Mhairi McFarlane: Det er ikke mig, det er dig

Omslaget og Marian Keyes-anbefalingen siger det hele: Her har vi at gøre med en ægte repræsentant for chick-lit-genren med alt, hvad der hørertil at stærke, sårbare forelskede kvinder, turbulens i tilværelsen og happy endings.

Mhairi McFarlane er, så vidt jeg kan læse mig til, relativt ny i dansk sammenhæng, men har udgivet adskillige bestsellers i England, hvor hun kommer fra. Jeg giver hende gerne en chance til, næste gang jeg skal bruge en letfordøjelig bog til en vinterferie, hvor den ene side villigt tager den næste.

Handlingen kort: Delia arbejder som PR-medarbejder i Newcastle og bliver sat til at finde ud af, hvem der gemmer sig bag troll-pseudonymet “Peshwari Naan”. Samme aften frier hun til sin kæreste og får en overraskelse, der sender hende til London og i armene på den skruppelløse PR-haj Kurt og den smukke, fornærmende freelancejournalist Adam. Midt i sin krise genopliver hun “Ræven” – en tegneserie om sit alterego fra de tidlige teenageår – og med den genfinder hun også troen på sig selv. And the rest is history.

Mere af samme skuffe
Update: I mellemtiden har jeg også læst “I det øjeblik var jeg din”, og den er skåret over samme trygge læst. Bogen er hendes internationale gennembrud og bærer på engelsk titlen “You had me at hallo”. En sætning, der er så berømt at den optræder i både Urban Dictionary og Wikipedie. For de uindviede stammer den fra 90´er-filmen Jerry Maquire med 90´er-hjerteknuseren Tom Cruise.

Jesper Stein: Solo

Jeg er en sucker for fortsættelser. Det er så nemt at hoppe ned i miljøet, personerne og relationerne og få fuld skrald på dramaet fra starten.

Jesper Stein er en krimimester, og han skriver præcis den type krimier, jeg kan lide: Hvor spændingen, opklaringen og relationerne er i højsædet, frem for udpenslet klamhed, gys og gru.

Axel Steen i nyt job – men stadig den samme

Serien handler om politimanden Axel Steen, der slås med både familieliv, fortid, alkohol og banditter. Han er kompromisløs og som en rigtig krimi-politimand tager han gerne alternative metoder i brug.

I dette sjette bind, Solo, har Axel Steen forladt politiet for at blive sikkerhedschef i en investeringsbank. En stor svindelsag i banken sender ham dog i armene på vold, fart og spænding på ny. Samtidig følger vi hans gamle makker, Vicki Thomsen, der opklarer en drabssag i Urbanplanen. De får brug for hinandens hjælp og langsomt krydser sporene hinanden i de to sager.

Rækkefølge i Jesper Steins krimier

Jesper Steins krimiserie er foreløbig på seks bind. De fem første romaner i serien hedder “Uro”, “Bye bye blackbird” “Akrash“, “Aisha” og “Papa”. “Solo” udkom i 2018. Jeg har læst de sidste fire – med lige stor begejstring hver gang.

Lene Kaaberbøl: Skammer-serien

Der er noget fantastisk medrivende ved at læse romaner, der er skrevet til et kritisk ungdomspublikum. Der bliver nødt til at være plot, fantasi og drama, og det er der i metermål i Lene Kaaberbøls Skammer-serie, der består af “Skammerens datter”, “Skammertegnet”, “Slangens gave” og “Skammerkrigen”.

Lene Kaaberbøl har skabt et middelalderligt parallelunivers med borge og drager, og i centrum for fortællingen står Skammerens datter, som har arvet sin mors evner: Med blot et blik kan de se et andet menneskes skyld og skam gennem hele deres liv.

Der er dog enkelte personligheder, der er blottet for skam, og som derfor ikke lader sig påvirke af Skammeren. Dragan, som i parantes bemærket holder sig dopet på drageblod, gør, hvad han kan for at placere skylden for et trippelmord på en uskyldig, fjern slægtning, og så er den moralske tvekamp sat i gang.

Den fortsætter i hæsblæsende tempo med varianter over samme tema i de følgende tre bøger. Absolut læseværdig serie.

Karl Ove Knausgaard: Min Kamp 1

Bedre sent end aldrig. Nu kom jeg i gang med Knausgaard, hvis livsværk står på bogreolen her i stuen.

Min kamp veksler mellem helt geniale småbetragtninger (fx det at alt, hvad der handler om død, befinder sig i stueetage og kælder), lange fortællinger om ungdom, som man kan svælge i, og så nogle lidt ligegyldige hverdagssamtaler.

Der er en hårfin grænse mellem geniale hverdagsbetragtninger og trivielle gengivelser af levet tid. Knausgaard står på kanten af den, og for langt det meste til den gode side.

Det er en bog, der ikke rigtigt handler om noget, ligesom livet, som det beskriver. Det sker det, der sker. Der sker bl.a. en ungdom, hvor livet handler om at smugle øl ud i en pose og komme hen til nabobyen nytårsaften. Der sker en afsked med en alkoholisk far og en udrensning af død og forfald fra farmorens hus, hvor han boede.

Det er billeder, der sætter sig fast i hukommelsen, og det er altid et kvalitetskriterium hos mig, der læser både meget og hurtigt, så noget af det af og til fiser ind ad det ene øre og ud af det andet.  Nu lige en pause inden den næste.