Glasgow, 1992. Den 15-årige Shuggie er flyttet i et lejet værelse og har fået job i en delikatesseforretning og langer grillkyllinger over disken:
“Der lå de med de stumpede vinger foldet over den tykke lille brystkasse som en hær af hovedløse spædbørn. Engang ville han have været stolt over denne nydelige orden. I virkeligheden var det den nemme del af opgaven at skubbe metalstænger gennem deres noprede, lyserøde kød; den svære var at modstå trangen til at gøre det samme med kunderne.”
Sådan skriver Douglas Stuart på side 2 af dette 482 siders litterære mesterværk af en debutroman. Jeg anbefaler alle, jeg kommer i nærheden af, at læse “Shuggie Bain”, om end det er langt fra opmuntrende godnatlæsning.
Shuggie vokser op i Glasgows deprimerede og depraverede forstæder, hvor fællesskaberne tager udgangspunkt i formiddagsdruk, arbejdsløshed og den næste karton cigaretter. Vejene er sorte af kulstøv fra den mine, som for nylig er lukket under Margaret Thatchers regeringstid, og der er ikke mange steder at søge tilflugt.
Vi følger de forskellige medlemmer af Shuggies familie på tæt hold: faren, en kvindeforbrugerne taxachauffør, moren, en fordrukken, sminket forstadsfrue, søsteren Catherine og broren Leek, der på hver sin måde forsøger at slippe væk, og endelig Shuggie selv, som helt fra han er 7-8 år gammel ved, at han ikke er som de andre børn. Ingen vil lege med ham, fordi han svanser rundt og taler med en underlig stemme, så han bliver i hjemmet og påtager sig opgaven med at lægge sin mor i seng, disponere de få kroner der ikke bliver brugt på øl, og hjælpe moren med at trykke nummeret til gamle relationer, så hun kan svine dem til i sin brandert.
“Hun befandt sig på det farlige mellemstadie. Fuld nok til at føle sig kamplysten, men ikke nok til at være urimelig endnu. Et par slurke til, og så ville hun blive destruktiv, gemen, hadefuld. Han så på hende, som om han aflæste vejret, der var på vej mellem bakkedragene.”
I denne lille passage er familien ved at flytte efter en pludselig indskydelse fra faren, Shug, mens mor Agnes kigger ud af taxavinduet med bagagerummet fyldt med deres få ejendele:
“Agnes kiggede ud på plænerne foran de lave typehuse og forsøgte at føle sig spændt og begejstret igen, men det var som at tænde op med vådt brænde.”
Sprogligt er “Shuggie Bain” en kæmpe fornøjelse. Som menneskeskæbner er det én stor depression. Men kærligheden findes i mellemrummene, og der er små sprækker af lys og én, der måske kunne blive en ven.
Douglas Stuart vandt Bookerprisen ved udgivelsen i 2020, og som du måske kan læse, synes jeg, det er overordentligt velfortjent.
Ordtryk 