Jens Andersen: Under Bjælken // Kronsprins Frederik

Bøger fra 2017, Biografi, Sponsoreret indhold

IMG_0644Tre dage før Prins Henrik døde, begyndte jeg på Jens Andersens biografi om Kronsprins Frederik.

Det gav hele forløbet med den afdøde prins et ekstra skær og gjorde Jens Andersens bog desto mere aktuel. For hvem er han, Kronprins Frederik, der skal være Danmarks næste konge?

Kronprins Frederik er en sammensat regent. Syv kapitler beskriver hans liv indtil nu som Dreng, Teenager, Akademiker Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og (kommende) Konge. Gennemgående træk er viljen til at være et menneske ved siden af monark-rollen, en lyst til at møde andre mennesker og lære noget nyt om sig selv og om verden.

En særligt fin feature er en playliste, der kører i bunden af bogens 358 sider, som Kronprins Frederik selv har udvalgt med sin (åbenbart) store og vedholdende interesse for musik i alle genrer og fra alle tider. Playlisten kan downloades på Spotify.

Et eventyr på statsbudgettet

Jeg hører ikke til dem, der bekender sig til royalismen, men heller ikke det modsatte. Der er et fint citat af Knud Wentzel på indersiden af bogen, som rammer det meget godt ind:

“Kongehuset er, hvad det betyder i vores bevidsthed. Intet andet, men det er som bekendt også meget. Vi har et eventyr i Grundloven og på statsbudgettet.”

Kronprins Frederik sidder mere levende på nethinden for mig nu, og for min skyld kan vi godt beholde både ham og eventyret.

Læs med

Hvis du vil læse med, kan du finde Under Bjælken her hos Bog&Ide. Bogen er sponsoreret af Bog&Ide. Jeg har selv valgt den, og anmeldelsen står for egen regning. Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner.

Tidligere anmeldelser: Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren (Ordtryk).

Bøger af Jens Andersen (Bog&Ide)

Reklamer

Jens Andersen: Denne dag, et liv. En Astrid Lindgren-biografi

Børne- og ungdomsbøger, Biografi

lindgren“Denne dag, et liv” er på én gang en for lang fortælling, som har villet vise alt, hvad der var i arkivet, og en interessant og kærlig historie om en vigtig børnebogsforfatter og derfor et vigtigt menneske i mit og mange andres liv.

Det er sjovt at læse om Pippi og Emil og Alle vi børn i Bulderby, og hvordan de også er et billede på en tid og et opgør med et moralsk børnebogsmarked. Astrid Lindgren var, ifølge Jens Andersen, én af de første, der tog børn alvorligt. Én af de første, der skrev ud fra børns drømme og fantasi.

Hun vidste, hun ramte plet hver gang, for historierne blev som regel til som mundtlige fortællinger for børn i hendes familie og siden stenograferet ned i alenlange kladdehæfter.

Det kan godt anbefales at læse bogen, men det kræver lidt tålmodighed og nogle lange sommeraftener at tygge sig igennem.

Skidt og kanel

Roman

Der bliver også tid til lidt andet end blebarnbøger her i ammestuen, selv om læsetempoet er drastigt dalende, nu hvor hverdagen har indfundet sig. Her et par ord om det, som har ligget på natbordet den seneste tid før og efter fødsel.

    
Ida Jessen: Ramt af ingenting
En lillebitte bog, der egner sig godt til at blive læst højt, fordi man ellers hurtigt har skøjtet sig frem til sidste side. Ida Jessen kalder “Ramt af ingenting” en glemmebog – om at glemme tabt kærlighed – 0g det er vel mere kortprosa end en egentlig roman. Jeg synes, den er rigtig fin inden for sin genre. Stemninngsmættet uden at blive for poetisk.

Karin Brunk-Halmquist: Glimmerbøsserne
Egentlig er titlen misvisende, for der hverken noget glimmer eller noget bøsset over de to aldrende norske brødre, der er hovedpersoner i “Glimmerbøsserne”. De cykler bare til købmanden, hører deres daglige radioavis og ærer deres mor ved at tage sokkerne af, før de går i seng. Det er en rigtig skandinavisk roman, og hvis man kan lide Anne B. Ragde, vil man også kunne lide Karin Brunk-Halmquist.

Jennifer Egan: A visit from the goon squad
Jennifer Egan vandt Pullitzer-prisen for næsen af Jonathan Franzen sidste år, og jeg er ikke sikker på, jeg synes, det var fortjent. Jeg læste først halvdelen af bogen på engelsk og så det hele på dansk (“Tæskeholdet banker på”), og alligevel blev jeg ved med at glemme, hvad der skete.

Majse Njor: Der var engang en mand
Berlingskes litteraturredaktør Jens Andersen nævnte for nylig denne bog som eksempel på, at flere kvinder er begyndt at have mænd som hovedpersoner – ikke stereotype, dumme mænd, men rigtige, hele mennesker, som man har sympati med. Hans pointe var, at kvinderne nu er nået til et sted, hvor der er overskud til det, fordi der ikke længere er det samme behov for at hævde bestemte kvinderoller og være i opposition. Interessant, på en måde. “Der var engang en mand” er en roadmovie med mænd, der af forskellige årsager stikker af hjemmefra for at finde sig selv. De følger alle efter Carsten sydpå ad de tyske motorveje, selv om Carsten egentlig helst vil være i fred. Det er morsomt uden at være megasjovt. Man kan læse den eller lade være.

Jakob Vedelsby: Bjergene i horisonten
Gjorde ikke noget stort indtryk på mig. Handler om en søn, der gerne ville have haft et tættere forhold til sin far. En anden slags glemmebog – en bog man glemmer.