarbejde med Bog&idé

Bogen er den første i en række bøger, som er sponsoreret af Bog&idé. Boghandlerkæden har tilbudt en række bloggere seks valgfri bøger om året mod at linke til bøgerne i anmeldelsen. Det har jeg sagt ja tak til.
Se Maren Uthaugs “Hvor der er fugle” på Bog&idés hjemmeside.

Fem bøger, jeg glæder mig til

Jeg læser gerne alt, hvad der får fem-seks hjerter i Politiken. Det skal helst være nyt, velskrevet, ikke for Josefine Klougart-poetisk (der har jeg min Politiken-undtagelse) og handle om mig selv.

De her fem står på min liste over gode bøger, som skal sluges snart.
Maren Uthaug er den fantastiske kvinde bag Ting, jeg gjorde og romanen Og sådan blev det. Jeg følger ikke ret mange fremmede mennesker på Insta, men hun gør mig glad.

Naja Marie Aidt skrev Sten, Saks, Papir i 2012, og tak for den. Nu har hun skrevet en bog om sit barn, der er dødt. Den kommer til at gøre ondt, tænker jeg, og det er underligt at glæde sig lidt til den oplevelse.

Jonas T. Bengtsson er ham med Submarino og Et eventyr og Sus er ikke mindre socialrealistisk, som boligblokken på forsiden afslører. Det plejer at være godt – det skal det også blive denne gang, er jeg sikker på.

Jeg kan ikke huske, hvad Æg handler om, men jeg gider læse alt af Morten Ramsland. Det gælder i øvrigt også for de tre første forfattere.

Niksen er eneste udenlandske på listen. Den foregår i Chicago og handler om en 11-årig dreng og noget amerikansk hippie-historie. Jeg blev forelsket i forsiden og bagsideteksten på et besøg hos Thiemers Boghandel, som fortjener et indlæg for sig selv. Det kommer snarest…

Nu – i gang med at læse!

Sommerbøger

Her et lille forsinket udpluk af, hvad sommeren har budt på på min boghylde, mens jeg har dasket rundt i Rågeleje, på Møn, i Stockholm og i gode gamle Brønshøj.

Maren Uthaug: “Og sådan blev det”

Maren Uthaug er den store overraskelse for mig. Det var gået helt hen over hovedet på mig, at hun havde udgivet en roman i 2013, og per refleks forventede jeg, at den var sjov. Den er gravalvorlig og virkelig god.

Bogen handler om pigen Risten, der vokser op i Nordnorge hos en samisk mor og en norsk far. Uden at spoile for meget rejser hun siden til Danmark, hvor hendes far flytter sammen med den danske kvinde Grethe. Grethe synes, det er mere praktisk at hedde Kirsten i Danmark, så det kan Risten lige så godt hedde nu. “Og sådan blev det”. Og sådan blev så mange ting i en piges liv. Det er det, bogen handler om.

En kompakt og læseværdig roman, som giver en lussing til både forældre og stedforældre, der foregiver at ville deres børn det bedste, mens de gør, som de selv vil.

Jesper Stein: “Aisha”

Aisha er krimielementet i dette års sommerferielæsning. Sådan en skal der være i enhver sommerlæsekasse! Det er fjerde bog i serien om kriminalkommisær Axel Steen, men kan sagtens læses uafhængigt. Jesper Steins bøger foregår i nutidens København, som regel Nørrebro, men denne gang er handlingen forlagt til 8-tallet i Ørestaden. Her bliver en PET-agent fundet myrdet, og Axel Steen bliver sat på opklaringsarbejdet sammen med en anden (levende) PET-agent.

Handlingen følger to spor: Mens den nuværende efterforskning graver dybere og dybere, får man afsløret detaljer fra en afblæst terroraktion, der ligger nogle år tilbage. Sporene krydser, og en del af efterforskningen bliver mørklagt.

Som en god krimiforfatter ved Jesper Stein præcis, hvornår han skal skrue op og ned, og de sidste 200 sider (ja, 200) blev jeg nødt til at læse ud i én køre, for det var umuligt at stoppe, før det var HELT slut.” Gæt selv, om det ender godt til sidst, og om helten overlever til den næste bog i føljetonen.

Abdel Aziz Mahmoud: “Hvor taler du flot dansk!”

Endelig fik jeg fingrene i Abdels MEGET roste bog om hans og hans families stille integrationssucces i en fynsk forstad. Den kunne fortælle om så mange andre danske drenges opvækst, hvis man ser bort fra det arabiske islæt, og den er fin, fordi den ikke er specielt dramatisk, men ligeså normal og dansk og kedelig, som Abdel stræber efter at være, fra han er kun en lille gut.

Da der f.eks. starter en ny, indisk dreng i hans folkeskoleklasse, der ellers kun består af hvide gennemsnitsfynboere, gør han alt for ikke at blive slået i hartkorn med Rajkumar. Og det slår hårdt, når han ind imellem ud af det blå bliver mindet om, at han er brun.

Han bliver journalist og tv-vært og når et mål, som er opstået ud af en barnlig undren over, at der ikke var flere i fjernsynet, der lignede ham selv. Og det går rigtigt godt for Abdel, så godt, at han igen næsten glemmer, at han ikke er kødfarsfarvet, indtil han næste gang bliver slået tilbage med velmenende, svidende ord: Denne gang er det en radiodebat med Bertel Haarder, der begejstret siger til Abdel: “Hvor taler du flot dansk!” Abdel giver ham det eneste rigtige svar: Et nøgternt “I lige måde”.

Daniel Boysen: Fordi ilden er vores

Her lander vi måske på den bog, jeg har været mindst begejstret for, og den er en gemmer fra foråret. Det svider lidt at sige, jeg ikke er fan, for det er en intens, lille, pakket bog, der krænger sjælen ud og fortæller nogle grumme detaljer om et hjem med en misbrugt søster.

For mig, lige her og nu, bliver den for poetisk og selvpegende (hvis der er noget, der hedder det). Men det er en smagssag.

Julia Lahme: “Manifest”

Et manifest for at turde være feminist på 2016-måden, men med en indbygget selvmodsigelse, som jeg havde lidt svært ved at blive klog på. For mig er feminisme også retten til at være kvinde på en anden måde (blandt meget andet), og derfor bryder jeg mig ikke så meget om de lukkede damebladsklicheer om, hvad ‘vi kvinder’ tænker, føler og gør.

Ofte var jeg heldigvis ikke en del af klicheen, men lige på en pointe ramte den plet (frit citeret): Hvorfor er det, at du kan vække enhver mor midt om natten, og så kan hun fortælle dig, hvor mange liter mælk der er i køleskabet?