Lucinda Riley: Månesøsteren

Bogserie, kærlighedsromaner, Roman, Slægtsroman

“Månesøsteren” er bind fem i Lucinda Rileys bogserie om de syv søstre, som er opkaldt efter stjernebilledet Plejaderne. Vi er her nået til den næstyngste søster, Tiggy, der ligesom de andre søstre, drager ud for at finde sit ophav. 

Romanen begynder i det skotske højland nær Inverness, hvor Tiggy får arbejde på et gods med at passe vildkatte og klargøre godset til flere vilde dyr. Her møder hun den charmerende ‘Laird’ Charlie og også den synske Chilly. 

Chilly bliver nøglen til hendes fortid, og snart går rejsen til Granada i Spanien, hvor historien om Tiggys oldemor udspiller sig. Hun var en del af gitana-folket og en verdensberømt flamencodanser. 

En af styrkerne i De syv søstre-serien er indblikket i forskellige kulturer og kunstarter, som giver lyst til at rejse nye steder hen i verden. Next stop Granada.

ReplyForward

Denne sommer læste jeg også…

Bøger fra 2021, Bøger fra 2022, Debatbog, Debutroman, Fagbøger, Roman, spændingsroman

Henrik Tingleff: Når flokdyret fejler

I denne lille populærvidenskabelige hapser, gennemgår psykolog Henrik Tingleff socialpsykologiens store erkendelser med en humoristisk og personlig vinkel. Vi får blandt andet svarene på, hvorfor så mange fodboldspillere har tatoveringer, og hvorfor nogen gider betale 60 kr. for en fastelavnsbolle. Tematikkerne minder om Morten Münsters “Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”, som er en uhyre velskrevet og humoristisk introduktion til adfærdspsykologi. 

Anita Furu: Mit halve liv

Ruth bliver som 6-årig taget som plejebarn af københavnske Sophie. Hun vokser op på Nørrebro med sin nye Mama og tjenestepigen Amanda, men snart dør moren af en sygdom, og Ruth skal nu finde sig til rette hos onkel Jo og tante Ja. 

Romanen er en fin skildring af livet som russisk-jødisk pige i 1920-1950’ernes København, Berlin og Madrid og samtidig en stille opvækstfortælling, som sender minderne i retning af Tove Ditlevsens Vesterbro. En meget velskrevet debutroman (fra 2018), som kan anbefales. 

Helle Thorning-Schmidt: Blondinens betragtninger

I denne kønspolitiske debatbog fra 2021 deler Danmarks første kvindelige statsminister ud af sine personlige erfaringer med kønnet behandling i dansk og europæisk toppolitik, ledelse og bestyrelsesarbejde. Pointerne er krydret af aktuelle undersøgelser og generationsrelevante indsigter fra Thorning-Schmidts egne børn og deres omgangskreds. Omend den virker lidt hurtigt skrevet og redigeret, er den med sine omfangsrige eksempler et interessant og relevant bidrag i køns- og feminismedebatten.

Kim Leine: Karonlines kærlighed

Det kræver lidt is i maven at annoncere sin første spændingsroman som starten på en trilogi, men Kim Leine har store ambitioner. “Karolines kærlighed” handler om Karoline Blicher, assisterende forsvarsattache ved den danske ambassade i Rusland. Hun er politisk begavet, taler flydende russisk og er spået en lovende fremtid i sit parti Demokratisk Alliance ved næste folketingsvalg.

Jeg blev indledningsvist ret opslugt af romanen og dens aktuelle plot (vi er i 2013, og en invasion af Krim er på tale), og ikke mindst optaget af at følge en hovedperson med holdninger, som i udgangspunktet er forskellige fra mine egne. Desværre mister romanen pusten og bliver urealistisk i alle de tråde, der samles omkring en meget lille håndfuld person på tværs af Danmark og Rusland. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg også skal læse to’eren, som netop er udgivet: “Karolines kamp” (Herhjemme gætter vi på titlen på 3’eren – lige nu fører “Karolines konsekvens”)