April måneds bøger på mit natbord

Roman

April måned har budt på velskrevet og samtidig nedslående litteratur. Især Maria Gerhardt er jeg blevet svært begejstret for:

1: Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Jeg har nu læst hele Maria Gerhardts forfatterskab, og det er umådeligt trist af mere end én grund. Hun døde af kræft, alt alt for tidligt, og det giver en rå og rørende klangbund i hendes desperat-sande fortællinger i både “Transfervindue” og “Der bor Hollywoodstjerner på vejen”.

I denne bog fortæller hun om første møde med den kvinde, hun siden finder sammen med.

Historien skifter mellem ungdomsliv og voksenliv. Ungdomslivet, der på én gang er frustreret og sorgløst, og hvor stoffer, ulykkelig forelskelse og musik er kerneingredienser. Voksenlivet, hvor hun endelig får sin udkårne, men ubærligt nok også en dommedags-diagnose i samme åndedrag.

Det er så fint og skrøbeligt beskrevet og samtidig helt uden omsvøb.

2: Trisse Gejl: Ulvekvinten

Det er svært at komme lige efter Hollywoodstjerne-bogen (det hedder den i øvrigt, fordi de flytter fra Vesterbro til et stort rekreationshus i Gentofte – hvor der bor Hollywoodstjerner på vejen). Trisse Gejl er ellers en dygtig forfatter, og jeg har fået bogen anbefalet her på bloggen for flere år siden.

Bogen handler om Zoe, der sandsynligvis er maniodepressiv. Man følger hendes liv gennem øjnene på den netop forladte bedste veninde og den – på andre måder – temmelig forladte 9-årige dreng.

Bogen lykkes eminent i beskrivelsen af drengens omsorgsfulde kamp for ikke at ligge sine forældre til last: Når han lister ud for at tage en skål havregryn uden en lyd; når han fortæller faren, han spiller rollespil, mens han sidder i et træ og kigger på; og når han kommer til at sige nej tak til dessert, fordi han blev så glad for at blive spurgt.

Han gør så meget for, at de voksne ikke skal bekymre sig, at man i den grad gør netop det – bekymrer sig.

3: Nikolaj Zeuthen: Buemundet guitarfisk

Den buemundede guitarfisk er det mest sjældne af dyrekortene fra Føtex. Den mangler Stefans børn for at få fuld bog.

Stefan er forfatter og kan ikke lide at handle i Føtex, men han vil gerne gøre sine børn glade. Så han køber halvdyr elektronik og bytter det dagen efter. På den måde kan han få syv pakker dyrekort uden at lægge en krone i butikken. Han synes selv, det er smart.

Bogen beskriver fint, hvordan han spilder sin tid dag efter dag, og hvordan børnenes taknemmelighed er en lysende belønning, indtil de kommer op at skændes om, hvem der skal åbne den syvende pakke dyrekort og græder og smækker med dørene.

Resten af romanen blev for akademiker-vil-gerne-være-forfatter-og-laver-røvsygt-projekt-i-a-kassen-i-stedet-for… til min smag. For nedtrykt uden at være helt sjov nok til at bære det.

Reklamer

Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm: Arkimedes

Bøger fra 2017, Roman, spændingsroman

zornig“Arkimedes” er en spændingsroman og derfor umiddelbart mindre gyseragtig end en krimi – og det er lige noget for mig.

Den er til gengæld ligeså grufuld som de fleste krimier med misbrug af børnehjemsbørn i centrum af fortællingen.

Hovedpersonen er Malene Jørgensen, et tidligere børnehjemsbarn fra Nakskov, der nu er en succesrig forretningskvinde, som bliver udnævnt som direktør for Hjælp Barnet. Umiddelbart giver det relativt lineære associationer til Lisbeth Zornigs eget liv som udsat barn på Lolland, der senere bliver direktør for Børnerådet. Romanen er dog fiktion, og den lykkes vældigt godt med kombinationen af politik, journalistik, samfundskritik og krimielement.

Jeg kastede mig over den, fordi jeg var meget påvirket af Zornigs selvbiografi: “Zornig – Vrede er mit mellemnavn”. Den fik jeg vist aldrig skrevet om her på bloggen, men den kan jeg også anbefale at læse, hvis man trænger til at få ondt i maven over Underdanmark.

“Arkimedes” er en selvstændig fortsættelse til romanen “Bundfald”. Den kan man evt. starte med.

Fredrik Backman: Ting, min søn skal vide om verden

Klummer, Roman

Fredrik Backman er ham med “En mand, der hedder Ove” – en utroligt tør-sjov bog om en sur mand i et paracelhuskvarter, der hele tiden bliver forstyrret, når han vil tage livet at sig selv.

Backman er nu blevet far og har skrevet en Julie Lahme-lignende udleverende bog med ting, hans søn bør vide om verden. Kapitlerne har navne som “Ting, du skal vide om IKEA”, “Ting, du skal vide om Gud og lufthavne” og “Hvad du skal vide om at starte et band”.

Det er sjovt og letlæst og flyder som honning. To små tekstbidder her:

“Du kommer til at vokse op. Gå ud af skolen. Komme hjem og fortælle, at du ikke vil læse videre, fordi du vil “satse på bandet”. Eller åbne en bar. Eller en surfshop i Thailand. Du bliver piercet i øjet og får tatoveret en drage i røven og begynder at læse bøger om praktisk filosofi. Og det er okay. Det er okay, du er en idiot, mens du er teenager. Det skal teenagere være. Men du ved – det er alligevel sådan nogenlunde dér, jeg kommer til at sige til dig, at nu er det nok en god idé, at du flytter hjemmefra.”

Og den her, som jeg sprutte-lo over – mest pga, opbygget fnis fra de foregående sider:

“Hvorfor det ikke kan betale sig at diskutere med din mor

Jeg spørger, hvem der tager et glas Schweppes Bitter Lemon fra køleskabet, hælder indholdet ud, fylder vand og opvaskemiddel i, stiller det tilbage på køkkenbordet og går op i seng.
Din mor spørger, hvem, der står op om morgenen, ser et glas med noget, han tror, er ækel, doven Schweppes Bitter Lemon fra i går, og drikker det.
Jeg spørger, hvem fanden der ikke forstår, at opvaskemiddel og vand grangiveligt kommer til at ligne lidt dejligt doven Schweppes Bitter Lemon klokken ti minutter over seks om morgenen.
Din mor spørger, hvem der drikker et halvt døgn gammel sodavand fra et glas ved siden af køkkenvasken som det første klokken ti minutter over seks om morgenen.
Jeg spørger, hvad for en fucking idiot, der hælder opvaskemiddelvand i et drikkeglas.
Din mor konstaterer, at det da i hvert fald ikke er hende, der lige har drukket opvaskemiddelvand.

Hun vinder.”